| SPANISHSKY.DK 5. JANUAR 2020 |

Johan Ingvar, Eggert og Harry Annfeldt var tre brødre, der alle kæmpede i den Spanske Borgerkrig. Eggert og Harry vendte aldrig hjem

 
Af Allan Christiansen

Johan Ingvar Annfeldt blev født den 17. september 1904 i Kristrup ved Randers, som søn af drejer Ernst Emil Annfeldt og Anna Oline Kristine Annfeldt (født Nielsen). Ingvar var medlem af DKP. Hans sidste kendte adresse var Vinhaven 15 i Valby, København. Ingvar døde i 1982.

Johan Ingvar Annfeldt rejste til Albacete i Spanien i januar 1937, hvor han blev indrulleret i XI. Internationale Brigade, 1. Bataljon Edgar André. Kort efter blev han overflyttet til 3. Bataljon Ernst Thälmann i det skandinaviske kompagni. På grund af sine gode spanskkundskaber blev Ingvar Annfeldt ordonnans ved staben.

Den 14. februar 1937 blev han såret i ryg og fod og taget til fange og indsat i fængsel. På grund af sårene blev han overflyttet til et hospital i Talavera de la Reina sydvest for Madrid. Efter hospitalsopholdet blev han sendt til en lejr ved Irun og her dømt til døden ved en krigsret. Han var så heldig at være i gruppe med 30 engelske fanger, som Franco – for at gøre et godt indtryk på udlandet og især England – løslod den 30. maj 1937. Han kom ad omveje hjem til Danmark i september 1937.

Eggert Annfeldt, spaniensfrivillig

Eggert Annfeldt

Harry Annfeldt, spaniensfrivillig

Harry Annfeldt

Hans to brødre Eggert (født 1907) og Harry Annfeldt (født 1913) rejste også til Spanien. De faldt begge ved fronten; Eggert under stormen på Quinto [1] den 23. august 1937 (hvor fire danskere mistede livet) og Harry under et tankangreb ved Corbera/Gandesa [1] den 23. september 1938.
 
 
 

JOHAN ANNFELDT FORTÆLLER OM SINE OPLEVELSER I DEN SPANSKE BORGERKRIG

 
“Jeg var kommunist og medlem af DKP, og for mig var der ingen tvivl om, at jeg måtte rejse til Spanien og hjælpe i kampen mod fascismen.

Gennem en kontaktmand i DKP fik jeg rejsepenge, og i december 1936 tog jeg afsted. Første station var Paris, hvor der var et hvervekontor [2]. Her blev jeg indkvarteret i nogle dage, så gik rejsen videre til Perpignan ved den spanske grænse, igen et par dages ophold og så til Spanien.

I Spanien

Vi var adskillige frivillige, og vi blev hurtigt fordelt til bataljonerne, jeg kom først til ”Edgar Andre-bataljonen” opkaldt efter en kommunistisk havnearbejder fra Hamburg, men kort efter til ”Thälmann-bataljonen” opkaldt efter KPD’s [3] fængslede formand Ernst Thälmann, hvor der var et skandinavisk kompagni. Kompagnichefen var svensk, der var svenskere, nordmænd, en halv snes danskere, nogle franskmænd og tyskere samt spaniere i kompagniet. De fleste af os var nok kommunister, men der var dog også andre partifarver repræsenteret. Mellem danskerne var den unge arkitekt Ketil Repstock fra Hillerød. Han var en af de første danskere, der faldt. Vi var garnisoneret i nogle dage i Murcia i det sydlige Spanien. I midten af februar – efter at fascisterne med tyske stødtropper til assistance – havde indtaget Malaga, fik vi ilddåben.

Såret og taget til fange Vort kompagni blev indsat på Jarama-fronten [4] i nærheden af Madrid. Min egen indsats blev kortvarig. Jeg, der på grund af mit kendskab til spansk, blev brugt som ordonnans af kompagnichefen, blev såret allerede efter den tredje dag ved fronten.

Kort over Jarama-fronten, februar 1937

Jarama-fronten, februar 1937

Jeg var alene på en tur med ammunition, da jeg blev ramt af en kugle i ryggen og én i foden og faldt om. Det skete i en olivenlund. Kort efter så jeg et par mauriske soldater nærme sig. Jeg tænkte, nu er din sidste time kommet. Men de gik. Maurerne krævede mit gevær. Jeg havde ikke megen mulighed for at nægte dem det. De førte mig derefter over bag den fascistiske front. Min krigsindsats blev således kort, men jeg havde da den tilfredsstillelse, at jeg var den første, der havde opdaget, at der var maurisk kavaleri på den anden front, havde skudt det første skud og også ramt. Jeg var gammel korporal i den danske hær og vidste, hvordan man skulle håndtere et gevær.

Maurerne førte mig ind i en kirke, hvor jeg blev lagt på gulvet. Jeg var beklemt ved situationen og anede ikke, hvad der ville ske med mig.

Dømt til døden

Maurerne viste stor interesse for mine støvler, det var tydeligt, de ville have dem. Jeg tog den ene af, den jeg havde fået en kugle igennem, og viste hvordan jeg kunne hælde blodet ud af den. Men de ville nu have støvlerne alligevel.

Det haglede ned over mig med skældsord, “din røde bandit” var det mildeste, men derudover skete ikke noget. Lægehjælp fik jeg ikke, men senere blev jeg overført til et fængsel hvor vogterne var tyskere og så til et sygehus i Talavera de la Reina. Her lå i forvejen 30 englændere og en halv snes andre udlændinge.

Det var her en del af os blev stillet for en krigsret og dømt til døden, men vi blev brikker i et politisk spil. Det var af værdi for de spanske oprørere at gøre et godt indtryk på udlandet navnlig på England. Vi blev i hvert fald ført ud af landet. Det skete i italienske vogne, ført af italienske soldater. Turen gik over Burgos til Irun ved den spansk-franske Atlanterhavs-kyst, hvor vi blev frigivet.

Mine brødre blev dernede

En hjælpekomité på den anden side af grænsen forsynede os med 1500 francs. Jeg tog til Paris og ville tilbage til Spanien, men det ville hvervekontoret i[2] kke gå med Til. Det var her jeg mødte min bror Eggert, der var på vej til Spanien. Han blev dernede, ligesom min yngre bror Harry, der også faldt. Det skete en uge før De Internationale Brigader blev trukket tilbage fra fronten og sendt hjem.”


Noter:

[1] Corbera, Gandesa og Quinto ligger syd for floden Ebro.

[2] ”Hvervekontoret” lå på Place du Combat (i dag Place Colonel Fabien i 19. arrondissement).

[3] KPD: Kommunistische Partei Deutschlands (Tysklands kommunistiske parti).

[4] Jarama Fronten befandt sig ved Jarama-floden ca. 20 km sydøst for Madrid.


UDVALGT BILLEDE: Roger Davies. Licens