Vi ved, at spaniensfrivillige fra mange lande kæmpede på Republikkens side i den Spanske Borgerkrig. Antallet er der ikke enighed om. Hvor mange færinger og islændinge, der meldte sig til de Internationale Brigader er også svært at få styr på

 
Ifølge et interview i Politiken med den norske journalist og forfatter Lise Lindbæk [1] i 18. oktober 1938, skal der have været omkring tyve islandske frivillige, der deltog i den antifascistiske kamp i Spanien.

En række danskere foretog optegnelser over hvem, der var i det kompagni eller anden kampenhed, de tilhørte.

Fx nævner tidligere formand for ‘De Danske Spaniensfrivilliges Forening’, Poul Erik Dreyer, fire islandske spaniensfrivillige på sin liste: Bjørn Gudmundsson, Hallgrimur Hallgrimsson, Tospen Aalzlan og Adelstein Thorsteinsson.

Christian Vilhelm Larsen har kun to islandske spaniensfrivillige på sin liste: Bjørn Gudmundsson og Adelstein Thorsteinsson.

I Villy Buus Nielsens ”manus 3” nævnes nogle islændinge, hvoraf en ved navn Bjørn, som skal være faldet, en Sven-Sverre og en Petjursson, som var partisan.

Derudover nævnes yderligere i bøger og manuskrifter fire navne, der går igen: Jon Kristofer Sigursson, Gunnar F. Vilhjelmsson Finsen, Vernharur Eggertsson og Dagur Austan.

Det er jo langt fra det antal islandske spaniensfrivillige Lise Lindbæk nævner i interviewet i Politiken.

Man regner med, at to til tre færinger kæmpede i de Internationale Brigader. Sverri Egholm, bibliotekar på Hovedbiblioteket i Thorshavn, skriver i et brev, at han havde fundet ud af, at en, måske to, færinger var i Spanien. Den ene var sømand og var i Spanien på det tidspunkt oprøret brød ud, navnet havde han ikke – måske er det den Petjursson, der omtales som partisan i Villy Buus Nielsens ”manus 3”? Den anden hed Johannes Poulsen, som bosatte sig i København, efter Brigadernes hjemsendelse i 1938. Johannes Poulsen døde omkring 1960. Den tredje omtales ikke.

Vi har kun præcise oplysninger om tre islandske spaniensfrivillige:

Bjørn Gudmundsson

Bjørn Gudmundsson blev født den 17. juni 1914 i Reykjavik. Han kom til Spanien sammen med Adelstein Thorsteinsson i februar 1938, og blev indrulleret i 35. Division, XI. IB, 2. Bataljon Hans Beimler, 2. Kompagni, Martin Andersen-Nexø. Han blev såret i august 1938 under kampene ved Ebro. Han blev senere såret igen og indlagt på hospitalet i Mataro den 2. oktober 1938. Han tog hjem til Island i december 1938. Bjørn Gudmundsson blev ved hjemkomsten taxachauffør i Reykjavik.

Hallgrimur Hallgrimsson
"Færøske og islandske spaniensfrivillige": Hallgrimur Hallgrimsson ved Ebro i september 1938

Hallgrimur Hallgrimsson ved Ebro i september 1938

Hallgrimur Hallgrimsson blev født den 11. november 1910 på gården Sletta i Myri, Mjøafjordur. Hans far var folkeskolelærer og sømand og var ofte på farten, ellers arbejdede begge forældre på større gårde. Faderen druknede ved en søulykke fem måneder før Hallgrimur blev født. Han var den sidstfødte i en søskendeflok på fem. To af hans søskende døde før de nåede voksenalder.

Efter faderens død tog moderen til Nordlandet, hvor hun var født, og tog arbejde på forskellige gårde. Hallgrimsson og hans bror gik på ungdomsskolen i Husavik. Broderen døde kort efter, at han havde taget afgangseksamen.

I 1927 flyttede familien til Akureyri, og på ungdomsskolen her afsluttede Hallgrimsson sin skolegang i 1930 med en meget fin eksamen. Han startede på gymnasiet, men gik ud efter uoverensstemmelse med ledelsen om skolens pædagogiske og politiske linje.

Hallgrimsson gik herefter ud på arbejdsmarkedet, hvor han deltog i en række “ulovlige” strejker. Han deltog i det 3. Ting, som ung-socialisterne holdt på Nordisland i 1930, det år da den radikale fløj blandt ung-socialisterne kom til magten. Derefter drog han til Reykjavik og arbejdede ved ”Arbejder-Avisen”, som lige var startet. Hallgrimsson blev en af grundlæggerne af Islands Kommunistiske Parti.

