"Adressen" Skitse fra Madrid, Sommeren 1939, Af Ruth Berlau, Tegning af Marlie Brande

Forsiden til “Adressen” af Ruth Berlau

Ti år måske tolv kan han vel være. Drengen, som står der på posthuset i Madrid med en pakke under armen. Han har et blegt og smalt ansigt, hvoraf det meste er øjne. Han har stået længe der på samme sted og trykket pakken fast ind under armen.

Hvad er der i den pakke? Hvad vil han her? Han bliver skubbet frem og tilbage, han snubler lidt, men pakken holder han fast på. Mennesker kommer og går, sender telegrammer af sted, køber frimærker, spørger efter breve ved Poste restante, læser deres breve, før de går ud i solen igen.

Solen skinner over Madrid, og livet går sin gang, som om Madrid ikke var selve fronten.

Marlie Brandes tegning til "Adressen" fra 1937 af Ruth Berlau

Marlie Brandes tegning til “Adressen” af Ruth Berlau

Men noget foruroligende er der ved drengen der med sin pakke. Noget usigelig smerteligt ved et så alvorligt barn. Nu er det, som om han tager en beslutning; han nærmer sig en skrivepult, en lang tynd drengearm rækker op efter penneskaftet. Han skriver; øjenvipperne er sorte og når helt ned på kinderne. Det bliver kun til et ord: ”ENGLAND”. Så går han hen til skranken med sin pakke. Der er en kraft over den lille sarte skikkelse, som ikke lader sig afvise trods mangelfuld adresse og hovedrysten.

– ”Pak din pakke op” siger man til ham – ”Hvad er der i den? Hvad vil du?”

Roligt pakker han sin pakke op, en fin finèrplade kommer frem. ”Jeg brugte den før til at samle sommerfugle på” siger han. Nu er der boret huller i den, og med sejlgarn er granatstumper bundet fast. – ”Og hvad er det?” En kornblå barnekjole holdes op, dens ene ærme er rødt. Drengen ser på den. – ”Det er min søsters. Mor havde sagt, jeg skulle passe på hende; jeg havde sat hende i parken derovre på græsset, da jeg kom tilbage var hun død. Det var den der”, han pegede ned på finèrpladen og viser på en bestemt granatsplint. Så pakker han den kornblå kjole med det røde ærme, rundt om den lyse finèrplade, tager sit papir og gør pakken færdig igen. Fast og bestemt siger han, idet han løfter hovedet og bare ser, ser så hjerte gør ondt: ”Der jo være en adresse”. Han får ikke noget svar. Der ties rundt om ham. Ties. – ”Jo” siger han så, ”mor sagde i går, at det kom an på England”. Pludselig drejer han sig om og går, rank og sikker. Og pakken ligger tilbage på skranken med en stor tydelig barnehåndskrift:”E N G L A N D”.

– Af Ruth Berlau