Pierre Chrétier Degeyter og La Lyre des Travailleurs 

Pierre Chrétier Degeyter blev født den 8. oktober 1848 i Gent, Belgien. Fra ti-årsalderen arbejdede han på tekstilfabrikker i Lille, hvortil familien var flyttet. I sin fritid gik han, for at dygtiggøre sig, på en aftenskole for arbejdere. Degeyter viste tidligt musikalske evner, og fra sit syttende år plejede han, sammen med sin bror Adolphe, at underholde arbejderne med egne og andres melodier og tekster.

Ved den Fransk-tyske krigs udbrud (1870) blev Degeyter indrulleret i den franske hær. Efter frontens sammenbrud forsøgte han at komme igennem til Paris, hvor Pariserkommunen nyligt var blevet oprettet (18. marts 1871). Han blev imidlertid arresteret af Hertugen af Magentas soldater lige uden for byen og ført til Nordfrankrig, men blev senere løsladt. Hvordan han slap med livet i behold, vides ikke.

I de følgende år arbejdede Pierre Degeyter i modelværkstedet på jernstøberiet Compagnie Fives-Lille i Lille. Byen var i disse år præget af stor politisk aktivitet, der blandt andet gav sig udslag i dannelse af arbejderforeninger af både politisk, oplysende og underholdende art. Blandt de mange foreninger, der blev dannet på den tid, var der også en arbejdersangforening, der fik navnet La Lyre des Travailleurs (‘Arbejdernes Lyre’). Pierre Degeyter, der var kendt for sine musikalske evner, blev valgt til korleder. Det var i virkeligheden en politisk post af ikke ringe betydning, når man ved, hvilken faktor den politiske sang var på den tid.

Chants Révolutionnaire

Som korleder var Degeyter bestandigt på jagt efter tekster, han kunne sætte musik til og indøve med sit kor. En af dem, der interesserede sig for koret, hed Gustave Delory. Han var en af det franske socialistiske arbejderpartis ledere. I 1928 fortalte Degeyter til en journalist om en – som det senere skulle vise sig – ikke helt almindelig aften i sangforeningen: “En lørdag aften i sommeren 1888 kom Delory ind i Arbejdernes Lyre. Da vi skiltes efter prøven, kom Delory hen til mig og sagde: “Jeg har en digtsamling af afdøde Eugene Pottier. Se en gang på dem, måske finder du noget, der duer. Vi har ikke nogen revolutionssang, og du har evnerne til at skrive én”.

Straks da jeg kom hjem, tog jeg den lille bog op af lommen, ved et tilfælde slog jeg op på den side, hvor et digt, der hed Internationale, begyndte.”

Bogen var Eugene Pottiers Chants Révolutionnaire, der var udkommet i 1887. Den var ved et tilfælde kommet Delory i hænde, og han anede straks, at her var noget, usædvanligt, der fortjente at blive kendt.

Digtet Internationale bliver til en sang

Hele lørdag nat – den 16. juni 1888– sad Degeyter og læste i Eugène Edine Pottiers digtsamling – han var ikke i tvivl. Internationale, som Pottier skrev i den ‘blodige uge’ (21.-28. maj 1871), der markerede Pariserkommunes endeligt, var det digt, der talte mest direkte og klart om de realiteter, der omgav ham. Samme nat skrev Degeyter et udkast til melodien, og ved at gøre indledningsstrofen til omkvæd fik han en sang på seks vers i stedet for de oprindelige syv. Den følgende dag fuldførte han melodien til omkvædet.

Da Degeyter mandag morgen mødte på jernstøberiet, spurgte nogle af hans arbejds-kammerater, der også var medlemmer af ‘Lyren’, hvordan det var gået med den bog, han havde fået af Delory. Degeyter fortalte, at han havde en sang klar, og man enedes om efter fyraften at gå hen på Café Friheden (‘Café Friheden’), hvor der var et klaver, for at høre sangen.

Forsiden til det første sanghæfte med Internationale

Forsiden til det første sanghæfte med Internationale

I Café Liberty, der lå i Rue de Vignette, sang Degeyter mandag den 18. juni 1888 Internationale for tre støberiarbejdere. Kammeraterne blev straks begejstret for sangen, og det blev besluttet at indøve sangen så hurtigt som muligt. Resten af ugen øvede Degeyter sangen i ‘Lyren’, og lørdag den 23. juni om aftenen havde den premiere ved en fest for arbejder-partiets bladsælgere. Sangen blev en succes, og arbejderpartiets afdeling i Lille besluttede at trykke 6000 flyveblade med sangen. De blev forsynet med både forfatterens og komponistens navne, men mens man angav forfatteren som Eugène Pottier, angav man komponisten som De Geyter. Måske ville man sikre komponisten mod eventuelle repressalier på grund af sangens farlighed. Vi ved ikke bestemt, hvorfor man kun skrev “De Geyter”, men sikkert er det, at denne unøjagtige angivelse senere gav anledning til en tragisk broderstrid.

