| SPANISHSKY.DK 10. MARTS 2018 |

Georg Pedersen var sømand under den spanske borgerkrig. Han skrev dagbog for at fastholde nogle af sine oplevelser. Vi har valgt at bringe et afsnit om hans oplevelser ved evakueringen af Gijon og hans viderefærd, som tredje-maskinmester på et af de såkaldte ‘Krudtbåde’, som sejlede Middelhavet tyndt i jagten på forsyninger – fødevarer såvel som våben og ammunition – til den spanske regeringshær

 
Af Georg Pedersen & Allan Christiansen

Georg Pedersen fortæller:

Under den spanske borgerkrig lå jeg med et skib i havnen i Gijon, den sidste by på nordfronten, der den gang var i den spanske regerings besiddelse.

Skibet var gjort klar til at tage 2000 flygtninge om bord for at føre dem over til Frankrig, til en lejr ved Bordeaux. Den internationale Kontrolkommissions flag vajede fra skibets top, og det var forsynet med Røde Kors’ mærker. Flygtningene var kvinder, børn og invalide, der camperede i byen parat til at gå ombord næste morgen.

Bombning, murbrokker, levende begravede

Efter bombningerne: Under murbrokkerne i de nedstyrtede huse lå mange levede begravet.

Havneområdet blev bestandigt bombarderet fra luften, en bombe faldt i agter-lasten og sænkede skibet ved kajen. De spanske myndigheder meddelte os, at byen ikke kunne holdes, men lovede os, at vi skulle komme derfra så betids, at vi ikke faldt i hænderne på Franco-tropperne.

Næste morgen kl. 3 fik vi ordre til at gå ombord i en engelsk båd, ”Stangrove”, der skulle afgå med 600 flygtninge om bord. Denne båd var ikke direkte ramt, havde kun fået ”trykket” nogle plader, så naglerne var sprængt, men kunne holdes på pumperne. Vi fik anvist plads oppe på ”ristværket” ved skorstenen, der var dejligt varmt, og kl. 4.30 afgik vi fra havnen. Kl. 7.30 blev vi opbragt af en Franco-trawler, og vi blev beordret til at følge ham tilbage, til vi lå udenfor byen igen.

Bombning af Girons olieanlæg

Girons olieanlæg i brand efter bombning

Byen og havnen blev bestandigt bombarderet fra luften, samtidig med at den blev overdængedes med granater fra Franco-troppernes kanoner. Mange brande opstod og bredte sig. Byens olieanlæg, der bestod af 5 tanke, stod i flammer, og også gasbeholderne brændte.

Ude i horisonten fik vi en krydser i sigte, det var ”Almivante Cerveras”, der hørte til Francos søstridskræfter. Den engelsk kaptajn fik ordre til at lette, og vi blev ført langs kysten. I modsat retning af den kurs vi skulle holde for at komme til Frankrig. Endnu en armeret trawler kom til, det var en tysk damptrawler, men med Francos flag i agterstavnen. Kaptajnen protesterede. Han henviste til, at skibet var et hospitalsskib og at han kun havde føde og vand for 2 dage. Skipperen på Franco-trawleren, der lå os nærmest, med sin bemandede agter-kanon rettet mod os, svarede hånligt tilbage: ”Der hvor I skal hen, får I ingen brug for føde!” Kontrolofficeren protesterede ligeledes, men blev hånligt afvist.

Kl. 9.30 om formiddagen kom den engelsk lette krydser ”Southampton” til, og den og ”Almivante Cerveras” stak et stykke til søs, så langt ud i horisonten, at vi kun så deres mastetårne. Efter nogle timers forløb kom de tilbage, og ”Southampton” løb op langs siden og meddelte, at Franco forlangte os, besætningen fra det sænkede skib, udleveret. Når det var sket, ville skibet blive frigivet og kunne fortsætte rejsen til fransk havn. Kaptajn Davies, ”Stangrove”s fører, nægtede dette. ”Det er en international skibsbesætning jeg har reddet fra forlis,” svarede han i megafonen, ”og så længe jeg lever og har kommandoen i dette skib, får han den ikke”.

Han var en 100 procent sømand; jeg kom senere til at sejle under ham på en anden båd. Senere på dagen kom en fransk krydser til, og kl. 7.30 om aftenen vendte vi under beskyttelse af ”Southampton” og den franske krydsers kanoner, og kursen blev sat mod den franske kyst.

Om dagen havde jeg haft en oplevelse, som jeg her vil fortælle: En moder sad på dækket med sin døde, ca. elleveårige søn i sine arme. Der var ingen særlige tegn på en voldsom død, med sit lommetørklæde rensede hun hans ansigt for blod, der var sivet ud af hans næse og mund. Han var død af indre kvæstelser.

Hun rettede på hans tøj og gjorde ham så pænt i stand, som det under de forhånden-værende omstændigheder var muligt, gjorde ham i stand til den sidste rejse, som hun vel så ofte havde gjort ham i stand og hæget om ham, når han skulle i skole eller på tur med sine kammerater.

Flygtningetransportens ledelse stod og ventede tålmodigt på at få drengens lig overleveret, for at det kunne blive indsyet i et tæppe og anbragt på ”ruffen”, hvor der allerede lå ligene af 2 børn og 2 voksne – en mand og en kvinde. Til sidst måtte de, om end lempeligt, så dog med magt, vriste det døde barn fra moderen, der faldt sammen i krampegråd. Uvilkårligt lagde jeg, grebet af oplevelsen, min hånd på den grædende kvindes skulder.

Flygtningetransportens chef, der så dette, hilste på mig og sagde:

”Det er meget godt, det du der gør. Men gør noget mere end det sømand. Rejs hjem til dit land og fortæl, hvad du har set her. Rejs hjem og fortæl, at under ruinerne derinde i den brændende by, vi forlod i morges, ligger sårede og lemlæstede mennesker ved fuld bevidsthed; men ude af stand til at røre sig. De ligger der og mærker at ilden nærmer sig… Under nedstyrtede mure ligger indespærrede mennesker ved fuld bevidsthed og venter på at brænde levende, børn og kvinder, der kun ønsker at leve, arbejde og opdrage deres børn til fred og demokrati. Rejs hjem og fortæl, at når Spanien er knust, kommer turen til dit land, til England og Frankrig, til alle dem, der nu ser passivt på Spaniens ødelæggelse”.

Og turen kom jo også til os!

Næste morgen ved solopgang blev ligene af de døde sænket og efter højtideligheden fortsatte rejsen.

"Georg Pedersen – Af en sømands dagbogsnotater": M/S Gatun

M/S Gatun en af ‘Krudtbådene’ – formelt ejet af France Navigation og Richard Jensen – med international besætning, som fragtede forsyninger som fødevarer og våben fra havne i Middelhavsområdet til den spanske regeringshær

Jeg kom dog ikke hjem i denne omgang. Kaptajnen på det sænkede skib tog den beslutning, at han fortsat ville hjælpe det spanske folk, og de af os, den internationale skibsbesætning, der ville, kunne følge ham til Marseille for at gå ombord i en større hurtiggående båd, der skulle sættes ind i transporten af nødvendige forsyninger til den folkevalgte spanske regering.

Jeg fik tilbudt hyre som tredje maskinmester og modtog den.

Da den spanske krig var til ende, og Franco med Hitlers og Mussolinis hjælp havde knust det spanske folks modstand og jeg vendte hjem, var det for sent at bringe flygtningechefens advarsel.