| SPANISHSKY.DK 28. APRIL 2019 |

Når 1. maj fejres, er det for mange blot en tradition, som man har en vag fornemmelse af, hvad drejer sig om, men ikke tænker dybere over. I København er der tradition for at mødes forskellige steder i byen og under faner og med musik og sang at vandre til Fælledparken, hvor det egentlige møde foregår. Men hvad baggrunden er for at fejre denne dag, og hvornår den blev ophøjet til at være Arbejdernes Internationale Kampdag, er der sikkert ikke mange, der ved

 
Af Allan Christiansen

Kongressen vedtog på den Første Internationales kongres i 1866 i Genève følgende forslag fra Generalrådet om arbejdsdagens begrænsning: “Vi erklærer arbejdsdagens begrænsning for en foreløbig betingelse, uden hvilken alle andre bestræbelser for frigørelse må mislykkes […] Vi foreslår 8 arbejdstimer som arbejdsdagens legale ramme.” [1]

Første Internationales præcisering af otte-timers-arbejdsdagen var med til at samle arbejderne om et fælles mål i deres kamp for bedre forhold. I mange år efter, ja helt op til i dag, er det en af de paroler, arbejderne demonstrerer under rundt om i verden.

Majdagens forløbere

Kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår er jo ikke af nyere dato. Så længe der har været mennesker på jorden, har man kæmpet for ordentlige livsforhold. Men først da industrialiseringen begynder at slå igennem med dens radikale udnyttelse af den menneskelige arbejdskraft, bliver fronterne trukket op mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det er da også i England – med dens tidlige industrialisering – at tanken og kravet om en otte timers arbejdsdag blev formuleret. Arbejdsgiverne ville som hovedregel ikke gå ind på de stillede krav. Deres modsvar var udelukkelse af de arbejdere, der ikke ville arbejde under de forhold, de fastsatte.

Mange arbejdere så ingen anden udvej for at skaffe sig og sin familie det daglige brød end at emigrere til den nye verden: Amerika, Australien og New Zealand.

”We were the first in …”

Det er måske ikke helt forkert, når New Zealand gør krav på at være det første land i verden, der indførte otte-timers-arbejds-dagen og senere fik den ophøjet til lov. ‘Otte-timers-arbejdsdagens fader’, som han senere blev kaldt, var en engelsk tømrer ved navn Samuel Duncan Parnell, der ankom til Wellington i februar 1840 om bord på det første skib med britiske emigranter.

Samuel Duncan Parnell

Parnell nægtede at bygge en lagerbygning for en handelsmand, hvis arbejdstiden var mere end otte timer. Da der kun var tre tømrer i området, blev han nødt til at gå ind på kravet. Parnell mødte op hver gang, der kom et nyt skib med emigranter til byen og satte blandt andet tømrerne ind i, hvordan arbejdsforholdene skulle være.

Inden længe blev otte-timers-arbejdsdagen accepteret som en normal arbejdsdag inden for forskellige fagområder. Også andre steder i New Zealand havde man succes med at få gennemført sine krav: I Dunedin i 1848 under ledelse af maleren Samuel Shaw og i Auckland i 1857 med en anden maler, William Griffin, som leder.

Australien

I Australien var man også godt med. Murernes forbund i Sidney og bygningsarbejderforbundet i Melbourne havde så tidligt som 1855-56 gennem strejker, demonstrationer og andre aktionsformer fået gennemført deres krav. Deres slogan var: “Eight hour to work, eight hour to play. Eight hour to sleep and eight bob a day”.

Det vil sige, at allerede 10 år før Første Internationales kongres udstak retningslinjerne for de krav, der skulle kæmpes for, havde arbejderne i Australien – dog ikke alle – i det store og hele fået opfyldt kravene og fejrede 1. maj som hviledag.

Labor Day

Ligeledes havde de engelske arbejdere siden midten af det 19. århundrede fejret 1. maj under arbejdstidsforkortelsens parole, og i Amerika havde arbejderforbundene omkring samme tid dannet deres Labor Day, som af et flertal af forbundene blev afholdt den 1. maj, mens andre afholdt den i september måned. Denne dag holdt man fri, og arbejderne gjorde dagen til en folkefest.