(Den manglende angivelse af komponistens fornavn gjorde det muligt for Pierres broder, Adolphe – støttet af Delory, der havde udviklet sig til en hensynsløs opportunist og var blevet borgmester – at hævde komponistretten. En retssag faldt ud til Adolphes fordel. Under første verdenskrig begik han selvmord og efterlod et brev, hvori han berettede, at han – presset af Delory, der så de økonomiske fordele, som komponistrettighederne kunne indbringe – havde udgivet sig som komponisten for Internationale. Ved en ny retssag i 1922 blev Pierre Degeyter anerkendt som den retsmæssige komponist. I forskellige udgivelser figurerer det uretmæssige komponistnavn stadig og med skam at melde også i Forlaget Tidens udgave af “Folkets Sangbog” fra 1947).

Af mødet mellem disse to beskedne arbejdere, i genialitet og beskedenhed hinanden lig, udsprang denne sang, hvis bredde og dybde ikke har sin lige i menneskehedens historie. Ingen anden musik, ingen anden sang har skabt noget så smukt og sigende
Marcel Cachin

Lige så hurtigt som arbejderne havde forstået, at de i Internationale have fået en sang, der tolkede deres situation og forhåbninger, lige så hurtige var magthaverne til at indse, hvilken trussel denne sang var for det bestående.

I 1894 udsendte en lærer ved navn Armand Gosselin en ny-udgave af Internationale. Regeringen lod ham omgående stille for retten anklaget for opfordring til militær lydighedsnægtelse (5. vers), og han blev idømt ét års fængsel. Dette forsøg på at ‘kvæle’ sangen havde den stik modsatte virkning. Retssagen mod Gosselin bidrog yderligere til at forstærke interessen for sangen. Intet kunne længere standse Internationale.

Fra franske arbejderes officielle hymne til hymne for alverdens arbejdere

Fra franske arbejderes officielle hymne til hymne for alverdens arbejdere Den 3.-8. december 1899 afholdtes i Paris den første fælleskongres for Frankrigs socialistiske organisationer. Bølgerne gik højt i denne forsamling, der repræsenterede så mange forskellige socialistiske holdninger. Især ét spørgsmål satte sindene i kog – skal socialister deltage i en borgerlig regering?

Den aktuelle anledning var, at socialisten Millerand var blevet minister i den borgerlige regering Waldeck-Rosseau, med Galliffet, Pariserkommunens bøddel, som krigsminister. Kongressen var ved at ende i kaos, men på kongressens sidste dag, blev der råbt fra salen: “Internationale, Internationale”. I kongresprotokollen kan man læse: ”fanebærerne med faner træder frem på scenen. Borger Ghesquière træder op på scenen og istemmer Internationale. Hele salen synger begejstret med”. Internationale var blevet den franske arbejderklasses officielle hymne.

I første nummer af den marxistiske, russiske avis Iskra (Gnisten) i 1900 var den franske udgave af Internationale aftrykt. I 1902 kom den første russiske oversættelse af Arkadij Kots i emigrantbladet Sjisn (Liv). Samme år kom en svensk oversættelse af journalisten Johan Menander, som i nogle år blev brugt i Danmark, indtil Lycinka Hansen i 1906 oversatte den til dansk. I Social-Demokratens julenummer 1911 bragtes en oversættelse af Hans Laursen, hvis tekst vi synger i dag.

Din udødelige sang har båret dit navn til de fire verdenshjørner
Pierre Degeyters grav på kirkegården i Seine-Saint-Denis

Pierre Degeyters grav på kirkegården i Seine-Saint-Denis

Pierre Degeyter døde den 26. oktober 1932. Han blev begravet på kirkegården i Seine-Saint-Denis, hvor 50.000 mennesker fulgte ham til graven til tonerne af Internationale. Begravelsestalen blev holdt af formanden for Frankrigs kommunistiske parti, Marcel Cachin. Vi vil slutte disse noter om Internationales usædvanlig historie med uddrag af Marcel Cachins tale:

”En sidste hilsen til den trofaste kammerat Pierre Degeyter. Oldingen med de troskyldige, livlige kunstnerøjne, som vi endnu for kort tid siden kunne møde på gaden, tilhørte dynastiet af folkets store skjalde […]. Og en af hans kompositioner nåede højder, som ingen anden kunstner kan nå op til.

Da et udvalg af Eugène Pottiers digte kom ham i hænde, valgte han det digt, som ikke blot synes bedst egnet til at sætte melodi til, men var også ladet med en revolutionær og klassebevidst kraft, som Eugène Pottiers var lige så gennemsyret af, som denne tavse stille flamme.

Af mødet mellem disse to beskedne arbejdere, i genialitet og beskedenhed hinanden lig, udsprang denne sang, hvis bredde og dybde ikke har sin lige i menneskehedens historie. Ingen anden musik, ingen anden sang har skabt noget så smukt og sigende.

Den mand, som på en enkelt inspirerende dag har skænket sin klasse et så mægtigt våben og et sådant enighedens bolværk, fortjener hele verdens arbejderklasses bevægede tak. 

Pierre Degeyter, du trofaste revolutionære, du gode arbejder uden fejl og lyde, du, som beskedent fortabte dig i de navnløse regioner, næsten ukendt, du, hvem skæbnen også lod dig smage den menneskelige lidelse og hads galde – hvil for evigt!

Dit navn vil ikke blive glemt. Din udødelige sang har båret det til de fire verdenshjørner.”

Nu du har læst historien, har vi en overraskelse til dig. – Følg linket og scroll ned til du finder videoikonet. Gør eventuelt dit skærmbillede stort og nyd overraskelsen!