| SPANISHSKY.DK 25. NOVEMBER 2019 |

München 2. juli 1895 – Madrid 1. december 1936

 
Af Freundeskreis der XI. Internationalen Brigade og Allan Christiansen

Barndoms- og ungdomsårene

Hans Beimler blev født i München den 2. juli 1895. Forældrene var fra arbejderklassen og ikke gift. Tre uger efter fødslen blev Hans Beimler sendt til Waldthurn i Øvre Pfalz til sine bedsteforældre. Det siges, at han blev lagt i en trækasse med lufthuller og sendt med toget. På jernbanestationen i Frankenrieth hentede hans bedstefar ham med en hestevogn. Bedstefaderen var låsesmed, men familien var alligevel fattig. Drengen fik ikke en vugge, men blot en kasse at sove i. Derfor fik han øgenavnet ‘Kistenböiberl’ (‘kassedreng’), som hang ved ham resten af livet.

Beimler gik i folkeskole i Waldthurn fra 1901 til 1907. Skolekammerater beskrev ham som livlig og noget af en vovehals, der ofte blev straffet. Beimlers drøm var at blive konditor, men det måtte han ikke for sin bedstefar, da mændene i familien havde været låsesmede tilbage til hans oldefar.

Som 16-årig forlod Beimler barndomshjemmet og tog til München, hvor han meldte sig ind i den tyske metalarbejderfagforening. Senere fik han arbejde på et værft i Hamborg.

Arbejder- og Soldaterrådet

Under Første Verdenskrig var Beimler korporal på en minestryger i Cuxhaven. Først strøg de miner i Østersøen, senere i Nordsøen. Derefter blev skibet lagt op i Wilhelmshafen på grund af den britiske søblokade.

Medens Hans Beimler var i marinen læste og lærte han om den russiske oktoberrevolution. Han sagde senere, at det var “den største og mest livsændrende oplevelse i mit liv”

Demonstrerende matroser i Wilhelmshaven, november 1918

Demonstrerende matroser i Wilhelmshaven, november 1918Foto: BundesarchivLicens

I begyndelsen af ​​november 1918 rejste marinerne sig til oprør mod den tyske regering og den militære ledelse. I den forbindelse tilsluttede Beimler sig Arbejder- og Soldaterrådet. Da de røde marinere gik i land, var det under rådets parole: “Røde sømænd gå i land. Bær Revolutionens flag til hver by, hvert land, hvert hus! Kæmp for den socialistiske republik!”.

Revolutionære soldater i Bayern, 1919

Revolutionære soldater i Bayern, 1919Foto: BundesarchivLicens

Som medlem af Arbejder- og Soldaterrådet tog Beimler ofte til München, hvor han blev valgt til øverstbefalende for den Proletariske Hundredemandsgruppe under kampene i Dachau. Da den sovjetiske republik i München (også kaldet Münchens rådsrepublik) blev etableret, blev han udnævnt til leder for Den Røde Hærs tropper i republikken.

Rådsrepublikken nedkæmpet, kampen fortsætter

Rådsrepublikken tabte kampen i 1919, og snart blev Beimler og mange andre revolutionære anholdt og fængslet. Beimler blev kort efter blev løsladt og fortsatte kampen for rådsrepublikken. Da regeringen ville overføre de bayerske tropper til de centrale oprørsområder i Tyskland, forsøgte Beimler at forhindre dette ved at minere og sprænge forskellige broer. Han blev arresteret og idømt to års fængsel, som han afsonede fra 1921 til 1923. Efter løsladelsen fik Beimler arbejde som mekaniker på lokomotivfabrikken Krauß-Maffei. Som mekaniker blev han sendt rundt til fabrikkens forskellige afdelinger, hvilket gav ham ideelle muligheder for at organisere og agitere.

Den 8.-9. november 1923 forsøgte nazisterne under ledelse af Hitler og general Erich Ludendorff at gennemføre et statskub, der siden er blevet kendt som Ølkælderkuppet.

