For en del år siden – i 1996 – ville jeg lave en Paul Robeson-aften, jeg havde kontakt til en barytonsanger, med kendskab til Paul Robesons sange, så nu manglede blot én til at fortælle om sangene og hans livshistorie. Jeg havde hørt at Erik Stinus havde indgående kendskab til Paul Robesons sange, så jeg kontaktede ham. Han syntes det var en god ide, så vi aftalte tid og sted og hvordan aftenen skulle forløbe.

Efter arrangementet sad Erik Stinus og jeg og talte om Paul Robeson, om hans engagement i den spanske borgerkrig. På et tidspunkt fortalte Erik Stinus om det, der kom til at hedde Spanienskomitéen. Det lød vældigt interessant, og jeg spurgte om han kort ville skrive ‘Komitéens’ historie. Det ville han da meget gerne. Så nu får I brevet med historien

BREVET

Kære Allan Christiansen

Du har måttet vente længe på min artikel, og nu er den sandsynligvis blevet for lang. Jeg har allerede forkortet den så meget som jeg formåede og indså imens, at fejlen lå i mit udgangspunkt: min egen oplevelse af den tid, hvor det var muligt i Danmark at samle så mange forskellige mennesker om et anliggende der gjaldt venners og kammeraters og tusinde ukendtes liv og død i et andet land.

Jeg ville gerne udførligere have beskrevet møderne med de mennesker i Danmark og Spanien, have tegnet portrætter af dem, fra komitéens primus motor, Johs. Glavind som havde fået sin skoling i BOPA, til de unge asturiske arbejdere der i en mine hvor hjulene længe havde stået stille, førte os ned skaktens mørke, derefter hjem til et fattigt måltid med familien, og som ikke slap os af syne før vi var nået vel gennem Civilgardens kontrolposter.

Men det ville være blevet en endnu længere historie. Som du ser, har jeg også kun lige nævnt alle de folk fra teatrets verden (de hørte til Glavinds og pianisten Egon Christiansens venne- og kontaktkreds) som deltog i møder og demonstrationer.

Erik Stinus, 22. august 1934-3. november 2009

Erik Stinus, 22. august 1934-3. november 2009

Her får du altså artiklen.

ARTIKLEN

Spanien igen og igen

Amnestibevægelse og arbejderkommissioner

Bevægelsen for amnesti til de spanske politiske fanger og flygtninge udgik fra Spanien. Grupper af arbejdere som gennem 1950’erne havde forsøgt at danne fagforeninger der uafhængigt af den fascistiske stats korporationer kunne kæmpe for en forbedring af deres kår, arresteredes og anklagedes for oprør.

De dømtes ved militærdomstole efter undtagelseslove der havde været i kraft siden borgerkrigens slutning i 1939 og som i 1960 blev skærpet ved dekret. De spanske advokater som beskikkede eller på eget initiativ forsvarede de anklagede og i sjældne fald havde held til at mildne dommene, stødte under arbejdet med de enkelte sager på et væld af andre.

Der tegnede sig et billede af systematisk undertrykkelse, og advokatrådene i Madrid og Barcelona henvendte sig til Franco, naturligvis høfligt, med en anmodning om at der blev givet amnesti til samtlige politiske fanger. Det drejede sig i 1961 om ca. 4.000, hvoraf de ældste var blevet dømt, eller ikke dømt men bare fængslet, for ”forbrydelser” begået under borgerkrigen.

Samtidigt befandt ca. 50.000 spaniere sig i landflygtighed i Europa og Latinamerika. Flere henvendelser fra advokatrådene til statschefen fik støtte af spanske akademikere, kunstnere og gejstlige. Franske og britiske advokater og læger besøgte kolleger i Spanien og, hvor de ikke forhindredes i det, fængslerne. Deres rapporter blev offentliggjort, og i marts 1961 indkaldtes i Paris til en international konference med det formål at samordne bestræbelserne for at oplyse om de spanske politiske fangers situation og for at opnå amnesti, også til de mange landflygtige, så de frit kunne vende hjem. Det understregedes at det var en humanitær bevægelse der ikke ønskede at tage stilling til spansk politik i øvrigt.

