| SPANISHSKY.DK 9. JULI 2020 |

Poul Dreyer, tidligere spaniensfrivillig, sømand, journalist ved Arbejder-bladet og formand for De Danske Spaniensfrivilliges Forening skrev i 1946 “Ved EBRO – en skitse”, der, som han forklarer nedenfor, er en hyldest til sin bedste ven Kaj, der faldt ved Ebro i 1938

 
Af Poul Dreyer/Illustration af Bodil Skytte, 1946

Poul Erik Leopol Høgh Dreyer

Poul Erik Leopol Høgh Dreyer

Han var min bedste ven og nærmeste kammerat i DEN INTERNATINALE BRIGADE. Han hed Kaj og var fra Vesterbro. Han var blandt de første, som meldte sig til Brigaden og gik halvvejs til fods til Paris for at slutte sig til den. Brigaden sendte ham tilbage, fordi han var under 18 år. Han måtte vente, til dette krav var opfyldt. Så kom han endelig til Spanien. [1]

Han var kun kort tid ved fronten. Så blev også han angrebet af tyfus. Sygdommen angreb hans hjerte. Da han blev udskrevet, bankede det omtrent dobbelt så hurtigt, som et normalt hjerte banker. Lægekommissionen i Alicante ville kassere ham, og sende ham hjem. Men han forlangte at komme tilbage til Brigaden. Han faldt under Ebro-offensiven. Der blev sagt, at han var for dumdristig. Han ville ikke søge dækning end sige bøje sin nakke….men stormede oprejst mod en fjendtlig maskingeværrede. Han ville hellere dø end gå tilbage.

Han lå tæt ved mig hin nat ved Middelhavskysten, da døden under navnet tyfus gik gennem DEN INTERNATIONALE BRIGADE’s rækker, og derfor husker jeg ham bedst og mindes med denne lille skitse hans navn og hans indsats. [2]

Illustration af Bodil Skytte, 1946

Felthospital. Illustration: Bodil Skytte, 1946

De blev båret ud af ambulancetoget og bårerne blev båret gennem den mørke by ind i biograf-bygningen, som lå som et tempel på et højdedrag. Det var denne nat, der bragte det store ryk, som bekræftede, at der var udbrudt en tyfusepidemi blandt de frivillige i DEN INTERNATIONALE BRIGADE. Bygningens tag kunne ikke spænde over de mange bårer. Portene blev åbnet på vid gab, så de strålende lamper lyste ud over den mørkelagte by. Der blev stillet bårer på de brede trapper op til bygningen, og der blev stillet bårer langs vejens kantsten. Her lå de afkræftede soldater som på to smalle, lysende transportbånd, og deres feberblanke øjne var vendt mod stjernerne, som lyste som eventyrets gyldne appelsiner i Aladdins turban.

De fleste var bevidstløse, og mange talte i vildelse. De vidste ikke hvor de kom fra – hvor de befandt sig og hvor de skulle hen. I flere døgn havde man båret dem fra det ene tog til det andet. De vidste ikke, at byen hed Benicassim – at der forhen her havde været et luksusbadested for den spanske overklasse – og at det nu var omdannet til hospitals-by for DEN INTERNATIONALE BRIGADE.

De kunne høre palmerne svaje sagte for vinden og med sekunders mellemrum den ensformige brusen, når havets hvide bræmme skyllede ind mod kysten foran de høje klipper. De vidste ikke, at det var havet, som forsøgte at vugge dem i søvn, og derfor virkede den milde havbrise som dødens kolde åndedrag, og havets sang som uønsket orgelmusik for livets afslutning. De havde endnu ikke hørt sygdommens navn blive nævnet, og derfor flød alt hen i dunkel uvished.