1. maj ændrer karakter

Med den voldsomme industrielle udvikling og dermed antallet af industriarbejdere fik Labor Day mere og mere karakter af at være en kampdag, hvor arbejderne gjorde opmærksom på deres politiske og økonomiske krav. Føderationen af De Forenede Stater og Canadas fag- og arbejderorganisationer vedtog I 1884 på deres kongres i Chicago at organisere kampen for arbejdernes hovedkrav: Otte-timers-arbejdsdagens indførelse. Deadline for genneførelse af kravet blev sat til 1. maj 1886. Beslutningen blev modtaget med stor begejstring af arbejderne [2]. Den 1. maj 1886 demonstrerede 366.000 arbejdere alene i Chicago for indførelsen af otte-timers-arbejdsdagen og seks-dages-ugen. Arbejdernes beslutsomhed gjorde et så stærkt Indtryk på arbejdergiverne, at mange foretagender i St. Louis, Milwaukee, Chicago og andre byer gik ind på arbejdernes krav.

Fabriksejernes forlængede arm

Men ikke alle gik ind på arbejdernes krav. Den store høstmaskine-fabrik McCormick nægtede at forhandle og havde siden februar samme år lockoutet arbejderne. Fabrikkens ledelse provokerede arbejderne ved at ansætte strejkebrydere. Arbejderne indkaldte derfor til et protestmøde den 3. maj 1886 foran fabrikken for at tage imod strejkebryderne, når arbejdsdagen var slut. Da strejkebryderne kom ud fra fabrikken, angreb politiet demonstranterne med knipler og skydevåben. Mange blev såret og “flere” blev dræbt.

Mødet på Haymarket

De forskellige fagforeninger indkaldte til møde på Haymarket dagen efter, 4. maj 1886, for at demonstrere og protestere mod politibrutaliteten. Demonstrationen samlede omkring 2000 deltagere, der lyttede til talerne, og ved 10-tiden om aftenen begyndte de fleste at gå hjem.

Løbeseddel der annoncerer mødet på Haymarket den 4. maj 1886

På det tidspunkt marcherede 180 politibetjente ind på torvet fra en nærliggende politistation, og resten af de forsamlede bliver opfordret til at gå hver til sit. I det samme eksploderede en bombe tæt ved de forsamlede betjente. Stor forvirring i mørket, og politiet skyder vildt i alle retninger. En politibetjent bliver dræbt med det samme – syv dør senere af de sår, de har fået – og “flere” demonstranter falder døde om og bæres bort.

Politiet angriber demonstranterne på Haymarket Square

Det er os bekendt ikke muligt at finde kilder, der angiver, hvor mange arbejdere, der blev dræbt den dag på Haymarket Square. I modsætning hertil, angiver kilderne altså, at otte politibetjente døde denne dag. Man har endog rejst en statue til deres ære!

Bevægelsen lammet

Der bredte sig en lynchstemning i Amerika – godt hjulpet på vej af aviserne. De otte mødearrangører blev arresteret og tiltalt for planlægning af mordet på politibetjentene. De tiltalte mente, at det var en provokatør, der var købt af arbejdsgiverne, der havde kastet bomben.

Så vidt vi ved, er dette aldrig blevet opklaret, men det er yderst sandsynligt, at de havde ret. For bomben dræbte ikke blot politibetjente og arbejdere, den ramte også selve bevægelsen for gennemførelsen af otte-timers-arbejdsdagen med et knusende slag, der efterlod den i ruiner mange år frem. Allerede i oktober 1886 havde alle arbejdsgivere, der havde skrevet under på aftalen om 8-timersdagen, annulleret den og udelukket alle, der ikke ville arbejde på deres betingelser.

“Vor stilhed vil råbe…”

De arresterede blev stillet for retten. En af de tiltalte var afgået ved døden inden retssagen blev afsluttet, to blev idømt livstidsdomme og fem blev dømt til døden. En af de dødsdømte, Lewis (Louis) Lingg, begik selvmord i sin celle. Navnene på de fem dødsdømte kan læses på bagsiden af mindesmærket The Haymarket Martyr’s Monument på Forest Home Cemetery i Chicago: Louis Lingg, George Engel, Adolph Fischer, Albert Parsons, August Spies redaktør af Arbeiter Zeitung (Chicago).

Gravering med ansigterne på de syv mænd, der blev dømt til døden

På forsiden af monumentet er disse ord hygget i sten: ”Der vil komme en dag, da vor stilhed vil være stærkere end de stemmer I kvæler i dag”. Det var August Spies sidste ord på galgen.

