De tre brødre er født og opvokset hos deres forældre fisker Rasmus og D. Sørensen i Århus. Carl og Gunnar tog som voksne ud at sejle som søfyrbødere, mens Emil blev i land og arbejdede som arbejdsmand. Gunnar og Carl rejste til Spanien i maj 1937 og blev efter en kort militærtræning indrulleret 4. Bataljon Ernst Thälmann. Emil fulgte sine to brødre og rejste til Spanien i juli 1937 og blev som brødrene, efter en kort militærtræning, indrulleret i 4. Bataljon Ernst Thälmann og senere overført til 2. Bataljon Hans Beimler.
Brødrene faldt i den antifascistiske kamp, og, som så mange af deres kammerater, hviler deres rester mellem navnløse, ukendte i Spaniens jord.

Af GF/AC

Gunnar Sørensen

Gunnar Sørensen

Gunnar Sørensen
Gunnar blev født den 25. november 1904. Efter endt skolegang og småjobs tog han hyre på et skib som søfyrbøder. Han blev i 1929 indmeldt i Søfyrbødernes Forbunds Leningrad-afdeling. I 1930 meldte han sig ind i Det Danske Kommunistparti (DKP), og blev på forbundets kongres i 1933 indvalgt i Hovedbestyrelsen. Gunnar giftede sig i 1936 – blot 9 måned før, han og broderen Carl i maj 1937 rejste til Spanien, hvor de meldte sig til de Internationale Brigader. De blev efter en kort militæruddannelse i brug af håndvåben og granatkastning indrulleret i 4. Bataljon Ernst Thälmann og sendt til Madrid-fronten og kastet ind i de blodige kampe ved Brunete.

Et brev fra fronten ved Brunete
I et brev hjem til Søfyrbødernes blad Faklen gav han en lang beskrivelse af de strabadser en gruppe danskere blev udsat for ved Brunete. Den 20. juli blev han ramt af en granatsplint, der flækkede hans kæbe i fire dele. Han blev indlagt på militærhospitalet i Madrid, hvorfra han 1. august blev evakueret og overført til et hospital i Valencia.

Brevet er afsendt fra hospitalet, hvor han den 20. august døde som følge af de sår og kvæstelser, han pådrog sig ved gennembruddet af den fascistiske front ved Brunete. Gunnar blev begravet på en gravplads i Valencia: ”Krig har altid været, vil altid være, en uforglemmelig rå og brutal periode i menneskets historie, en periode, hvor mennesker med den mest raffinerede teknik udrydder hinanden, hvor de svage går til grunde, hvor nerver sprænges eller hærdes som stål. Denne krig adskiller sig ikke herfra, er vel nærmest mere hadefuld, dog er denne krig for os noget andet, den er ikke alene Spaniens udryddelse af fascismen, men det internationale proletariats afgørende kamp mod fascismen, er den europæiske fascismes dødstød, derfor kæmper internationale og spaniere side og side, som kun et proletariat, der kæmper for sin frihed kan kæmpe, derfor er denne krig allerede afgjort, tilbage er kun fascisternes håbløse forsvar, der til tider giver sig udslag i myrderier på civilbefolkningen.

Kampene ved Brunete
I en uendelig lang række af lastvogne forlader vi vor stilling, det er tidlig morgen, vi kører hele dagen, og sent om aftenen når vi en lille by. Her har bataljon ”Thälmann” sit kvarter, vi havde otte gode dage, her skete intet af krigsmæssig betydning – et par ikke-befæstede småbyer ødelægges af fascisternes artilleri – så fortsætte vi igen i lastvogne til en anden stilling, her har fascisterne sat sig fast på et bjerg, er desuden i besiddelse af dalen og bakkeskråningen mod sletten og vore stillinger.

Vue over fronten ved Brunette med journalister inklusiv Ernest Hemingway, i midten med briller og overskæg

Vue over fronten ved Brunete med journalister inklusiv Ernest Hemingway, i midten med briller og overskæg.