KPD-plakat, 1932: "Schluss mit diesem System" ("Ned med dette system")

KPD-plakat, 1932

Opråb til arbejderne i München

Tysklands kommunistiske parti, Kommunistischen Partei Deutschlands’ (KPD) ledelse i München udsendte som en modreaktion en opfordring til arbejderne: Münchens arbejdere! Reaktionisme viser sit grimme ansigt! Dets mål er at tilintetgøre republikken og etablere et fascistisk diktatur, dets program at afskaffe demokratiet og arbejderbevægelsen, som Mussolini gjorde i Italien.

Arbejdere, på gaden!

Alle hjul står stille, hvis din stærke arm ønsker det! Fej de fascistiske og krigselskende bander bort med arbejderens magtfulde handling! Socialdemokrater, fagforeningsmedlemmer, kommunister i fælles front mod de fascistiske korps-bander, mod klyngerne af nationalister og generaler! Ned med fascismen! KPD’s-distriktsledelse i Nedre Bayern.

SPD og fagforeningerne forholdt sig afventende. Alligevel rejste arbejderne sig mod oprørerne.

International solidaritet, Putilov-fabrikkerne og ‘Vorwärts’

I 1925 blev Hans Beimler medlem af arbejderrådet på lokomotivfabrikken Krauss-Maffei. Overskriften i fabriksavisen – Der Rote Lokomotivfürer lød: “Det gamle arbejderråd er dødt, Krauß-Maffei er nu rød!

I midten af ​​1920’erne forstærkedes bagvaskelsen af ​​Sovjetunionen, især fra det tyske Socialdemokrati, Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) og partiets avis ‘Vorwärts’ (‘Fremad’) side. Et brev fra de russiske Putilov-fabrikkerne i Leningrad, hvori man beklager sig over nogle leverancers standart, blev i ‘Vorwärts’ vendt til en anklage mod Sovjetunionen. Som svar på brevets beskyldningerne modtog redaktionen på ‘Vorwärts’ en invitation fra arbejderne på Putilov-fabrikkerne, til at komme til Sovjetunionen for at undersøge beskyldningerne på stedet.

‘Vorwärts’ accepterede ikke invitationen.

Til gengæld kom en tysk arbejderdelegation bestående af kommunister og socialdemokrater på besøg på Putilov-fabrikkerne. De blev dybt bevægede over den proletarisk solidaritet, som de oplevede i fabrikker, på den Røde Plads og andre steder i Sovjetunionen, som de besøgte på rejsen.

Portræt af Hans Beimler skabt af Jürgen Peters, 1961

Portræt af Hans Beimler skabt af Jürgen PetersFoto: BundesarchivLicens

Socialdemokraterne der var med på rejsen, var dybt beskæmmet over ​​deres avis, ‘Vorwärts’ propaganda om Sovjetunionen.

Det var utroligt, hvad dette land allerede havde genopbygget efter de forfærdelige ødelæggelser under Første Verdenskrig og Ententens [1] invasion. Således var oliefelterne i Baku, der var blevet ødelagt af englænderne, allerede oppe at køre igen.

Oplevelserne i Sovjetunionen – den proletariske internationalisme, brændte sig dybt ind i Hans Beimler hjerte. SPD-kammeraterne besluttede, at de straks efter deres hjemkomst ville gå til ‘Vorwärts for at få stoppet bagtalelserne om Sovjetunionen og rapportere om turen.

I ‘Vorwärts’ dukkede der dog aldrig en rapport op om denne rejse og heller ikke en dementi af de løgne avisen havde publiceret.

Metalarbejdernes fagforening var ikke sene til at reagere på Hans Beimlers aktivisme; til de reaktionærers store tilfredshed blev han ekskluderet fra metalarbejderforbundet på grund af “kommunistiske aktiviteter”.