I vinteren 1930-31 var arbejdsløsheden meget stor i Island, og Hallgrimsson drog til Sovjetunionen sammen med to kammerater, hvor de blev elever på Vest-Instituttet i Moskva og var der til begyndelsen af 1932. Herefter flyttede han til Lenin-Universitetet og blev der, til han rejste tilbage til Island i slutningen af 1932.

Efter hjemkomsten blev Hallgrimsson ordfører for den radikale fløj i det Kommunistiske Partis Reykjavikafdeling. Han blev redaktør og forretningsfører for ”Arbejder-Avisen”, og rettede i avisen en kraftig kritik mod Einar Olgeirsson fra partiledelsen for hans måde at lede partiet på, hvilket skabte stor røre i partiet. En anden ting, som skabte røre i Reykjavik og i partiet var, da Hallgrimsson strøg Hagekorsflaget på et tysk skib, som lå for anker i Reykjavik havn i sommeren 1933. Episoden gav anledning til et stort medlemsmøde, hvor Einar Olgeirsson trak sig fra partiledelsen.

Hallgrimsson skrev en række artikler i Arbejder-Avisen og i partiets tidsskrift Røde Fane. Han skrev bl.a. om, at Island og andre lande skulle boykotte de Olympiske Lege i Tyskland i 1936. I 1936 blev Hallgrimsson redaktør på ”Røde Fane”.

Han havde vanskeligheder med at få fast arbejde, bl.a. på grund af arbejdet som redaktør af Røde Fane. Han tog det arbejde, han kunne få i havnen og andre jobs, når det passede ind i avisarbejdet.

Hallgrimur Hallgrimsson rejste til Spanien i december 1937 og blev indrulleret XI. IB.2. Bataljon, Hans Beimler i 2. Kompagni, Martin Andersen-Nexø. Han deltog i kampene på Aragonfronten i marts 1938 og derefter i kampene ved Ebro.

Han rejste tilbage til Island i november 1938. Efter hjemkomsten fortsatte Hallgrimsson det politiske arbejde, og blev valgt til Vicepræsident for Ungdomsbevægelsen og repræsenterede den på rejser rundt om i landet.

Færøske og islandske spaniensfrivillige: Hallgrimur Hallgrimsson (til højre) og en ven i Reykjavik ca. 1940

Hallgrimur Hallgrimsson (til højre) og en ven i Reykjavik ca. 1940

I 1940 blev han gift med sygeplejersken Oddny Pertursdottir, og de fik et barn.

I 1941 blev Hallgrimsson idømt 11 måneders fængsel på grund af sine aktiviteter under nogle ”ulovlige” strejker. I 1942 blev han leder af avisen Landnemar (‘De som tager/finder nyt land’). I midten af november 1942 druknede han fra et skib, som han var passager på. Årsagen til drukneulykken blev aldrig undersøgt.

Hallgrimur Hallgrimsson har skrevet bogen “Undir Fana Lydveldisins” (“Under Republikkens Fane”), Reykjavik 1941, om sin deltagelse i og oplevelser fra borgerkrigen i Spanien [2]. Udover bogen har han skrevet omkring 200 større eller mindre artikel i forskellige tidsskrifter i perioden 1933-1942.

Adelstein Thorsteinsson

Adelstein Thorsteinsson (blev kaldt for ‘Alli Spanafari’ (‘Alli spaniensfarer’) blev født i 1915 og døde omkring 1967. Han rejste sammen med Bjørn Gudmundsson til Spanien, og blev som de andre islændinge indrulleret i XI. IB 2. Bataljon Hans Beimler som infanterist. Han rejste hjem sammen med Hallgrimur Hallgrimsson. Efter hjemkomsten arbejdede han som elektrisitetsarbejder.

[1] Lise Lindbæk fulgte Ernst Thälmann Bataljonen i XI IB Brigaden og hendes opgave var bl.a. at skrive Bataljonens historie.

[2] Bogen blev genudgivet i 2019 på forlaget UNA.

Til læsere af artiklen: Det vil være en kærkommen gave, hvis nogen ligger inde med oplysninger om færinger og islændinge, der har deltaget i den spanske borgerkrig og vil berige os med disse!

Med venlig hilsen Allan Christiansen, formand for foreningen Venner af de Internationale Brigarder, Spanien 1936-1939.