| SPANISHSKY.DK 26. AUGUST 2019 |

Bernhard Larsen sendte den 16. april 1937 et brev til Arbejderbladet, hvori han fortæller om kampene ved Jarama som soldat i Thälmann-bataljonen og senere ved Guadalajara-fronten, hvor han var med til at tilføje italienerne et stort nederlag. Fra et brev til sin bror, Svend Osvald, forstår vi, at Bernhard har gjort sig tanker om, hvad der skal ske, hvis han ikke overlever borgerkrigen

BREVET TIL ARBEJDERBLADET

 

Bernhard Larsen, 1937. Bernhard Larsen blev født den 5. september 1909. Han blev såret ved Quinto og døde på hospitalet i La Ceilos den 27. august 1937

Bernhard Larsen, 1937

Kære kammerater!

Det er længe siden I har hørt fra mig. Så jeg vil nu fortælle jer lidt om kampene på Guadalajara-fronten.

Kuglerne peb om ørerne

Vi kom fra Jarama-fronten – jeg husker ikke datoen – og blev overført til Guadalajara-fronten, den ligger højt, så vi havde sne og regn i to dage. Det var ikke morsomt at komme så højt til tops. De første par dage så vi ikke noget til fascisterne, men så kom den dag vi rykkede frem, vi kom op på en bakke, og så begyndte krigen for alvor. Kuglerne peb os om ørerne.

Jeg er gruppefører for et maskingevær, og jeg fik bragt os i stilling. Kort efter blev en dansker ved mit maskingevær såret i ryggen af en kugle. Hans sår var dog ikke farligt, så vi blev liggende et stykke tid og skød på fascisterne. Der faldt mange for vort maskingevær, men vi har også en god førsteskytte, der er svensker. Vi går for at være det bedste maskingevær i Thälmann-bataljonen. Da vi fik ordre om at flytte stilling, gik jeg ud for at finde en ny, men jeg kom ikke så langt, før jeg fik en kugle i ryggen. Såret var ikke så farligt, og jeg kunne selv gå hen og blive forbundet og derpå tilbage til vores maskingevær. Jeg kunne godt have fået to dage, men jeg ville hellere tilbage til kammeraterne.

Et taktisk tilbagetog

På vej tilbage til kammeraterne mødte jeg dem på tilbagetog, men det var gjort med vilje for at lokke fascisterne i en fælde, og de plumpede lige så nydeligt i den. Vi drejede vort maskingevær om og skød på fascisterne. Der faldt mange, og alle var italienere, så nu hjælper det ikke, at de borgerlige blade skriver, at der ikke findes nogen italienere på fronten. Vi har set dem med vore egne øjne, og det var ikke enkelte stykker. Rundt om os lå de i hundredevis som fluer. Den dag endte med nederlag for fascisterne. Der blev erobret en mængde maskingeværer og geværer, og der blev taget masser af fanger.

Soldater fra Thälmann-bataljonen, 1936

Soldater fra Thälmann-bataljonen, 1936

Fascisterne løber fra deres udrustning

Den næste dag om eftermiddagen rykkede vi frem igen. I skulle have set dem løbe. Det gik stærkt. De løb både fra geværer, tæpper, gasmasker og alt muligt andet. Bagefter skrev de spanske aviser: Vi har ikke noget imod, at Mussolini blander sig ind i borgerkrigen, når han på den måde skaffer os krigsmateriel. Vi har ”fået” over 100 kanoner, ca. 15.000 geværer, næsten 200 maskingeværer, 2 millioner patroner, mængder af kanonammunition, over 100 biler og lastbiler og mere end 100.000 liter benzin. Dertil kommer så uanede mængder af levnedsmidler, tæpper. Kogekar og udrustning af alle slags. Og nu ryger mange af vore kammerater italienske cigaretter.

