Axel Sigurd Andersen og Viggo Alexander Lindenbaum var begge medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). De rejste til Spanien med få måneders mellemrum i 1937, hvor de blev indrulleret i henholdsvis XV. og XI. Internationale Brigade.
 
Deres veje må have krydset hinanden, for de sendte sammen et brev hjem til Danmark. Fra brevet får vi et indblik i livet som spaniensfrivillig og de tanker de gjorde sig om borgerkrigen, fascismen samt den spanske befolkning og dets fremtid

 
Af Allan Christiansen
 

Spaniensfrivillig Axel Sigurd Holder Andersen i Spanien, 1937

Axel  Andersen i Spanien, 1937

Axel Sigurd Holger Andersen blev født den 20. juni 1916 i Nivågade 1, 1. sal i Købenavn. Han var medlem af DKU. Axel Andersen rejste til Spanien den 1. juli 1937, hvor han blev indrulleret i 35. Division, XV. Internationale Brigade i sanitetstjenesten og som ambulancechauffør. Han rejste hjem til Danmark i januar 1938.

Efter hjemkomsten bosatte Axel Andersen sig i 1948 på Statholdervej 11 i København NV. I 1971 flyttede han til Oldermandsvej 41, ligeledes Københavns nordvest-kvarter. Den 7. november 1942 blev Axel Andersen, som så mange andre spaniensfrivillige, arresteret af det danske politi og indsat i Vestre Fængsel, hvorfra han blev overført til Horserødlejren. Axel Sigurd Holger Andersen blev løsladt fra Horserødlejren den 12. juni 1943.

Viggo Alexander Lindenbaum blev født den 7. januar 1908. Han var medlem af DKU. I foråret 1937 rejste han til Spanien, hvor han blev indrulleret i XI. Internationale Brigade, 3. Bataljon Ernst Thälmann som chauffør. Efter krigen bosatte Viggo Alexander Lindenbaum sig i HF Engvang  på Amager i København.

Axel og Viggos brev hjem om deres vej til fronten i juli 1937 og hvor de fik deres ilddåb
Paa Vej til Fronten

En Raaben og Skrigen, indtil vi havde fundet vore Pladser. Vi, den nye Brigade, skulle afgaa til vort Bestemmelsessted, Jaramafronten. Transporten foregik i vore nye Lastautomobiler. Det var interessant at se 40 store moderne Vogne snegle sig af Sted med slukkede Lanterner af Hensyn til Flyverangreb. Luften svirrede af Arbejdersange sunget paa alle mulige Sprog. Begejstringen var stor. Blandt disse Kammerater kunne man rigtigt mærke, at det var Verdensproletariatets bedste Sønner, der havde forladt deres Hjem for at kæmpe mod den internationale Fascisme. Ind imellem fortæller en lille Franskmand, at han er stolt af at være med til at knuse Fascismen og er med til at sikre Verdensfreden.

Efter at have kørt hele Natten, kom vi til en lille By, hvor vi blev indkvarteret et Par Dage. Englænderne har en stor Forkærlighed for Kirkerne, for i denne By som så mange andre indkvarterede de sig i Kirkerne. Det bedste for os Danskere, der rejste sammen med Englænderne, var det, at de lavede Risengrød, saa man følte sig hjemme igen. Det skal ikke forstaas, som om vi har Hjemvé. Efter et Par Dages Forløb gik det atter videre mod Fronten.

Den første Dag i en lille By tæt ved Fronten fik vi vor Ilddaab i Form af tre store Bomber fra Francos tyske Heinkelmaskiner, som dog ikke anrettede større Skade, eftersom de faldt lige udenfor Byen. Befolkningen her i Spanien er meget begejstrede for den internationale Brigade. De hilser os med knyttede Næver og er meget hjælpsomme. Det mest interessante er, at Arbejderne og Bønderne, trods Krigen og Ødelæggelserne, arbejder og passer deres Marker ca. 1 km fra Linierne. De ved, at Landet bliver deres.

Kammeratskabet er ubrydeligt

Da vi kom hertil laa Fascisterne paa en stor Høj og beskød os. Nu er de kastet mange Kilometer tilbage og er fuldstændigt demoraliserede. Det er jo ingen Armé, der kæmper for Rettigheder, nej – hvis de ikke faar deres Lønninger, siger de omgaaende Stop. De gaar ikke af Vejen for at myrde deres Officerer. Hos os er Moralen glimrende og Kammeratskabet ubrydeligt. Her har vi Selvdisciplin og Respekt for vore ledende Kammerater. Her spiser Officererne sammen med Soldaterne af den samme mad. Dette er vistnok utænkeligt paa den anden Side. I Øjeblikket er her roligt, og vi nyder Livet. Den Dag kommer, hvor alle Kræfter maa i Brug, og saa gaar det ikke at ligge og dase. Vi har aldrig faaet saa meget Mad som her i den internationale Brigade. Vi, der har været i den danske Hær, har mange Gange maattet sulte, fordi det ikke behagede den saakaldte Madofficer at sørge for mad. En Armé med Selvdisciplin er stærkere end Arméen med Kadaverdisciplin. Det viser vi Verdens Fascister i Dag, og derfor er Sejren ogsaa vor. Vi slutter med en flammende Appel til alle danske Antifascister om at staa enige i Kampen mod de fascistiske Bødler:

Solidaritet med Spaniens Kæmpende Folk.
Leve den internationale Arbejderklasse. Leve Socialismen.

Chauffør Viggo Lindenbaum
Saniter Axel Andersen


UDVALGT BILLEDE: Roger Davies. Licens