Det samme gjaldt den danske komité for amnesti til de spanske politiske fanger og flygtninge, der stiftedes i København året efter på initiativ af de danske deltagere i Paris-konferencen, malerne Mogens Andersen og Richard Mortensen og forfatteren Uffe Harder.

Men det siger sig selv at de som tilsluttede sig amnestikravet for manges vedkommende var personer med kendskab til Spanien eller en smertelig erindring om den spanske borgerkrig og udfaldet af den, republikanernes og deres internationale kammeraters nederlag ti generalerne, Hitlers luftvåben og Mussolinis kampvogne.

Komitéen kom til at bestå af Grete Abell, Poul Astrup, Thorkild Bjørnvig, Jørgen Bo, Ejnar Borg, H.C. Branner, P.V. Glob, Uffe Harder, Vagn Holmboe, Egill Jacobsen, Hans Lyngby Jepsen, Niels Lergaard, Ivan Malinowski, Valfrid Palmgren Munch-Petersen, Erik Nordgren og Per Nørgaard. Landsretssagfører Erik M. Goldschmidt blev komitéens kasserer.

Johannes Glavind, 11. oktober 1912-31. december 1978

Johannes Glavind, 11. oktober 1912-31. december 1978

Dagen efter det stiftende møde i Vartov opdagede jeg at jeg var blevet sekretær for komitéens arbejdsudvalg. Medlemmerne var Johs. Glavind, denne lavmælte videnskabs-mand som havde et forbavsende antal vener og kontakter i ind- og udland, Ursula Munch-Petersen, Lone Klem, Egon Christiansen, Dan Sterup-Hansen, Per Nørgaard, Nadja Neuhard, Hanne Reintoft og, under udformning af pjecen ”Jeg anklager”, Palle Nielsen, der lavede omslagets collage, og Ivan Malinowski.

Pjecens titel fik vi fra et digt af Marcos Ana, som takket være amnesti-kampagnen blev løsladt i november 1961 efter at have tilbragt 22 år uden afbrydelse i spanske fængsler. Marcos bosatte sig i Frankrig og var flere gange vores gæst i Danmark. Hans digte blev oversat af Inger Lohmann og Jens Lohmann og udgivet på forlagene Clarté og Sirius.

Arbejdsudvalget fik snart fuldt op at gøre. Den danske tilslutning til amnestikravet var så stor at det blev en naturlig pligt for os at holde underskriverne og kampagnens bidragydere løbende orienteret om udviklingen i Spanien. Desuden videregav vi til pressen den dokumentation vi havde eller modtog fra Spanien. Især dagbladene Social-Demokraten, Information, Politiken og Land og Folk tog godt imod den. Danske skuespillere stillede uden tøven op og ydede deres bedste ved møder og demonstrationer.

Ved den tid udskiftede Franco sin informationsminister, som også var censurens minister. Manuel Fraga Iribarne, der havde ord for at være liberal, udnævntes som efterfølger for den konservative Arias Salgado, manden der roste sig af have højnet den kristelige moral i Spanien. Salgado var et fremtrædende medlem af den katolske lægmandsorden Opus Dei, en bastant søjle i den spanske magtstruktur. Iribarne skulle vise såvel de spanske intellektuelle som den vestlige verden et mindre middelalderligt ansigt, besvare henvendelser, endog protester, i stedet som det før havde været praksis at fortie dem. Spanien havde behov for at udbygge sine handelsforbindelser med andre lande, og turismen var blevet en indtægtskilde som ikke kunne undværes.

