| SPANISHSKY.DK 12. AUGUST 2019 |

Efter vi udgav artiklen ”Færøske og Islandske spaniensfrivillige” på hjemme-siden, har vi fundet nyt materiale om de islandske frivillige i den Spanske Borgerkrig, der dokumenterer, at 6 islændinge har tilknytning til de Internationale Brigader. Til gengæld har vi måtte slette andre navne fra listen, da vi ikke har fundet dokumentation for deres deltagelse. Denne artikel handler kun om islændinge

 
Af Allan Christiansen 

Hvor mange islændinge og hvem?

Hvor mange islændinge, der kæmpede i de Internationale Brigader er svært at få styr på.

Ifølge et interview i Politiken med den norske journalist og forfatter Lise Lindbæk [1] i 18. oktober 1938, skal der have været omkring tyve islandske frivillige, der deltog i den antifascistiske kamp i Spanien. 

Der er Lise Lindbæks oplysninger i Politiken og de 3 lister, som Poul Erik Dreyer, Christian Larsen og Villy Buus Nielsen har lavet over frivillige i deres respektive kompagnier og kampenheder at forholde sig til. Listerne indeholder følgende navne: Björn Gudmundsson, Hallgrimur Hallgrimsson, Adelstein Thorsteinsson, Tospen Aalzlan, Sven-Sverre og Petjursson, som var partisan (kan være færing).

Fx nævner tidligere formand for De Danske Spaniensfrivilliges Forening, Poul Erik Dreyer, fire islandske spaniensfrivillige på sin liste: Bjørn Gudmundsson, Hallgrimur Hallgrimsson, Tospen Aalzlan og Adelstein Thorsteinsson.

Christian Vilhelm Larsen har kun to islandske spaniensfrivillige på sin liste: Bjørn Gudmundsson og Adelstein Thorsteinsson.

I Villy Buus Nielsens ”Manus 3” nævnes nogle islændinge, hvoraf en ved navn Bjørn, som skal være faldet, en Sven-Sverre  og en Petjursson, som var partisan (han kan være færing).

Derudover nævnes yderligere i bøger og manuskrifter, vi har gennemgået, fire navne, der går igen: Jon Kristofer Sigursson, Gunnar Fredrik Vilhjelmsson Finsen, Vernhardur Eggertsson og Dagur Austan, som er pseudonym for Vernhardur Eggertsson.

Vi er således nået frem til 10 islændinge, der måske var spaniensfrivillige. Det er halvdelen af det antal, som Lise Lindbæk nævner i interviewet i Politiken.

Om Tospen Aalzlan, Sven-Sverre, Petjursson og Jón Kristofer Sigurðsson har vi ingen oplysninger.

Det vil sige, at vi har præcise oplysninger om 6 islændinge, der på en eller anden måde har tilknytning til de Internationale Brigader: Vernharður Eggertsson, Gunnar Friðrik Vilhjálmsson Finsen, Björn Franzson, Björn Guðmundsson, Hallgrímur Hallgrímsson, Aðalsteinn Hólm Þorsteinsson.

Vernharður Eggertsson

Vernharður Eggertsson blev født den 12. april 1909 i Akureyri, og druknede den 13. februar 1952 i Atlanterhavet.

Eggertsson kom fra en velhavende familie. Hans far, Eggert Einarsson, var købmand og ejer af et bryggeri i Akureyri.

Vernharður Eggertsson er også kendt under det litterære pseudonym Dagur Austan under hvilket han har skrevet en bog om sin deltagelse i den Spanske Borgerkrig: ”En islandsk eventyrer i den spanske borgerkrig”. Der er passager i bogen, der sår tvivl om hans deltagelse i de Internationale Brigader, og det vil være nødvendigt at undersøge alle arkiver for at være i stand til at verificere eller tilbagevise dette.

Gunnar Friðrik Vilhjálmsson Finsen

Gunnar Finsen blev født i Altona, Hamburg, Tyskland den 12. august 1907 og døde den 27. juli 1985 i Oslo, Norge.

Foran det ‘norsk-svenske hospital’ i Alcoy. Gunnar Finsen er nr. 2 fra højre

Finsen kom fra en borgerlig familie. Hans far, Vilhjálmur Finsen, grundlagde i 1913 den konservative avis Morgenbladet og var bladets første redaktør, han arbejdede senere som journalist i Norge og blev i 1934 Islands ambassadør i Norge. Gunnar Finsens mor var norsk og Gunnar voksede op i Norge, men var islandsk statsborger. Gunnar afsluttede en medicinsk grad som radiolog fra Universitetet i Oslo i 1935 og arbejdede som læge ved det norske militær.

I marts 1937 rejste Gunnar Finsen til Spanien, hvor han arbejdede på militærhospitalet i Alcoy, der var finansieret af norske og svenske fagforeninger. Alcoy er en mindre by i provinsen Murcia, syd for Valencia. Gunnar Finsen havde som ung tuberkulose, og boede i Spanien af helbredsmæssige årsager, så han talte catalansk og kendte landet. I september 1937 rejste han hjem til Norge, hvor han i mange år arbejdede som radiolog.