Hospitalsbyens læger og sygeplejesker arbejdede med utrættelig energi, og enhver i omegnen, som havde styrke til at klare andet end selv af gå oprejste, hjalp til med at fordele de syge til byens hospitaler, som var indrettet i rigmandsboligerne. Der var læger fra ethvert civiliseret land. Sygeplejerskerne talte også alle tænkelige sprog, men her var flertallet alligevel spanioler-inder. Uanset sprog og race gik de alle med liv og sjæl ind for det farlige job at fravriste døden så mange af Brigadens folk som muligt. De hvidklædte sygeplejersker knælede ned langs fortovskanten, løftede hovederne på de syge soldater, og når deres øjne fortalte, at de endnu var ved bevidsthed, gav de dem varm mælk at drikke. En ung tysker afviste alle kærtegn og alle venlige ord.
– Giv mælken til en anden, sagde han. – Jeg vil ikke flyttes her fra. Jeg vil dø hos jer!

Kaj Arnold Hans Ingolf Jensen

Kaj Arnold Hans Ingolf Jensen

Vi lå sidst i de lange rækker – længst borte fra samlingscentralens strålende lyshav. Kaj lå tæt ved mig. Jeg kunne høre hans klare stemme, når han ikke blev overdøvet af den fantastiske brusende lyd ude fra mørket.
– Skal vi dø her? sagde han klart og tydeligt. – kom vi til Spanien for at ligge og dø i en rendesten? Han stemme blev borte mellem stjernerne og den uønskede orgelmusik. Så lo han højt og klart – min mor, sagde han. – min mor går på Vesterbrogade. Hans stemme druknede i bølgernes larm, men fik atter overtaget. Og hans drengeklare røst skar igennem nattens skønhed. – min mor går på Vesterbrogade! Hans stemme skælvede ikke, men alligevel var det, som om han denne nat blottede sin sjæls dybeste kval.

Den brusende sang lød atter ude fra mørket, da en ung sygeplejerske kom hen til hans båre. Det var en ung hollænder-inde. Hun lagde sig på knæ og kærtegnede hans kind. – Hvad er det, kammerat? sagde hun. – ligger du og græder? En soldat fra den Internationale Brigade……her er mælk, som vil styrke dig. Drik det! Så bliver du snart atter rask og stærk!
– Hvem påstår, at jeg klynker, sagde han og forsøgte at dreje hovedet bort fra hende. – skrub ad helvede til og ta’ mælken med dig. Hans stemme blev borte, men dukkede på ny op, da palmernes hvisken atter var til at høre. – jeg fik mælk nok derhjemme! Jeg kom ikke til Spanien for at drikke mælk. Jeg var selv mælkedreng. Fra morgen til aften. Hele mit liv! Jeg kom herned for at slås og ikke for at dø i en rendesten med et glas mælk i hånden. Jeg vil tilbage til Brigaden! – vær rolig, kammerat! sagde hun og førte kruset hen til hans mund. – Du skal nok komme tilbage. Men drik nu det mælk her. Så vi snart kan få dig rask igen. – Nå ja, sagde han og overgav sig. – Hæld til så vi kan få det overstået. Han drak mælken. – Ved du hvor min mor er? sagde han og så fra hende påny op mod stjernerne. – min mor går på Vesterbro…
Hans stemme blev borte i det fjerne orgelbrus, og stjernerne blev mindre og blegnede, som om samvittigheden øverst oppe bag Mælkevejen ikke helt var i orden.
Og derfor faldt han ved Ebro – [2]


Noter:

[1] Poul Dreyer husker forkert. Kaj Arnold Hans Ingolf Jensen var 19 år, da han rejste med en kammerat på motorcykel til Paris for at melde sig til de Internationale Brigader. I Belgien fik kammeraten kolde fødder og kørte hjem til Danmark. Kaj tomlede den herefter til Paris, hvor han meldte sig på hvervekontoret på Place du Combat (i dag Place du Colonel-Fabien), men da han ikke havde papirer fra DKP, blev han afvist – papirer var nødvendige, da fascisterne forsøgte at infiltrere brigaderne – Kaj måtte rejse tilbage til Danmark, men han gav ikke op. Han kontaktede DKP og fik de nødvendige papirer og 14 dage senere stod han igen i Paris. Nu var alt i orden.

[2] Poul Dreyers tekster er korrigeret i overensstemmelse med gældende retskrivningsregler.