Ganske vist afviste den spanske ambassade i København, som ambassader i andre hovedstæder, amnestikravet og i den følgende tid var vore protester foranledigede af overgreb vi var kommet under vejr med, men med begrundelser af en mere eller mindre afslørende art. Det gik ikke, som i Spanien, selvom det middel også blev taget i brug, blot at stemple underskriverne som ”kommunister”, ”kryptokommunister”, ”frimurere” eller ”jøder”. Men Iribarne havde muligvis forestillet sig at omverdenen ikke ville interessere sig synderligt for den brutale forfølgelse af strejkende arbejdere eller for hvilken skæbne der overgik en erklæret kommunist som Julián Grimau García.

Grimau var fra sit eksil i Frankrig vendt illegalt tilbage til Spanien hvor han blev arresteret den 8. november 1962. Informationsministeriet udsendte næste dag en officiel meddelelse hvori det hed at den anholdte havde kastet sig ud fra et vindue i politilokalet. En læge og en advokat fra Frankrig rejste umiddelbart efter til Madrid hvor de fik bekræftet deres formodninger om at Grimau havde været udsat for tortur, hvis virkninger skulle skjules under de læsioner han pådrog sig da politiet kastede ham ud af vinduet.

Den 12. november modtog Fraga Iribarna de to franskmænd som bad ham intervenere for at forhindre politiet i at anvende tortur. Ministeren erklærede at dette lå uden for hans kompetence. Den 18. april 1963 stilles Grimau for en militærdomstol, der nægter at høre på hans udsagn om den mishandling han har været udsat for og er synligt mærket af. Uden at der er ført vidner i sagen, dømmes han ti døden. Franco stadfæster dødsdommen den 19. april, og den 20. april henrettes Grimau ved skydning i Carabanchel-fængslets gård i Madrid.

Straks da anklagen mod Julián Grimau blev kendt afleverede Amnestikomitéen en protestskrivelse på den spanske ambassade. Aftenen før processen indledtes mødtes nogle medlemmer af arbejdsudvalget hos mig, og efter at have formuleret protesten ringede vi til alle dem vi kunne tænke os ville skrive under. Det var min første erfaring med ”underskrift”-indsamling pr. telefon. Ordlyden og navnene meddelte vi Ritzaus Bureau. Avisredaktionerne delte vi imellem os og kørte på cykel rundt til dem med protest og navne sort på hvidt.

Halfdan Rasmussen, Ivan Malinowski og jeg rejste sommeren 1963 til Spanien hvor vi hjulpet og huset af Ebbe Tranberg, der i flere år havde boet i landet og allerede dengang var medarbejder ved dagbladet Information, indsamlede stof til en bog. Ebbe Tranberg tolkede for os, oversatte digte, avisartikler, censurens fraklip, den illegale oppositions protester, hvad som helst vi skulle bruge, og førte os sammen med kolleger, advokater, fagforeningsfolk og politiske fangers pårørende.

Da bogen ”Med solen  i ryggen”, en tekst- og billedmosaik fra Grækenland, Portugal og Spanien, udkom i efteråret 1963, blev den ikke lige vel modtaget i alle lejre, men den satte skub i Amnestikomitéens udadvendte virksomhed, og vi fik øget tilslutning fra fagforeninger og fra de studerende ved universiteterne.

Jeg fortalte om Spanien, eller læste op i jeg véd ikke hvor mange lokaler, aulaer og auditorier den vinter og de næste par år og skrev på opfordring kronikker til aviserne.

Halfdan Rasmussen vendte tilbage til Spanien som Ekstrabladets korrespondent under retssagen mod digteren Carlos Alvarez der stod anklaget bl.a. for digtet ”S.O.S.”, skrevet til Grimau den dag dødsdommen blev afsagt, og som vi havde bragt i pjecen ”Jeg anklager”. Ivan Malinowski stod for udgivelsen på Borgens Forlag af et udvalg af Alvarez’ digte, ”Skrevet på muren”. Oversættelserne var foretaget af Ebbe Tranberg og Sven Skydsgaard. Den sidstnævnte var fra da af et aktivt og idérigt medlem af komitéens arbejdsudvalg.