Indvalgt i Rigsdagen

Efter at han var blevet smidt ud af metalarbejderforbundet, blev Beimler ansvarlig for fagforeningsarbejdet i KPD-distriktet Nedre Bayern. Han blev opstillet som KPD’s kandidat i Augsburg og indvalgt i Augsburg Byråd. Senere blev han repræsentant for KPD i det bayerske parlament og i 1932 indvalgt i Rigsdagen.

Clara Zetkin

Clara Zetkin

Clara Zetkins åbningstale i Rigsdagen

Han havde altid været en militant arbejder, hvad en episode i Rigsdagen 1932 illustrerede, da Clara Zetkin, det ældste medlem af parlamentet, åbnede Rigsdagen med følgende ord: “Vor tids vigtigste kamp er at alle arbejdere danner en samlet front for at bekæmpe fascismen og bevare styrken og magten i de organisationer der kæmper de trælbundne og udnyttedes sag. Hvis vi ikke er enige om dette, vil fascismen tage alt fra os – vores demokrati og vores liv!

Vi står ansigt til ansigt med denne bydende historiske kamp for frihed og må overvinde alt, hvad der skiller os, ellers mister vi alt …”.

Under talen blev Clara Zetkin udsat for fornærmende tilråb fra reaktionære og fascistiske elementer blandt rigsdagen medlemmer, herunder en “dame” fra de diplomatiske rækker. Hans Beimler, der sad i nærheden, greb denne “dame” ved kraven løftede hende op og bar hende ud. Hendes navn var Emmy Sonnemann og hendes elsker var Göring. Denne episode fandt naturligvis ikke sted uden voldelige sammenstød med de fascistiske livvagter i rigsdagens korridorer.

Weimar-republikkens endeligt kender vi

Beimler blev arresteret den 11. april 1933 og blev efter bestialsk tortur sendt til Dachau koncentrationslejr.

Det lykkedes ham dog snart at flygte fra Dachau. I sin bog: ”I morderlejren Dachau – Fire uger i de brune banditters hænder” [2] fortæller Hans Beimler om sine oplevelser under interneringen i koncentrationslejren.                

Kort efter Beimler var flygtet fra lejren, flygtede han videre til Tjekkoslovakiet. På trods af alvorlige indre skader lykkedes det han at komme til Sovjetunionen, hvor han under lægernes kyndige behandling kom sig fra en ødelagt mave og en nyre, der var slået løs.

Hans Beimler med sin kone Centa og ven Innozenz Rehm, 1930

1930, Hans Beimler med sin kone Centa og ven Innozenz Rehm (der blev dræbt i Dachau koncentrationslejr i 1937)Rehm biografiFoto: Med tilladelse fra Kreisvereinigung München (VVN-BdA München)

Beimlers kone Centa var på det tidspunkt taget til gidsel af nazisterne og hans 12-årige søn Hansi var blevet anbragt i en tvungen uddannelseslejr i Wassarburg. Deres skæbne var hele tiden i hans tanker. Kun deres lille datter Rosi undslap nazisterne, da det var lykkedes at skjule hende hos nogle bekendte.

Da hans fysik var blevet nogenlunde genoprettet, rejste han til Schweiz for at organisere den illegale kamp derfra.

I 1936 læste Beimler i avisen Züricher Nachrichten om folkefrontens sejr i Spanien. Denne nyhed fik ham til at tro på, at den anti-fascistiske kamp i Europa kunne vendes. Samtidig fik han en anden god nyhed: Hans kammerater havde fået hans søn ud af den tvungne uddannelseslejr og bragt ham i sikkerhed. Hans kone Centa var dog stadig i nazisternes forvaring.

Komintern forberedte støtte til den spanske republik og sendte Hans Beimler til Barcelona.

Endeligt var Hans Beimler i sit rette element igen. Nu var han i stand til med våben i hånd at kæmpe imod de fascistiske mordere og torturister.