På bjerget ligger hovedstyrkerne: artilleri, minekastere o.s.v. Der er 1500 meter, på skråningen, 800 meter ligger anti-tank og maskingeværer. Endnu længere fremme ligger et utal af snigskytter med optiske instrumenter på geværerne, så de er fri for at blotte sig og skyder uhyre sikkert og naturligvis med eksplosive kugler. Ifølge civilisationens uskrevne lov er det ikke humant at bruge dum-dum-kugler. Hvis en mand træffes i maven af en dum-dum-kugle, laver den et lille hul i maven, men tager et stort stykke af ryggen, men fascisterne kender råd, den eksplosive kugle eksploderer ved den mindste berøring; farten gør dog, at eksplosionen først indtræffer i de indvendige dele. Når kuglen er eksploderet, folder den sig ud som en blomst og fortsætter sin vej, den tager det halve af ryggen. Kuglerne peb os om ørerne, men gjorde kun ringe skade på så lang afstand.

Værre er artilleriet, som synes at være uhyre fint og træffer næsten så fint som geværkugler, flere gange kom kammeraterne tilbage med tomme madspande eller helt uden, forfulgt af fascisternes granater; ret ofte var skyttegravene skudt sammen, vi havde en stenbarrikade foran graven, meget dårligt materiale. Stenene sårede flere end granaten selv. Om natten bygger vi barrikader 200 meter fra fascisternes linjer, og om dagen sover vi, for så vidt Franco tillader det.

Det er kl. 2 eftermiddag, vi ligger 3 mand i et hul i jorden med en stenbarrikade om. En sø-fyrbøder, Boye Nielsen, en anden dansk kammerat, kaldet Jeppe og jeg. Granaterne har regnet omkring os i ca. 1 time. En granat falder 3 meter fra vort hul. Jeppe griber sit gevær og patronbælte og springer, den næste granat falder en meter nærmere, jeg ser på Boye og siger: skal vi løbe? Nej siger han, lad os se, hvor den næste falder, og knapt er det sagt, så falder den næste med et øredøvende brag lige bag stenbarrikaden. Jord og sten vælter ned over os, vi ser på hinanden og ler, diskussion er overflødig, den næste bliver en fuldtræffer. Boye springer bort til kammeraterne, mens jeg kryber på maven, for at snigskytterne, som giver signal til artilleriet, ikke skal se, at vi forlader stillingen, Boye vender sig om og råber: hvad fanden ligger du der og maver dig for? Så jeg rejste mig og løb bort til kammeraterne i næste hul, kort efter ophører granatilden, underholdningen er forbi for en dag; således går livet i otte dage.

Fascisterne har sat sig for fast, foreløbig kan vi ikke foretage angreb. Vi skal kun holde stillingen og bygge nye stillinger til afløsningen kommer. En aften kommer afløsningen, og vi kommer igen på farten, denne gang hen, hvor den store offensiv er begyndt. Vore tropper er gået 30 km. frem, og har taget to mindre byer. Vi rykker frem over en bakkeskråning, fascisterne har skiftet stilling, vi aner ikke, hvor de befinder sig. Pludselig bjæffer et par maskingeværer, og riflerne følger efter. En dansk kammerat falder, jeg kender ikke hans navn, han døde under transporten. Tre spanske kammerater får lettere skudsår, og under livsfare transporteres de bort. Vi kaster os fladt på maven og skyder, men stillingen er håbløs. Bakken kan beskydes fra alle sider. Særligt vanskeligt er det, da vi mangler forbindelse med bataljon ”Hans Beimler”, hvis venstre flanke ligger ca. 500 meter til højre for os. Vi holder stillingen til mørkets frembrud, og om natten skifter vi stilling, vi går 200 m frem til en udgravning, tropperne ligger nu i en kile, vi, ”Thälmann” i spidsen, ”Hans Beimler” til højre, og til venstre ”Edgar André”. Gevær- og maskingevær-ilden er ualmindelig hård. Fascisterne frygter angreb, en tysk løjtnant får hovedskud og dør. Carl Sørensen (Gunnars bror) og adskillige andre får benskud. Vi har 2 km. at gå efter mad, fra stillingen og omtrent til byen går et udtørret åleje. Her er god dækning. Senere kommer der en åben plads og en viadukt. Fascisterne kan beskyde pladsen og viadukten, her falder mange. Bataljon ”Thälmann” er ikke så let at gøre tavs, atter otte dage, så bliver vi atter afløst, vi trække tilbage gennem byen bag om fronten for at gå til angreb i linje med ”Hans Beimler. Vi går langs et krat, her er ingen dækning, men fascisterne kan ikke se os for buskene. Vi søger lidt dækning for at få lidt at spise, geværer og maskingeværer arbejder uafbrudt. Kuglerne suser gennem krattet, vi har lige spist, vi sidder fire danskere og morer os over en tysker, som taler lidt dansk, et kraftigt smæld, en kugle er eksploderet i buskene og skifter retning.

