| spanishsky.dk 4. december |

4. Tysklands overfald på Sovjetunionen 22. juni 1941 og tiden der fulgte

Alt ånder endnu fred og ro

Den politiske situation i Danmark efter den 9. april 1940 var set med regeringens og tyskernes øjne rolig og stabil, selv om små modstandsgrupper rundt omkring i landet begyndte at røre på sig med angreb på autoværksteder og andre foretagender, der arbejdede for besættelsesmagten.

Tyskerne var tilfredse med samarbejdet med de danske myndigheder. Det er forståeligt, da regeringen et par uger efter besættelsen over for det danske folk havde slået fast, at Danmark måtte indpasse sig i en verden under tysk lederskab.

Besættelsen og befrielsen: 22. juni 1941 – Tysklands overfald på Sovjetunionen og tiden der fulgte: Illustration der viser, at den danske regering og retsvæsen erstattede den danske grundlov med Hitlers Mein Kampf efter den 22. juni 1941

Den danske regering og retsvæsenet erstattede efter den 22. juni 1941 den danske grundlov med ”Mein Kampf”

Sovjetunionen angribes

Forholdene forandrede sig dog radikalt, da Tyskland den 22. juni 1941 angreb Sovjetunionen. Kort efter vedtog regering og Folketing en række undtagelseslove.

Fx blev Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, forbudt og en lang række kommunister arresteret og interneret for senere at blive sendt i tyske kz-lejre og tugthuse. Gestapo havde til det danske politi overrakt en liste med 68 navngivne kommunister, som de ønskede arresteret. Dansk politi gik langt længere end tyskernes ønsker og arresterede ud fra egne lister mere end 300.

Kommunisterne og modstandsbevægelsen

Nogle kommunister undgik at blive arresteret. De måtte fra nu af leve illegalt og mange af dem blev ledende personer i modstandskampen.

En af de første og største modstands-organisationer, Kommunistiske Partisaner, KOPA, blev oprettet af tidligere spaniensfrivillige. For at gøre den bredere og mere slagkraftig skiftede den navn til BOPA – Borgerlige Partisaner, men stadig med kommunister, som de ledende.

KOPA/BOPA blev sammen med andre større eller mindre modstandsgrupper pionerer i organisering af modstandskampen. I begyndelsen koncentrerede modstandsarbejdet sig om produktion af illegale blade. Senere begyndte man i det små at lave sabotageaktioner.

Aktionernes størrelse og omfang var på dette tidspunkt ikke det altafgørende – det var deres propagandaværdi. De var et signal til befolkningen om, at modstand over for den tyske besættelse var nødvendig og at modstandsbevægelsen var klar til at gå over til større sabotageaktioner.

Modstandsbevægelsens problem var nemlig, at den endnu kun delvist havde opbakning i befolkningen. Derfor måtte den arbejde taktisk for at vinde forståelse for modstandskampens nødvendighed.

Selv om Vilhelm Buhl, statsminister efter Staunings død, i radioen opfordrede til, at befolkningen skulle angive sabotørerne, begyndte stemningen i befolkningen langsomt at vende og dermed forståelsen for modstandsbevægelsen og sabotagens nødvendighed.