| SPANISHSKY.DK 3. DECEMBER 2020 |

 
Af Allan Christiansen

3. Samlingsregering og aktivt samarbejde

Siden besættelsen den 9. april 1940 havde regeringen ført en henholdende udenrigspolitisk kurs over for Tyskland. Dette ændrede sig i sommeren 1940, da regeringen slog ind på en aktivistisk tilpasningspolitisk kurs.

Store dele af magteliten – den politiske højrefløj, erhvervslivets spidser, dele af kongehuset og til dels også regeringen – var enige om at Danmark skulle tilpasse eller endda helt afskaffe demokratiet, som tyskerne var så arge modstandere af. Holdningen var også, at demokratiet alligevel ikke havde været meget bevendt, da de politiske partier ikke kunne blive enige om, hvordan man skulle agere som besat land. I stedet ønskede de at indsætte et teknokratstyre af ikke-politikere, der uafhængigt af Folketinget kunne styre landet.

Løsningen blev en et miskmask af parlementarisk demokrati, teknokrati og totalitarisme: Den 8. juli 1940 omdannedes regeringen til en samlingsregering der bestod af Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre og Det Radikale Venstre – Bondepartiet og Danmarks Kommunistiske Parti var ikke repræsenteret. Stauning fortsatte som statsminister, og tre ikke-politiske ministre blev udnævnt med Erik Scavenius som udenrigsminister – efter kong Christian X’s udtrykte ønske.

Den nye kurs med Scavenius ved roret, viste sig ikke kun at være mere tilpasningspolitisk, den blev hurtigt til en imødekommelse af de tyske krav, før de blev stillet. 

Kursen manifesterede sig fx i forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland om en vidtgående mønt- og toldunion med Tyskland, der de facto ville betyde, at Danmark ophørte med at være en selvstændig stat. Unionen blev ikke til noget, men det var ikke den danske regerings skyld og den fortsatte ufortrødent med at forsøge at etablere nye økonomiske samarbejdsaftaler.

Selvom der var enkelte kritiske røster i samlingsregeringens partier i forhold til Scavenius’ kurs, turde ingen for alvor gøre modstand, da udenrigsministeren truede med at gå af, hvis ikke han fik sin vilje. Bag sig havde han ivrige støtter – ikke blot i regeringen – men også i toneangivende kredse i erhvervlivet og landbruget og måske overraskende – store dele af den socialdemokratiske fagbevægelse.

Dansk politi i strækmarch foran heilende SS- og Gestapoofficerer som æresgæster

Denne stærkt imødekommende danske holdning til Nazi-Tyskland var tydelig helt fra samlingsregeringens dannelse, hvilket fremgår af den udtalelse, Scavenius udsendte ved sin tiltrædelse som udenrigsminister, hvori han bl.a. udtaler:  “Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland.”. 

Denne holdning og den førte politik medførte øjeblikkeligt et skel i den danske befolkning. På den ene side stod tilhængerne af den tilpasningspolitiske kurs sig samt kredse inden for politi og militær og til dels i dele af befolkningen, der vejrede morgenluft for deres antidemokratiske og antikommunistiske holdninger. På den anden side stod den del af befolkningen, der kom til at betale for den førte politik eller af ideologisk årsager ikke kunne støtte op om den. 

Hurtigts til at reagere var de danske kommunister og dele af de nationalistisk orienterede borgerlige. Modstandskampen var til at begynde med ustruktureret og uorganiseret, hvilket bl.a. skyldes, at der i befolkningen ikke var tradition for at gribe til våben og at man ikke havde hverken våben eller sprængstof. Men den største hindring for en effektiv og målrettet modstandsbevægelse var, at man først måtte forklare befolkningen og få dens accept af nødvendigheden af at gå til modstand.