Henrettelsen af George Engel, Adolph Fisher, Albert Parson og August Spies

De fire mænd, der blev henrettet den 11. november 1887, Engel, Fischer, Parsons og Spies, nåede at synge “Internationale”, inden de blev hængt. Ifølge øjenvidner døde de hængte mænd ikke med det samme, men kvaltes langsomt til døde.

Gav genlyd i Europa

Hændelserne på Haymarket Square i Chicago var menneskeligt set tragiske og en katastrofe for den nordamerikanske arbejderbevægelses videre arbejde, men ofrene var ikke helt forgæves. De var indirekte årsag til, at arbejderne i de fleste lande fejrer Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj. På den Internationale Arbejderkongres i Paris i 1889 stillede den franske delegerede Lavigne et forslag på de franske fagforeningers vegne om en stor manifestation, der skulle hjælpe kongressens krav om bl.a. en otte-timers-arbejdsdag til at blive gennemført. Forslaget lød som følger:

“International demonstration den 1. maj 1890.
Kongressen beslutter:
Der skal paa et bestemt Tidspunkt organiseres en stor international Manifestation (Demonstration) nemlig saaledes at Arbejderne i alle Lande og i alle Byer samtidig paa en bestemt Dag stiller det Krav til Myndighederne, at Arbejdsdagen fastsættes til 8 Timer. […] Arbejderne i de forskellige nationer skal iværksætte demonstrationerne på den måde, som passer bedst til deres lands forhold“. [3]

Beslutningen om at afholde en international demonstration den 1. maj 1890 blev en succes og også herhjemme blev der afholdt en 1. maj demonstration på Fælleden i København. (Fælleden bestod dengang af et meget større areal, end den nuværende Fælledparken, hvor 1. maj afholdes den dag i dag).

1. maj demonstration i København, 1915 [4] RigsarkivetLicens

1. maj hvert år

Hermed slutter historien om 1. maj imidlertid ikke. Arbejderne havde ikke i sinde at nøjes med at demonstrere, nedlægge arbejdet og feste denne ene 1. maj. Det skulle være en international begivenhed, der skulle finde sted hver eneste år. Og det blev det – også selvom det ikke var – og stadig er i visse dele af verden – uden personlige ofre for de deltagende arbejdere. 1. maj har været Arbejdernes Internationale Kampdag i 129 år.

Kommunistisk 1. maj demonstration på Medborgarplatsen, Stockholm, Sverige, 2006

Citater:

[1] Marx, Karl: Kapitalen, kapitel 8 – Arbejdsdagen, marxister.dk

[2] Holst, Thorkild: “1. Majs Historie”, 1941, Danmarks kommunistiske Parti Arkiv

[3] Ibid

[4] Rigsarkivets billedtekst:

I en hovedstad vil politiet uundgåeligt blive inddraget i talrige begivenheder af politisk karakter. Det drejer sig bl.a. om ordenshåndhævelse ved statsbesøg og jubilæer for nationale begivenheder. Men det handler også om at føre kontrol med, at demonstrationer ikke udarter sig på en uheldig måde og om at håndtere politiske uroligheder.

Man kan da også finde mange dokumenter om politiske begivenheder i Københavns Politis arkiv. Dette gælder ikke mindst for slutningen af 1800-tallet, hvor der var stærke spændinger mellem højre- og venstrekræfter i det danske samfund. Fx er der fyldige rapporter om alle 1. maj-demonstrationer i København fra og med 1890. 

Dette billede stammer fra 1. maj 1915, hvor mange af demonstranterne bar bannere med overskrifter såsom “Ned med kongedømmet”, “Leve den socialistiske republik” og “Knæk sablen, bryd kronen, styrt kirken”. 

I april 1915 havde Københavns Politidirektør forhørt sig i Justitsministeriet, om det var tilladt at fremsætte sådanne ytringer i det offentlige rum. Justitsminister C. Th. Zahle fra Det Radikale Venstre var af den mening, at kun hvis bannerne vakte furore og tumult, måtte politiet måtte skride ind og fjerne bannerne, slog ministeren fast. [Stavefejl rettet, afsnitsmellemrum indsat, red.]

Rigsarkivet, Københavns Politi, Politidirektørens Sekretariat, Udtagne sager, J.1, 1. maj-demonstrationen 1890-1922.