Alfred Runge Erichsen og en dramatisk sørejse fra Valencia til Barcelona
| SPANISHSKY.DK 11. SEPTEMBER 2019 |
Dette er en historie om og af Alfred Runge Erichsen, en dansk sømand, der oplevede to verdenskrige og en borgerkrig. Under 1. Verdenskrig var han som skibsdreng med til at sejle våben mellem USA og Europa. Under 2. Verdenskrig var han modstandsmand i BOPA. Under den Spanske Borgerkrig var han en del af de Internationale Brigader
Af Allan Christiansen
KORT OM ALFRED RUNGE ERICHSEN
Alfred Runge Erichsen blev født den 21. marts 1899 på Nørrebro, København. Hans familie levede under særdeles fattige kår, og allerede som 14-årig blev Alfred Erichsen skibsdreng på et skib, der sejlede til og fra USA. Det var under Første Verdenskrig, så han kom også til at sejle med våben på farefulde sejladser mellem USA og Europa.
Efter krigen sejlede Alfred som søfyrbøder, men gik i land i begyndelsen af 1930’erne og tog arbejdede som chauffør og flyttemand, da han havde svært ved at få arbejde til søs. Alfred blev medlem af DKP i 1927.
Den 4. februar 1937 rejste han til Spanien og blev indrulleret i XV. Internationale Brigade som chauffør, udnævnt til sergent og chef for Brigadens ambulancetjeneste og blev i marts 1937 overført som chauffør og chef for ambulancetjenesten i 69. Brigade (Mixta) af 47. Division. Alfred Erichsen kom tilbage til Danmark i februar 1939.
Som mange andre spaniensfrivillige var Alfred aktiv i modstandskampen i BOPA under den Anden Verdenskrig. Den 7. oktober 1944 blev han arresteret af det danske politi og indsat i Vestre Fængsels tyske afdeling. Han blev efterfølgende dømt ved en tysk krigsret og overført til Frøslevlejren, hvorfra han den 29. november 1944 blev sendt til KZ-lejren Neuengamme i Tyskland. Alfred Runge Erichsen fik fangenummeret 67 101.
Efter hjemkomsten fra Neuengamme i sommeren 1945, genoptog han sit arbejde som søfyrbøder og tillidsmand på bl.a. M/S Anna Mærsk. Hans sidst kendte adresse (1951) er Holbergsgade 16A, 1.tv. 1057 K. Alfred Runge Erichsen døde den 1. juli 1999 i København.
ALFRED RUNGE ERICHSENS BERETNING FRA SPANIEN
Alfred Erichsen fulgte, som andre kommunister og venstreorienterede, nøje med i, hvad der skete i Spanien. Han tog snart beslutningen om at melde sig som spaniensfrivillig. Senere i livet blev Alfred ofte spurgt om, hvorfor han rejse til Spanien, og til det var hans svar: ”For mig var der ingen tvivl, jeg måtte rejse til Spanien for på den måde at vise min og de danske arbejderes solidaritet med det spanske folk”.
To år som ambulancechauffør
Alfred rejste til Spanien først i januar 1937 og ankom til Albacete den 4. februar. Efter eget ønske blev han ambulancechauffør. I marts 1937 blev Alfred således chauffør ved 69. Brigade, 47. Division, siden i de Internationale Brigader. Han var bl.a. chauffør af profession og ved at blive ambulancechauffør, mente han bedst og hurtigst at komme til at gøre nytte.
I over to år kørte Alfred ambulance uafbrudt i det centrale Spanien. Dog sørgede fascisterne for, at han fik nogle pauser ind imellem, tre i alt: De første to, fordi han blev ramt af nogle granatsplinter og den tredje, fordi han blev ramt af et strejfskud i det højre ben fra en maskingeværsalve.
Hellere dø stående end leve videre på knæene
Alfred skrev en del breve hjem til familie og venner, og et par af dem blev offentliggjort i Arbejderbladet. I et af brevene fortæller han om en af sine oplevelser og om situationen i Spanien i slutningen af 1938 og begyndelsen af 1939:
”Om krigen kan der siges mangt og meget”, der er én ting, jeg finder grund til at gentage, det er det spanske folks heltemod og de spanske soldaters enestående kammeratskab. Med det kendskab vi har fået til spanierne, så vil der ikke blive tale om nogen overgivelse til oprørerne. De har truffet deres valg: Hellere dø stående end leve videre på knæene. Det spanske folk har stolte frihedstraditioner, de vil ikke leve som slaver i et Mussolini-kolonirige. Så selv om Katalonien falder, betyder det langt fra, at det demokratiske Spanien opgiver kampen”.
Alfred beretter videre: ”Den borgerlige presse fortæller mange historier, der ikke har bund i virkeligheden. For eksempel læste jeg i ”Berlinske Tidende” fra den 31. januar, at regeringen, ministerpræsident Negrin og udenrigsminister del Vayo er flygtet medtagende alle kostbarhederne. Det har naturligvis intet på sig. Dagen før den 30. januar holdt Negrin en tale for os i Figueres. Han lod skinne igennem, at den katastrofale mangel på våben kunne føre med sig, at man måtte opgive Katalonien, men samtidig fremhævede han meget stærkt, at vi ikke skulle tro at den republikanske regering af den grund ville opgive kampen for Spaniens frihed og uafhængighed. Det ville blot betyde, at der med så meget større kraft sættes ind på fronterne i det centrale Spanien”.