Den kun nittenårige søfyrbøder, Henry Højbjerg falder, hovedskud, er straks død, vi er alle tavse af sorg, han var den bedste af os alle, altid rakte han en hjælpende hånd, altid var han trøstende, hans blotte nærværelse virkede beroligende. Han frygtede intet, han bøjede kun nakken, når det var hans pligt. Vel, en kammerat er død, vi andre lever og fortsætter.

Vi rykker længere frem, en tysk sektionsfører bliver såret og jeg bliver gruppefører, vi rykker frem til en stejl bakke og sætter os fast på toppen, fascisterne ligger 400 meter borte, vi skyder som besatte for at holde fascisterne borte, til vi har bygget vore stillinger. Senere graver vi hver sin grav, vi ved, hvad der venter os, det er med at være godt dækket.

Sygebærere på vej til fronten, spejder efter de fascistiske (tyske) bombefly.

Sygebærere på vej til fronten, spejder efter de fascistiske (tyske) bombefly.

Næste formiddag regner det ned over os med granater og flyvebomber, ca. 20 fascistflyvere med hver 5 maskingeværer fyrer på os. Således går 4 dage, hver dag samme underholdning, den fjerde dags eftermiddag gives der signal til angreb, kun med geværer, håndgranater og 2 lette maskingeværer. Vi rykker op over bakken, søgende dækning i pløjejorden, kuglerne pisker jorden rundt om kroppen og arme og ben. Granater, miner og flyvebomber eksploderer, jorden ligesom vendes. Luften er sort af jord og krudtrøg, jeg tror, jeg er 10 meter foran de andre, jeg drejer hovedet for at få et glimt af dem, men får et kæbestød, blodet sprøjter ud, jeg kaster geværet og springer tilbage og bliver forbundet. Vel, her slutter beretningen. Jeg ligger på hospitalet i Madrid, jeg har hul i hovedet, kæbebenet er sprængt i fire stykker, jeg ryger i smug, men har ingen tobak og intet at læse, men hvis I sender noget, så send det anbefalet, ellers får jeg det ikke”.

Faklen om Gunnar Sørensens død
Den næste information, forbundet modtog fra Spanien om Gunnar, kom som et chok efter det optimistiske brev fra hospitalet – Gunnar var død. I det følgende nummer af Faklen skrev forbundsformand Georg Hegner et indlæg om Gunnar, hvor der bl.a. står:

“Med sorg har vi modtaget en meddelelse fra en dansk kammerat i Spanien om, at Gunnar er afgået ved døden. Ingen havde vel ventet, at Gunnar var så hårdt såret, da vi læste det brev han sendte til vor kongres.”

Kammeraten skriver (i uddrag) følgende:
“Gunnar opnåede kun at deltage i kampene ved Brunete-fronten i ca. 3 uger, før han blev såret. Kammeraterne, han var sammen med, fortæller, at Gunnar altid var den første, når det gjaldt fremstød, aldrig veg han tilbage, og altid var han til opmuntring for sine kammerater. Forstå, hvad det vil sige: Han var med ved Brunete. Den front, der hidtil havde været den værste og stærkeste fascistfront. Officerer, der har deltaget i Verdenskrigen, hævder, at de ikke i Verdenskrigen har oplevet noget lignende, end ikke hvad artilleri angår, for slet ikke at tale om flyangreb med maskingeværer og bomber. Kun sørgeligt, at han så hurtigt måtte bort, thi det er vanskeligt, at erstatte en sådan kammerat.”

