Kunstneren John Heartfield var yderst produktiv – især i sine unge år. Han er nok især kendt for sine 240 fotomontager, men han var også med til at grundlægge et tidsskrift og et forlag og arbejdede med teater og som tidsskriftredaktør.

Mange vil sikkert nikke genkendende til en del af hans foto-montager. Vi har udvalgt nogle med relation til den spanske borgerkrig plus et par af hans mere sjældent viste værker.

Den tyske foto-montage kunstner John Heartfield med saks og papir

John Heartfield med saks og papir

Herzfeld bliver til Heartfield

John Heartfield bliver født den 19. juni 1891 og får navnet Helmut Franz Josef Herzfeld, som han skifter i 1916 til John Heartfield som en protest mod den stortyske anti-engelske holdning, som blandt andet kom til udtryk ved den måde tyskere officielt hilste på hinanden, når de mødtes: – ”Gud straffe England  –  Ja, må han gøre det!” 

Foto-montage af John Heartfield: Sportsmagasinet Arena, nr. 1, januar 1927

Foto-montage fra sportsmagasinet Arena, nr. 1, januar 1927

Kunstnerkredsen i München

Heartfield studerer fra 1907-1913 ved kunstakademiet i München og fra 1913-14 i Berlin. Han kommer ind i kunstkredsen omkring tidsskrifterne Der Sturm (‘Stormen’) og Die Aktion med forlæggerne Herwarth Walden og Franz Pfemfert som de centrale personer. Her møder han George Grosz (der også havde skiftet navn fra Georg Gross), med hvem han knytter et nært venskab, der bl.a. resulterer i et årelangt frugtbart samarbejde.

Sammen med broderen Wieland Hertzfeld grundlægger Heartfield i 1916 tidsskriftet Neue Jugend (‘Ny Ungdom’) og forlaget Malik i 1917.

Foto-montage af John Heartfield: ”Kæmp med os, vælg kommunisterne”. Valgplakat, Kommunistische Partei Deutschlands (KPD) 1930

”Kæmp med os, vælg kommunisterne”. Valgplakat, Kommunistische Partei Deutschlands (KPD) 1930

Oktoberrevolutionen i Rusland og den politiske situation i Tyskland radikaliserer hans politiske holdninger, og som et af de ledende medlemmer i kredsen omkring Neue Jugend og Malik begynder Heartfield blandt andet at stille krav om større politisk klarhed og engagement i det kunstneriske arbejde.

Foto-montage af John Heartfield: ”Friheden selv kæmper i deres rækker”. Til denne montage er benyttet det berømte billede af den franske maler Delacroix ”Friheden fører folket” (juli 1830) og en originaloptagelse fra Madrid (juli 1936).

”Friheden selv kæmper i deres rækker”. Til denne montage er benyttet det berømte billede af den franske maler Delacroix ”Friheden fører folket” (juli 1830) og en originaloptagelse fra Madrid (juli 1936)

Foto-montagen som politisk våben

Foto-montagen bliver det middel, han anser for at være mest brugbart til at påvirke befolkningens politiske bevidsthed. Heartfields teori er, at foto-montagen skal vise hvordan verden er, og ikke hvordan den ser ud. I 1920 grundlægger han sammen med sin bror og George Grosz det politisk-satiriske tidsskrift Die Pleite (‘Konkursen’)

Foto-montage af John Heartfield: "Kapitalen stjæler det sidste stykke brød fra ham". Valgplakat, Kommunistische Partei Deutschlands (KPD) fra 1932

“Kapitalen stjæler det sidste stykke brød fra ham”. Valgplakat, Kommunistische Partei Deutschlands (KPD) fra 1932

Heartfield arbejder fra 1920-23 som scenograf for teaterinstruktørerne Erwin Piscator og Max Reinhardt (egentlig Max Goldmann). 1923-1927 arbejder han sammen med Grosz som redaktør på det kommunistiske tidsskrift Der Knüppel, som han også laver fotomontager til. Sideløbende kreerer han forsider og plakater til partiets avis Die rote Fahne (‘Den Røde Fane’). Men det er først som medarbejder (1930-38) ved bladet Arbeiter Illustrierte Zeitung (‘Arbejder Illustreret Avis), at hans tanker og ideer får sin virkelige gennemslagskraft.

Foto-montage af John Heartfield: Madrid 1936 – “De kommer ikke igennem! – Vi kommer igennem!”

Madrid 1936 – “De kommer ikke igennem! – Vi kommer igennem!”

Årene i England

I 1933 må han på grund af Hitlers magtovertagelse flygte, i første omgang til Prag, senere til London – hvor han i øvrigt sidder indespærret i interneringslejre fire gange. På grund af de forfærdelige forhold i lejrene bliver Heartfield alvor syg. I de perioder, hvor han ikke er interneret, ernærer han sig ved at lave fotomontager – bl.a. til bogomslag hos Lindsay Drummond and Penguin Books forlagene.

Tilbage til Tyskland

Da han får afslag på sin ansøgning om at blive i England, vender han i 1950 hjem til Tyskland. Han slår sig først ned i Leipzig (i det daværende Østtyskland), men flytter senere til Berlin (ligeledes Østtyskland), hvor han dør den 26. april 1968.

Foto-montage af John Heartfield: “Et års forsvar af den spanske hovedstad – Madrid! Madrid! – Verden, der elsker retfærd og frihed, er stolt af dit navn!”

“Et års forsvar af den spanske hovedstad – Madrid! Madrid! – Verden, der elsker retfærd og frihed, er stolt af dit navn!”

Halt’ stand, rotes Madrid,
halt’ stand stolzes Madrid!
Das Weltall dröhnt,
die Menschheit glüht,
der Erdball singt dein Heldenlied,
Millionen singen mit:
Halt’ stand, rotes Madrid!

Tekst og musik: Louis Fürnberg
Sanger: Ernst Busch