Fra Denia via Valencia til Barcelona
Da alle frivillige skal hjemsendes, opstår der en farlig situation. Alfred fortæller: ”I Folkeforbundet havde man forhandlet sig frem til, at alle fremmede tropper skulle forlade Spanien, og dermed også de Internationale Brigader. Vi var en del frivillige, der opholdt sig på hospitalet i Denia enten som rekonvalescenter eller chauffører, som rejste til Valencia den17. januar 1939. Stemningen blandt spanierne her var optimistisk. De troede på muligheden af et nyt fremstød. Og lad mig med det samme sige, at på det tidspunkt var man begyndt at gøre sig klart, at Barcelona måske kunde falde en af de første dage.
Men som sagt rejste vi fra Denia den 17. januar med jernbanen til Valencia. Her var vi en fem-seks timer og blev sammen med 1500 andre frivillige fra de Internationale Brigader stuvet ned i lasten på en kombineret fragt- og passagerbåd, et såkaldt frugtskib.
Vi var klar over, at vi skulle ud på en farlig rejse, selv om der kun er 16 timers sejlads fra Valencia til Barcelona. Før vi lettede anker blev det på det strengeste de frivillige forbudt at vise sig på dækket, og så sejlede vi afsted”.
En dumdristig skipper og en mindre batalje
”Skipper var mere end dristig. Han sejlede med fuldt oplyst skib lige forbi det af fascisterne besatte kystområde, hvor havet var spækket med Franco-krydsere og armerede trawlere. Det gik også godt indtil vi var 5-6 timers sejlads fra Barcelona. Så blev der pludseligt morset ”stop” til os. Det var en Francokrydser, der lå i fuldstændig mørke. De næste morsetegn, der blev givet var: ”hvem er De, hvad fører De med Dem og hvor vil De hen?”. Jeg ved det, fordi jeg samt en snes andre frivillige tilfældigt var på dækket for at forrette et nødvendigt ærinde. Hvad skipper svarede ved jeg ikke, men han fandt på et eller andet, for i løbet af natten havde skibet fået nyt navn påmalet, så camouflagen var i orden.
Men i den mellemliggende tid udspilledes der meget dramatiske scener på dækket. Straks da Franco-krydseren begyndte at morse, kom vore skibsofficerer ned fra broen og råbte: ”Alle mand under dæk”. Men der var ingen, der lystrede ordren. Nu skal man forstå, at de fleste frivillige havde været flere år ved fronten, så de var mere eller mindre nervesprængte. Ordren blev gentaget, men ingen lystrede. Så blev der spurgt, om der var nogen officerer mellem de frivillige dækket. Jeg havde været sergent og meldte mig – og en østriger, der også havde haft en kommandopost, meldte sig ligeledes.
– Hvad skal vi gøre? Spurgte officererne os.
– Der er ikke andet at gøre end at trække revolveren, svarede vi.
Det gjorde de så, men ingen gik ned. Så pludselig kastede Franco-krydseren et skarpt hvidt søgelys henover skibet og min kammerat og jeg så ikke anden udvej end at vi med vore legemer kastede os ind på de andre, der stod ved nedgangen til lasten. Vi røg på hovedet ned i lasten alle sammen, og så fik vi nogle rigtig gammeldags bank, men officererne fik da lagt lugerne på og vi slap igennem”.
I Barcelona før oprørerne rykkede ind
Om den videre færd mod Danmark og hans tanker om fortsat at støtte Spanien mod fascisterne, skriver Alfred:
”Vi kom til Barcelona, og her var vi i to dage. Dagen før oprørerne marcherede ind, forlod vi byen og rejste til Figueres. Derfra kom vi til lejren ved Fortis. Skønt disse byer daglig var udsat for snesevis af flybombardementer, var der ikke det mindste tegn på panik. Men vi oplevede her nogle af de værste timer. Tænk på de nådeløse tog af ulykkelige flygtninge, på radmagre børn og kvinder, der slæber sig afsted på landevejene kilometer efter kilometer. Hundredevis når aldrig frem, de styrter på vejen, dør af sult og udmattelse, andre hundrede blev mejet ned af Francoflyvernes maskingeværer eller sprængt til atomer af de italienske bomber.
Forrige søndag gik vi så over den franske grænse og rejste videre hjemefter.
Mange af os ville gerne være blevet dernede for at kæmpe videre. Seks mand meldte sig, da vi lå i lejren, og der blev spurgt, om nogen kunne tænke sig at komme til fronten igen. Men Negrin forbød det og sagde: ”De frivillige, der kan rejse hjem til legale forhold i deres lande, skal rejse”. De sidste uger i Catalonien, hvor vi så flygtningenes rædselsfulde tilstande, har mere end noget andet styrket den overbevisning hos os, at vi har et kolossalt ansvar. Vi vil fortsætte kampen hjemme, vi kan ikke passive se til, at hundredtusinder af kvinder og børn dør af sult og nød. Men Spanien skal have våben til at forsvare sig med”
Leave a Reply
You must be logged in to post a comment.