Vi fortsætter fremrykningen
Frimærke til minde om Hans Kahle og Thälmann-bataljonen. Foto: Dennie Ditzel

Frimærke til minde om Hans Kahle og Thälmann-bataljonen. Foto: Dennie Ditzel

Næste dag generobrede vi 3 landsbyer og en ny mængde krigsmateriel. Det var nogle strenge dage, konstant med hårde kampe, men nu er vi i hvil efter at have ligget ved Jarama-fronten i 27 dage derefter 3 dages hvil og så afsted til Guadalajara-fronten i 17 dage. Nu hviler vi os, men når dette brev når Danmark, er vi sikkert ved fronten igen. Hvor det bliver, aner vi ikke noget om, for Thälmann-bataljonen er en flyvende bataljon. Vi ved aldrig, hvorhen vi kommer, men det er altid der, hvor det går hårdest til. Men hvad gør det, vi er jo kommet til Spanien for at bekæmpe fascismen, og vi ved, at Thälmann-bataljonen skal vide at gøre sit til, at fascismen bliver smidt ud af Spanien.

Med kommunistisk hilsen – Bernhard Larsen
 

FRA BREVET TIL SVEND OSVALD

 

Svend Osvald Larsen kom til Spanien, her fotograferet i Albacete

Svend Osvald Larsen kom til Spanien

“Hvis jeg falder, skal du tage min plads i Partiet”

Det er alvorligt, det jeg er gået ind til, men jeg er glad for at være med i kampen for at knuse fascismen. Hvis jeg falder i krigen, så vil jeg håbe, at du opfylder min plads i det kommunistiske parti i Danmark, så den ikke kommer til at stå tom, men det håber jeg ikke, jeg håber på at komme hjem og besøge jer alle sammen. Der har været bud efter mig, en kugle har ramt mig selv, og en anden ramte mit gevær; det var geværet, der frelste mig. Mit ønske er at også du var hernede, men du kan jo komme med en anden gang; måske det næste gang bliver Danmark, og så skal jeg nok være på pletten.
 

EPILOG

 
Et af Bernhard Larsens ønsker blev opfyldt. Han bror, lagerarbejderen Svend Osvald, kom til Spanien, og de to brødre kæmpede sammen under Bernhards ledelse ved Quinto, hvor de begge blev sårede. Svend Larsen blev skudt i lungen, men overlevede. Bernhard Larsen blev ramt i maven og døde den 27. august 1937 på et lazaret i La Ceilos. Han blev 27 år.
 

KORT OM BERNHARD LARSEN

 
Det har kun i ringe grad været muligt at finde biografiske oplysninger om Bernhard Larsen ud over dem, der har med hans tid i de Internationale Brigader at gøre. Det er dog lykkedes os at finde en række genealogiske oplysninger.

Som ældste søn af Emma Johanna Winberg og Peder Kristian Larsen blev Bernhard Kristian Larsen født den 5. september 1909 i Bjergsted, Holbæk. Bernhard blev jord- og betonarbejder. Han bestyrede for en tid en kommunistisk boghandel i København.

Han havde ni søskende: Svend Osvald Larsen (22. januar 1911 – 18. februar 1996), Ingeborg Marie Henny Larsen (7. oktober 1912 -), Ellen Elisabeth Larsen (20. maj 1914 -), Gunnar Werner Larsen (25. juni 1915 – 24. april 1998), Rigmor Larsen (27. maj 1916 -), Aksel Larsen (5. november 1917 -), Gudrun Larsen (5. november 1917 -), Villy Larsen (24. november 1918 – 6. oktober 2000) og Tage Gunnar Larsen (2. maj 1921 -).

Bernhard blev gift med Mathilde Vind Andreasen den 9. juli 1934. De bosatte sig i Saxogade 98 på Vesterbro. Sammen fik de tre børn: Erling Vind Larsen (1. august 1934 -), Olav Larsen (9. december 1935 – 26. april 2013) og Birgit Thomsen – født Larsen (14. juli 1937 – 21. januar 2005).


Revideret af Maria Busch, 2020