Björn Franzson

Björn Franzson blev født i Engelsviken, Ondsöy den 6. juli 1906 og døde den 2.juli 1974 i Reykjavik.

Franzson kom fra det intellektuelle miljø i Island; han var professor, forfatter, musiker og eminent oversætter af dansk litteratur. Hans deltagelse i den Spanske Borgerkrig begrænsede sig stort set til, at han, som repræsentant for Sammenslutningen af revolutionære forfattere i Island, deltog i II. International Congress of Writers of the Defense of Culture, der fandt sted i Valencia og Madrid mellem 4. og 11. juli 1937.

Björn Franzson ankom til Spanien via Port Bou i begyndelsen af juni 1937. Han kørte sammen med en gruppe til Valencia via Barcelona, hvor de gjorde stop et par dage, hvorefter gik rejser videre til Valencia. Franzson skrev om kongresmøderne i forskellige artikler, der blev offentliggjort i Folkets Vilje og Rauda Penn (‘Røde pen’). Efter at have deltaget i kongressen i Valencia i 2 dage, rejste han videre til Madrid for at deltage i sessionerne der. Efter 5 dage i Madrid vendte han tilbage til Valencia, hvor han blev til begyndelsen af august 1937, før han vendte hjem til Island via Paris og København. Mens han var i Spanien, og efter han kom hjem, skrev han en række artikler til forskellige aviser og tidsskrifter om fascisternes brutalitet mod civilbefolkningen.

Björn Guðmundsson

Björn Guðmundsson blev født den 17. juni 1914 i Reykjavik og døde den 24. juli 1972 i Reykjavik.

Guðmundsson kom lige som Hallgrímur Hallgrímsson og Adelstein Þorsteinsson fra en arbejderfamilie. Han kom til Spanien sammen med Adelstein Þorsteinsson i februar 1938, og blev indrulleret i 3. Bataljon Ernst Thälmann i XI. IB i 35. Division. Guðmundsson blev såret i august 1938 under kampene ved Ebro. Han blev senere såret igen og indlagt på hospitalet i Mataro den 2. oktober 1938. Hans skader var alvorligere end Hallgrímsson og Þorsteinssons, og han kunne derfor ikke tage tilbage til Island med den store gruppe på 89 danskere og 2 islændinge i november 1938. Han kom først hjem til Island i marts 1939. Björn Guðmundsson havde efter hjemkomsten forskellige jobs bland andet som taxachauffør i Reykjavik.

Hallgrímur Hallgrímsson

Hallgrímur Hallgrímsson ved Ebro i september 1938

De første år

Hallgrímur Hallgrímsson blev født den 11. november 1910 på gården Sletta i Myri, Mjøafjordur. Hans far var folkeskolelærer og sømand og var ofte på farten, ellers arbejdede begge forældre på større gårde. Faderen druknede ved en søulykke fem måneder før Hallgrímur blev født. Han var den sidstfødte i en søskendeflok på fem. To af hans søskende døde, før de nåede voksenalder.

Efter faderens død tog moderen til Nordlandet, hvor hun var født, og tog arbejde på forskellige gårde. Hallgrímsson og hans bror gik på ungdomsskolen i Husavik. Broderen døde kort efter, at han havde taget afgangseksamen.

I 1927 flyttede familien til Akureyri, og på ungdomsskolen her afsluttede Hallgrímsson sin skolegang i 1930 med en meget fin eksamen. Han startede på gymnasiet, men gik ud efter uoverensstemmelse med ledelsen om skolens pædagogiske og politiske linje.

Politisk engagement og arbejde

Hallgrímsson gik herefter ud på arbejdsmarkedet, hvor han deltog i en række “ulovlige” strejker. Han deltog i det 3. Ting, som ung-socialisterne holdt på Nordisland i 1930, det år da den radikale fløj blandt ung-socialisterne kom til magten. Derefter drog han til Reykjavik og arbejdede ved Arbejder-Avisen, som lige var startet. Hallgrímsson blev en af grundlæggerne af Islands Kommunistiske Parti.

I vinteren 1930-31 var arbejdsløsheden meget stor i Island, og Hallgrímsson drog til Sovjetunionen sammen med to kammerater, hvor de blev elever på Vest-Instituttet i Moskva og var der til begyndelsen af 1932. Herefter flyttede han til Lenin-Universitetet og blev der, til han rejste tilbage til Island i slutningen af 1932.

Efter hjemkomsten blev Hallgrímsson ordfører for den radikale fløj i det Kommunistiske Partis Reykjavikafdeling. Han blev redaktør og forretningsfører for Arbejder-Avisen, og rettede i avisen en kraftig kritik mod Einar Olgeirsson fra partiledelsen for hans måde at lede partiet på, hvilket skabte stor røre i partiet. En anden ting, som skabte røre i Reykjavik og i partiet var, da Hallgrímsson strøg Hagekorsflaget på et tysk skib, som lå for anker i Reykjavik havn i sommeren 1933. Episoden gav anledning til et stort medlemsmøde, hvor Einar Olgeirsson trak sig fra partiledelsen.