Organiseringen af det antifascistiske kampforbund kunne nu begynde. Hans første opgave var at organisere de tysksprogede antifascister, der var strømmet til Barcelona.

Nogle udtalelser om Hans Beimler

Her en udtalelse fra en spaniensfrivillig i den britiske avis Daily Worker (5. december 1936)om Hans Beimler: “Han skriver ned, hvad hver af os mangler og sørger for, at det nødvendige skaffes. Alle ved, at hvis man har brug for noget, skal man gå til Hans, Hans vil straks hjælpe og give råd – så længe Hans er med os, er vi ikke fortabt”.

Eller som en anden spaniensfrivillig har berettet om Beimler:

“Hvis du havde mødt ham, ville du aldrig have tænkt på, at du havde en af partiets ‘berømtheder’, en af de mest berømte revolutionære helte foran dig. Han var ikke en mand af mange ord, men hans store menneskelige varme, hans indre sikkerhed og ro blev overført til dem han stod overfor, og jeg har aldrig bevidnet, at nogen gik nedtrykt væk efter en samtale med Hans … Der skulle meget til for at bringe ham ud af fatning, men så var han også som forandret … Hans ansigt blev hårdt, lukket, som var det mejslet i sten. De skarpe kindben blev endnu mere fremtrædende … Fra sådanne øjeblikke ved jeg, at der i ham var en hård kraft, der, når den først var vækket, kunne ramme den eller det han stod over for ubønhørligt … Men han var aldrig fokuseret på sig selv – kun den sag, som han havde viet sit liv til.”

Barcelona og Madrid

Det var lykkedes Beimler at oprette en ‘bataljon’ af tyske spaniensfrivillige, men den havde endnu ikke fået et navn. Kammeraterne besluttede i fællesskab at kalde sig Centuria Thälmann, selvom den kun bestod af omkring 80 mænd. 

Centuria Thälmann fik sin egen fane, Centuria-banneret, der blev syet af en antifascistisk kvindegruppe i Barcelona. Centuria havde også sin egen sang, Thälmann-sangen, der blev sunget under marchen til Aragonfronten. 

De første, der faldt på Aragonfronten, var en socialdemokrat og en ungkommunist, der blev begravet sammen i én grav. Arbejderen og anarkisten Miguel, den eneste spanier i Centuria, fortalte, at han havde valgt at kæmpe i Centuria Thälmann, fordi Ernst Thälmann var en arbejder ligesom han selv. Som flere og flere frivillige kom til blev Centuria Thälmann en bataljon. 

I november 1936 brød slaget om Madrid ud.

Hans Beimler mindesten i Rostock

Hans Beimler mindesten i Rostock. Foto: SchiwagoLicens

Hans Beimlers død

Sent om aftenen den 1. december 1936 sendte Madrid-radiostationen denne nyhed ud i æteren: “Omkring middagstid i dag, i skyttegravene foran Madrid, faldt Hans Beimler, medlem af den tyske rigsdag og den første tyske kommissær for Thälmann-bataljonen og XI International Brigade. Den spanske republiks flag flager på halv i sorg over, at en af heltene, i solidaritet med det spanske folk, uselvisk gav sit liv for frihed og demokrati”.

Over to millioner spaniere ærede Hans Beimler på hans sidste rejse fra Madrid til begravelsen i Barcelona.


Noter:

[1] Centralmagterne bestod af Tyskland og Østrig-Ungarn. Ententen var de lande, der dannede front mod centralmagterne. Efter Første Verdenskrigs afslutning invaderede Ententen, der nu bestod af 21 lande, Sovjetunionen.

[2] Hans Beimler: I Morderlejren Dachau – Fire uger i de brune banditters hænder. Forord af Fritz Hechert, 56 s. Arbejderforlaget, 1933.


UDVALGT BILLEDE: Pasfoto af Hans Beimler, Moskva, juli 1933.  Med tilladelse fra ©Archiv der KZ-Gedenkstätte Dachau, DaA F 1437 / 31965.