Mærkaterne er fra komitéens sene år, hvor stadig flere i arbejdsudvalget var stemt for at erstatte komitéens lange navn med det kortere; Spanienskomitéen

Mærkaterne er fra komitéens sene år, hvor stadig flere i arbejdsudvalget var stemt for at erstatte komitéens lange navn med det kortere; Spanienskomitéen

Det blev til mange år med Spanien og for Spanien. I stigende grad samlede interessen sig om de gennem lange perioder strejkende minearbejdere i Asturien og arbejder-kommissionerne, spiren til en uafhængig fagbevægelse i Spanien. Vi samarbejdede med Social-demokratiets solidaritetsorganisation men fortsatte vores indsamlingsvirksomhed.

Maleren Gregers Jensen og Ivan Malinowski opretholdt kontakten til de asturiske arbejderes familier og bragte beretninger om Den Politisk-Sociale Brigades of Civilgardens fremfærd overfor de strejkende påtryk. I Spanien var psykiateren Eva Forest og hendes mand dramatikeren Alfonso Sastre, der begge besøgte os i Danmark, vore kontaktpersoner til arbejder-kommissionerne. Klaus Rifbjerg, som fra tid til anden i formiddagsbladene, blev skældt ud fordi han ”både havde bil og hus i Spanien”, medførte på komitéens vegne i sin bil, når han kørte til sit feriested, nyttigt materiale, så vidt jeg husker bl.a. en skrivemaskine til arbejder-kommissionernes illegale presse.

Som der fremgår af ovenstående, omfattede komitéen arbejdsudvalg en stor og vekslende kreds af mennesker, Fra 1965 til 1968 boede jeg i udlandet og hørte således op med at være sekretær.

Tilbage i Danmark (der skete så meget i 1968 og 1969, også i Spanien) blev jeg igen inddraget Amnestikomitéens arbejde. Advokat Jørgen Christensen var trådt til som dens kasserer. Vores tolk Nadja Neuhard (nu Manghezi) var blevet afløst af Benedicte Wern, sammen med hvem jeg har gennemgået beretning efter beretning om den spanske fascismes væsen. Men vi fandt samtidig i Spaniens rige litteratur digt og prosastykker, udtryk for kampen og håbet, til oplæsning ved komitéens offentlige møder og i radio-udsendelser.

Johs. Glavind, Grete Abell og Sven Skydsgaard, Ivan Malinowski og Halfdan Rasmussen var der stadig; Søren Hansen, organisationssekretær i Socialdemokratiet, Ruth Malinowski, Georg Metz og Ole Olesen var nye medlemmer, og snart fungerede Ester Nagel, snart Benedicte Wern som udvalgets sekretær, skønt ingen af dem brød sig om titlen. Her skal tillige nævnes nogle af de billedkunstnere der tegnede plakater og mærkater til kampagnen for Spanien: Kaj Mathiessen, Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Dea Trier Mørch, Per Ulrich og Arne Ungermann.

Amnestikomitéens mange støtter kunne hurtigt samles som underskrivere på appeller og deltagere i protestmøder, som det skete da fagforeningsledere med Marcelino Gamacho som den hovedanklagede idømtes hårde fængselsstraffe, og da Eva Forest og flere andre i september 1974 blev arresteret og underkastet psykisk og fysisk tortur. Mens Eva Forest ventede på at blive stillet for en dommer under anklage for deltagelse i ét attentat og meddelagtighed i et andet, oversatte Benedicte Wern hendes bog ”Dagbog og breve fra fængslet” der udkom på Gyldendal 1975. Samme år udsendte forlaget Rhodos til fordel for den spanske modstandskamp en bog med Pablo Nerudas digtsamling ”Spanien i hjertet” oversat af Peer Sibast, grafik af Svend Wiig Hansen og et digt af mig, ”Spanske anliggender”. Dermed, begyndte vi at ane, var vi nået mere end halvvejs gennem Franco-regimets sidste kapitel.