Hallgrímsson skrev en række artikler i Arbejder-Avisen og i partiets tidsskrift Røde Fane. Han skrev bl.a. om, at Island og andre lande skulle boykotte de Olympiske Lege i Tyskland i 1936. I 1936 blev han redaktør på Røde Fane.

Hallgrímur havde vanskeligheder med at få fast arbejde, bl.a. på grund af arbejdet som redaktør af Røde Fane. Han tog det arbejde, han kunne få i havnen og andre jobs, når det passede ind i avisarbejdet.

Den Spanske Borgerkrig

I  december 1937 rejste Hallgrímsson til Spanien og blev indrulleret XI. IB.3. Bataljon, Hans Beimler. Han deltog først som forbindelsesleder i slaget ved Levante og derefter som sergent ved Gandesa-Batea fra 20. april 1938, indtil Brigaderne blev trukket tilbage fra fronterne og hjemsendt. Hallgrímsson kæmpede på de hårdeste fronter; Cota de Muerte og kampene ved Ebro, hvor han blev såret i venstre arm.

Tilbage i Island

Han rejste tilbage til Island i november 1938. Efter hjemkomsten fortsatte Hallgrímsson det politiske arbejde, og blev valgt til Vicepræsident for Ungdomsbevægelsen og repræsenterede den på rejser rundt om i landet.

Hallgrímur Hallgrímsson (til højre) og en ven i Reykjavik ca. 1940

I 1940 blev han gift med sygeplejersken Oddny Pertursdóttir, og de fik et ba

I 1941 blev Hallgrímsson idømt 11 måneders fængsel på grund af sine aktiviteter under nogle ”ulovlige” strejker. I 1942 blev han leder af avisen Landnemar (‘De som tager/finder nyt land’).

I midten af november 1942 druknede han fra et skib, som han var passager på. Årsagen til drukneulykken blev aldrig undersøgt.

Hallgrímur Hallgrímsson har skrevet bogen “Undir Fana Lydveldisins” (“Under Republikkens Fane”), Reykjavik, 1941 [2], om sin deltagelse i og oplevelser fra borgerkrigen i Spanien. Udover bogen har han skrevet omkring 200 større eller mindre artikel i forskellige tidsskrifter i perioden 1933-1942.

Aðalsteinn Hólm Þorsteinsson

Aðalsteinn Hólm Þorsteinsson, der blev kaldt ‘Alli Spanafari’ (‘Alli spaniensfarer’), blev født i 1915 og døde den 5. april 1961 i Reykjavik. Þorsteinsson rejste sammen med Björn Guðmundsson til Spanien i februar 1938, og blev indrulleret i 1. Bataljon Edgar André i XI. Brigade som infanterist. Han blev som Hallgrímur Hallgrímsson og Björn Guðmundsson såret i slaget ved Ebro. Efter hjemkomsten arbejdede han som elektricitetsarbejder.

Noter:

[1] Lise Lindbæk fulgte Ernst Thälmann Bataljonen i XI IB Brigaden og hendes opgave var bl.a. at skrive Bataljonens historie.

[2] Bogen blev genudgivet i 2019 på forlaget UNA.

Litteratur om islændinge og den Spanske Borgerkrig:

Gunnlaugsdóttir, Álfrún: “Yfir Ebrofljótið” (“Across the Ebro River”), Mál og menning, Reykjavik, 2001. Romanen, der udtrykkeligt er dedikeret til de tre islandske spaniensfrivillige Hallgrímur Hallgrímsson, Adelstein Þorsteinsson og Björn Guðmundsson, handler om en imaginær brigadists ankomst til Spanien, inspireret af Hallgrímur og hans deltagelse i slaget ved Ebro og udrejsen af Spanien. Ifølge forfatteren er værket baseret på Hallgrímurs erindringer. Álfrún Gunnlaugsdóttir (f. 1938) er en prisbelønnet forfatter og professor i sammenlignende litteratur ved Islands Universitet.

Hallgrímsson, Hallgrímur: “Undir Fana Lydveldisins” (“Under Republikkens Fane”), Reykjavik, 1941. Erindringer fra Hallgrímssons deltagelse i den spanske borgerkrig.

Ólafsson, Kristinn R.: “Pósthólf daudans” (noget i retning af “Dødens postkasse”), Ormstunga, Seltjarnarnes, 1998. En gammel mand findes død i sit hjem i Madrid. Under borgerkrigen var en islænding bosiddende i Madrid blevet knyttet til den døde. Islændingen der havde interviewet den dræbte, bliver mistænkt. For at bevise sin uskyld foretager han en tur til Madrid på jagt efter den skyldige. Kirstinn R. Ólafsson er forfatter og korrespondent i Madrid for Islands Radio.