| SPANISHSKY.DK 7. DECEMBER 2020 |

 
Af Allan Christiansen

7. Folkestrejken i august 1943

Mod slutningen af 1942 begyndte de danske arbejdere stadigt hyppigere at nedlægge deres arbejde i protest mod den tyske besættelsesmagt.

På Danmarks største skibsværft Burmeister & Wain i København udbrød der strejke den 11. december 1942 i protest mod de nazistiske vagter på skibene. Strejken bredte sig snart til Nordhavnsværftet og kravet om, at de tyske vagter skulle fjernes, blev indfriet.

I løbet af 1943 steg antallet af strejker og strejkedage drastisk – især i jernindustrien. Strejkesejren på skibsværfterne var en af årsagerne, da den gav tillid til egne kræfter, men den skal sammenholdes med de informationer om forholdene i Danmark og krigens gang ude i verden, som befolkningen i stadigt større omfang fik adgang til via de illegale blade og radioen fra London og Moskva. Dansksprogede udsendelser berettede bl.a. om de tyske hæres nederlag ved Stalingrad, de allieredes landgang i Italien og de store strejker i Belgien, Frankrig og Grækenland.

I august 1943 kulminerede det hele i en landsdækkende folkestrejke.

Bølgen af strejker startede i Esbjerg by den 9. august i protest mod udgangsforbuddet mellem kl. 22. aften og 5 morgen. Generalstrejken i Esbjerg lammede byen i tre dage hvorefter tyskerne bøjede sig afblæste udgangsforbuddet – den såkaldte spærretid.

Folkemængde ved et af stadionmøderne på Odense stadion under folkestrejken i august 1943. Frihedsmuseets Fotoarkiv

Efter en uges stilstand brød det atter løs, denne gang i Odense. Herfra bredte strejken sig til hele Fyn, en uge senere til Aalborg, Nørresundby og Frederikshavn i Nordjylland og snart til hele landet. Der var nu tale om en regulær folkestrejke. Den tyske besættelsesmagt svarede igen ved at belejre København og sætte byen i militær undtagelsestilstand.

Rådhuspladsen i København: Tyskerne indsætter tanks
i gaderne som magtdemonstration mod strejkerne

Strejkerne var spontane i den forstand, at de ikke fandt sted på opfordring af fagbevægelsens top – tværtimod. Det var på opfordring af arbejderne på ”gulvet” på den enkelte arbejdsplads.

Demonstranter vælter en politibil under strejkerne i Odense i august 1943

Det illegale DKP var velorganiseret og havde en relativ stor indflydelse på de danske arbejdspladser og dermed fingeren på pulsen. Partiet var derfor i stand til at organisere strejkerne og medvirke til, at der blev oprettet strejkeudvalgt, der udgjorde en modmagt i den aktuelle situation. De bedst organiserede arbejdspladser – skibsværfterne og jernindustrien, gik i spidsen.

Da den tyske besættelsesmagt krævede, at den danske regering indførte undtagelsestilstand, hvilket bl.a. betød indførelse af dødsstraf til sabotører, så regeringen ingen anden udvej end at nægte og træde tilbage den 29. august 1943.

Politikerne i samlingsregeringen indså, at et fortsat samarbejde med tyskerne på disse vilkår ville være lig med politisk selvmord; efter slaget om Stalingrad stod det klart for de fleste, at krigslykken var vendt til de allieredes fordel og at en afslutning på krigen formodentligt var nært forestående. Politikerne var sig meget bevidst, at hverken den danske befolkning eller de allierede ville kigge med venlige øjne på deres accept af dødsstraf til danske borgere.