Dette er de ord, de kæmpende kammerater i Spanien mindes Gunnar med, det kan ikke være smukkere. Vi har i ham mistet en medarbejder i forbundets ledelse. I overensstemmelse med hele Gunnars tankegang, vil den værdigste måde at hædre ham på være, at vi, der er tilbage, giver hinanden håndslag på at forstærke kampen mod al reaktion, nationalt som internationalt.”

Carl Sørensen

Carl Sørensen

Carl Sørensens død og begravelse
Carl blev født den 2. juni 1909. Han blev, som ovenfor nævnt, såret den 9. juli 1937, da han fra fronten var på vej tilbage for at hente vand og andre forsyninger til kammeraterne. Han blev ramt i højre fod – en skade, der gjorde ham ukampdygtig. Han blev bragt til feltlazarettet bag fronten, hvor han blev forbundet. Herfra blev Carl overført til militærhospitalet i Madrid, hvor det senere viste sig, at han havde tuberkulose; på grund af sygdommen blev han den 1. august overført til et hospital i Villa Nueva de la Jara, en mindre by ca. 60 km nord for Albacete. Han var så hårdt angrebet af sygdommen, at det derfor var meningen, at han skulle hjemsendes.

Det skulle ikke blive sådan – for den tuberkulose, han allerede var angrebet af før, han rejste til Spanien, brød, efter de hårde og udmarvende kampe ved Brunete-fronten, ud og medførte, at han døde natten mellem den 22. og 23. november 1937 på hospitalet i Villa Nueva de la Jara. Carl Sørensen blev begravet på en gravplads i Villa Nueva de la Jara og fulgt til graven af en æresvagt og et 28 mands orkester fra Nationalgarden i Albacete.

Emil Sørensen

Emil Sørensen

Emil Sørensen
Den tredje broder, Emil Sørensen, blev født den 13. september 1910 i Århus. Han arbejdede som arbejdsmand, var gift og havde to børn. Emil fulgte sine brødres spor og rejste til Spanien i juli 1937, hvor han blev indrulleret i 4. bataljon Ernst Thälmann. Inden han ankom til brigaden, var hans brødre blevet indlagt på militær-hospitalet i Madrid og Gunnar overført til hospitalet i Valencia, hvor han døde den 1. august 1937.

Emil var ikke længe i Thälmann, før han, sammen med andre danskere, blev overført til 3. bataljon 12. Februar (den østrigske). Årsagen til overflytningen var, at danskerne ikke kunne finde sig til rette med den herskende tyske form for ledelse og disciplin i Thälmann, så en overflytning blev resultatet. Ej heller holdningen i 12. Februar var i overensstemmelse med deres ønsker, så danskerne og en stor del af de andre skandinaver blev samlet i 2. Bataljon Hans Beimler. Emil kom til bataljonerne efter slaget ved Brunette, kæmpede på Aragon-fronten og var med ved tilbagetoget under hvilket mange danskere faldt. Tilbagetoget resulterede i, at republikanerne måtte trække sig tilbage over Ebro. Han deltog i Ebro-slaget, som startende med overgangen af Ebro. Skandinaverne gik over ved Flix, bl.a. som afledningsmanøvre for den centrale overgang længere sydpå.

Emil faldt ved Corbera den 24. september 1938 på en af de sidste dage, de Internationale Brigader var i kamp. Som sine brødre, ligger han begravet i Spaniens jord, som en sidste hilsen til det spanske folk om en lykkelig fremtid!

Dog har han fået et eftermæle; i en notits i Kominterns papirer kan man læse:

“Emil Sørensen var i den 11. brigade, 2. bataljon (Hans Beimler). Viste sig på alle måder som en disciplineret og god soldat. Han var ikke politisk organiseret, men havde gode og præcise politiske synspunkter og var interesseret i politik. I Spanien optrådte han som en meget god og pålidelig antifascist.”

Spaniens ansigt smiler ikke det er gråt af gråd og nød, mørkt af bomber og granater som spreder sorg og gru og død.

Spaniens ansigt det er kvinden som i angst og rædsel flyr, med et barn i sine arme bort fra krigens vilde dyr.

Spaniens ansigt det er liget af et liden barn i blod, mellem gaders grå ruiner der hvor slaget for nylig stod.

Spaniens ansigt det er viljen i de mange tusind sind, som for frihed, fred og lykke går med smil i døden ind.