Af Marius Christiansen/Allan Christiansen

Marius Christiansen, som denne lille beretning drejer sig om, var i en årrække indtil sin død i sommeren 1993 formand for De danske Spaniensfrivilliges Forening. Han rejste, 29 år gammel, den 7. januar 1937 til Spanien, hvor han blev indrulleret i den engelsksprogede XV. Internationale Brigade som ambulancechauffør. Efter mange farlige og dramatiske oplevelser – som vi vil komme tilbage til i en senere artikel – rejste han den 10. januar 1938 ud af Spanien. Ikke til Danmark, men til Marseille hvor han påmønstrede M/S Gatun som fyrbøder. Med det gode skib med de mange navne var han med til at sejle våben og ammunition til det republikanske Spanien. 

Marius Christiansen blev som mange andre spaniensfrivillige arresteret af det danske politi den 7. november 1942 og indsat i Horserødlejren. Han kom til at dele skæbne med 150 andre internerede, som blev sendt til KZ-lejren Stutthof ved Danzig/Gedansk i Polen den 2. oktober 1943.

Men lad os nu lade Marius fortælle om nogle af sine oplevelser med det gode skib skib M/S Gatun.

Fra Muhammed II til M/S Gatun

I marts 1938 mønstrede jeg i M/S Gatun fra Gatun – det kalder jeg det skib, det hed det, da jeg gik ombord og mønstrede som fyrbøder i Marseille, men et kært barn har mange navne og det havde M/S Gatun også. Jeg husker ikke dem alle, men på siden af brohuset, hvor de malede flaget, som viste, hvor det hørte hjemme, var der et ca. 2 cm tykt lag maling.

Skibet M/S ”Gatun” fra Gatun

Det gode skib M/S ”Gatun” fra Gatun. Et skib med mange navne

Det var en gammel ombygget fransk hjælpekrydser, der stod MUHAMMED II i skibsklokken. Den lastede ca. 3000 ton, og vi havde næsten lige så meget bunkers, dvs. kul. Den brændte ca. 60 ton i døgnet, når den gik for fuld fart og løb sine 21 knob, det var en stor fart dengang. Det viste sig også, at vi løb fra alt, særligt de italienske krigsskibe, når de var efter os.

Jagten over Middelhavet

Vore ture eller ruter udgik som regel fra Marseille eller Séte, hvor vi provianterede, samt tog bunkers.

I maskinen var vi, så vidt jeg husker, over 22 fyrbødere og kullempere, der skulle jo skovles kul ind i de fire store kedler med hver tre store fyr.

Efter at vi havde provianteret og taget bunkers skulle vi så til Grækenland. Vi gik ret over mod Afrika, og det varede ikke længe, før italienerne ville tale med os, og så begyndte jagten på kryds og tværs over Middelhavet, indtil vi røg ind til Bizerte i Tunesien og ankrede op midt i havnen, hvor vi lå i otte dage.

Cementfabrikken ved Piræus

På vore frivagter gik vi på slangejagt med mere i land, indtil italienerne tabte interessen for os.

M/S ”Gatun”’s besætningsmedlemmer

M/S ”Gatun”’s besætningsmedlemmer på botanik- og slangejagt i Nordafrika

Så dampede vi langsomt af til Piræus, eller rettere 4 km derfra, ved en cementfabrik. Her kom så pramme med en last – våben og ammunition. Når vi så havde fået, hvad vi kunne laste, dampede vi langsomt af hen på eftermiddagen.

Messinastrædet 

Senere på eftermiddagen fik vi travlt, meget travlt, der blev rejst en ekstra skorsten, vi havde liggende inde i dækshuset. Der blev sat en feltesse ind under denne, senere blev der fyret op, så den osede, så jeg ved ikke hvad. Ja, M/S Gatun blev til en rigtig fin og flot passagerbåd.

Da vi passerede Messina – strædet, blev alle ”jaget” op på dækket, hvor vi vandrede rundt som turister, frem og tilbage, imens vi beundrede den fine belysning på land og by, her var der fred og ro.

Vi sejlede for halv kraft gennem Strædet og fyrede godt på vores reserveskorsten, men så snart vi var gennem Messinastrædet, blev alt lukket og sat fuld kraft på maskinen.

Fire fyrbødere på frivagt i Marseille. Det er Marius yderst til højre

Fire fyrbødere på frivagt i Marseille. Det er Marius yderst til højre

Til Port Bou

Reserve – skorstenen blev taget ned og stuvet af vejen. Så fik den, hvad den kunne tåle, lige ret på Port Bou, en lille havn helt oppe ved den franske grænse. Her blev vi omgående losset.

Så gik turen igen til Séte eller Marseille, for at blive provianteret og få bunkers ombord. Måske var det også nødvendigt med en mindre reparation.

– Og så på’en igen.