| SPANISHSKY.DK 20. JULI 2017 |

En søfyrbøder går i land

… og det gjorde Marius Christiansen. Den 7. januar 1937 ankom han til Spanien, hvor han blev indrulleret i XV. Internationale Brigade i Abraham Lincoln-bataljonen som ambulancechauffør

 
Af Allan Christiansen
 
Det at køre ambulancer var et krævende og yderst farligt job. Det røde kors på bilen, der viste, at den kørte med syge og sårede, var et yndet mål for de fascistiske flyvere. Marius kørte flere ambulancer, der alle blev ramt af granater og maskingevær salver, så de ikke mere kunne køre.

Marius Christiansen fortæller her om en af sine oplevelser med ambulance nr. 7:

Ambulance nr. 7 gik det særligt ud over, da vi opererede her under Brunete-offensiven, og måtte køre et langt stykke i et udtørret flodleje, altså på langs med fronten, den blev noget gennemhullet på siderne og for at få det hele med, kom der en granat, den gik igennem taget og ud gennem bagdørene, så der blev jo noget gennemtræk. Da det var varmt, gjorde det jo ikke så meget. Motoren gik godt, dette var jo hovedsagen. – Det var et hårdt stykke arbejde, vi kørte både dag og nat.

Marius Christiansen i ambulance nr. 7

En aften noget sent, fik jeg lov til at tage mig en lur imens de fyldte ambulancen op – den kunne tage 4 liggende på bårer, 12 siddende på to tværgående bænke plus 2 hos chaufføren. – På sanitærposten var der to telte, et for behandling, der foretoges af vores doktor, og et hvor vi havde vores sager, her var der gravet en rende, og ved siden af denne lagde jeg mig på en båre og faldt i søvn.

Jeg vågnede ved at en flyver lå og kørte rundt deroppe, og så pludselig hørte jeg den komme, omgående trillede jeg ned i renden. Derefter et lysglimt og så et brag med jord og lemmer og meget andet, derefter alt roligt kun bombeflyverens brummen i nattens mørke.

Jeg kom da ud af det gennemhullede telt og kikkede efter den forbandede fascist-flyver, pludselig ser jeg sporkuglerne fra en anden flyver [1], derefter bombemaskinen i brand og styrte ned med et brag i nærheden. Desværre havde jeg ikke tid til at undersøge den nærmere. Forbindingsteltet var væk, det var en fuldtræffer, Doktoren, saniteterne og flere var væk. Jeg samlede dem jeg kunne op i ambulancen og kom op på vejen, da motoren sagde så underligt, ville jeg undersøge dette nærmere, det viste sig, at det halve af motoren var væk, bundkar med mere, man kunne se stemplerne arbejde.

Et lille stykke længere henne lå en anden sanitærpost, jeg lod vognen trille og nåede da også posten. Der ville de jage mig væk, grundet bombningen, jeg måtte fortælle dem, at min post havde fået fuldtræfferen, og fascisten var skudt ned, og ambulancen var fuld af ikke-forbundne kammerater. Så fik de travlt, og jeg lovede at flytte ambulancen. Dette gjorde jeg, den trillede et lille stykke, kom over en bakke, så var der heller ikke mere metal i lejerne. Nej – sikket et spektakel den lille motor kunne lave.

Marius Christiansen med gevær i samtale med nogle kammerater

Dette var enden på at være ambulance-chauffør i 15. brigades sanitær-tjeneste. Jeg afleverede nøglen fra den udtjente ambulance til min overordnede. Da dette var min 7’ende. ambulance mente jeg, at fascisterne kun skød efter disse, så ville jeg ud at skyde igen. Dette blev bevilget, jeg blev motorcykel-ordonnans og kom fra asken i ilden.

Noter:

[1] 50 år senere møder Marius russeren Michail Jakusjin, den pilot, der skrev sig ind i verdenshistorien ved at være den første, der skød en flyver ned i natlig luftkamp. Begivenheden vakte stor opsigt. Hele verdenspressen skrev om den. Michail Jakusjin blev hædret for sin dåd af den spanske præsident Negrin.

Dette møde 50 år kan du læse om i artiklen: Michail Jakusjin og Marius Christiansen – bundet sammen af historien.

Michail Jakusjin (Mijail Yakushin) med sin Polikarpov