| SPANISHSKY.DK 21. JANUAR 2019 |

En dobbelthistorie om sømanden Willi Schütt fra Hamburg-Altona og havnearbejderen Walter Schuetrum fra San Francisco

 
Af Allan Christiansen

WILLI SCHÜTT – SØMANDEN FRA HAMBURG, DER KÆMPEDE PÅ TRE KONTINENTER

Sømandsliv og spirende klassebevidsthed

Willi Schütt in Spain,
Spring 1938

Willi (Wilhelm) Schütt blev født den 25. marts 1908 i Hamburg. Han fortog sin første rejse i 1923 som 15-årig skibsdreng på den to-mastede skonnert Edelgard på Østersøen.

Da han modtog sin sidste løn (25.000 Mark) i august 1923, var der inflationen i Tyskland, og pengene rakte kun til en togbillet Hamburg til sømændenes forhyringskontor.

Willis erfaringer på tyske skibe – kommandotonen og deres håndhævelse af slavisk lydighed – fik ham til at vælge at sejle under et andet nationalt flag.

Willi søgte arbejde i den britiske handelsflåde og blev dér en klassebevidst sømand. Han sejlede fra Cardiff med ‘sort guld’ (kul fra Wales) til det sydlige Arabien.

På grund af uegnet udstyr var en havnearbejder kommet ud for en dødsulykke under losning af lasten. Straks gik skibets 34 besætningsmedlemmer i strejke. Denne solidaritet hos sømændene med havnearbejderne gjorde et dybt indtryk på Willi. Skibsdrengen Willi blev ‘Brüder’ (‘Broder’) og medlem af sømændenes fagforening.

‘Røde’ Willi

Willi fik herefter udviklet sine revolutionære synspunkter ombord på en svensk bark, hvor Christian Christiansen, den skæggede danske sømand fra Tønder i Sønderjylland, fortalte ham om de revolutionære sømænd i Odessa, i Petersborg og i Kiel.

Willis deltagelse i arbejdskampene på de britiske skibe og historierne fra Christiansen gjorde at han blev ‘rød’.

Skibet han sejlede med ankom til Australien i slutningen af ​​1920’erne under den store finansielle krise. Der var ikke mere last og deres skib blev ‘bundet’ dvs. lagt op.

I Sydney blev Willi ung-kommunist. Da enhver form for arbejde måtte accepteres for at leve og overleve, blev han minearbejder i New South Wales. Strejker og kampe hørte til dagens orden, så Willi blev medlem af strejkeudvalget i minearbejdernes fagforening.

Fagligt aktive havde sjældent arbejde ret længe af gangen, så op mod jul solgte han juletræer i den australske sommer (vinter i Europa).

Willi havde mange talenter, så kammeraternes opfordring blev han redaktør for ung-kommunisters avis The Young Worker. Men Willi ville ikke kun skrive, men også lære at betjene skibets spil når der skulle losses og lastes.

Da den australske regering påtænkte en embargo over Sovjetunionen i løbet af natten, hjalp hundreder af havnearbejdere med Willi som spiloperatør med at laste avlsfår til USSR på et norsk skib inden embargoen begyndte næste morgen.

Levende proletarisk internationalisme

I 3 år arbejdede og deltog Willi i de faglige kampe i Australien efterfulgt af 7 år i USA. Med en opholdstilladelse på 10 måneder og hundrede dollars landede Willi i Portland, USA. Hans mål var New York. Han kørte 1000 kilometer og rapporterede til USA’s Kommunistiske Parti på 14th Street på Manhattan om 18 millioner arbejdsløse i ‘Guds eget land’, elendighed i hvert et hjørne og om arbejde så sjældent som vand om foråret i ørkenen.

I New York tog Willi timelønnede job, som for eksempel opvasker eller lastbilchauffør for et par dage ad gangen i forhold til, hvor meget arbejde der var.

Willi blev skolet som agitator i arbejdernes klub Workers Center. Han lavede praktisk arbejde blandt ungdommen i ‘Red Hook’ – et arbejderdistrikt ved Hudson River.

Hans første optræden i agitationsøjemed foran Robins tørdok sluttede med en smadret talerstol og to blå øjne til Willi, udført af bøller betalt af højreorienterede fagforeningsbosser. Men næste gang var ‘Willis drenge’ klar og det ikke blot med argumenter.

Den Spanske Borgerkrig

I begyndelsen af ​​den spanske borgerkrig i 1936 demonstrerede Willi sammen med sine kammerater foran det tyske generalkonsulat imod nazisternes intervention i Spanien. Han besluttede at følge Kominterns opkald og ønskede at rejse til Spanien, men der var kun et problem i den forbindelse – hans tyske pas var udløbet, og den tyske konsulære medarbejder troede ikke på, at han ønskede at vende tilbage til Tyskland (“Heim ins Reich”). Men i sidste ende lykkedes det, selv uden rejsepenge.

Det sovjetiske rejsebureau Intourist betalte rejsen for Willi og en anden af de 59 kammerater på MS Rotterdam til Europa. Fra Perpignan gik de om natten over Pyrenæerne til Figueres i Nordspanien og derfra videre til artilleribasen i Almansa.

Willi avancerede til spejder og kæmpede i Jarama-dalen i den 15. Brigade blandt andet mod Francos marokkanske tropper.

Willi Schütt, sømanden fra Hamburg, kæmpede sammen med havnearbejderen Walter Schuetrum fra San Francisco mod ‘Moors’ og begge blev alvorligt sårede. Efter de var kommet til kræfter igen fortsatte de med at kæmpe i den 15. Brigade ved Teruel og Ebro.

Ved fælles hjælp

Efter demobilisering af de Internationale Brigader kunne Walter Schuetrum vende tilbage til USA, medens Willi blev sendt til forskellige franske interneringslejre. Men Walter havde lovet Willi aldrig at glemme ham. Han formåede at få Willi og andre kammerater løsladt fra interneringen.

Da de nåede til Le Havre fik Willi Schütt til opgave at skaffe plads til brigadisterne på skibe i havnen her. Det var en forudsætning for, at de næsten 200 brigadister fra Tyskland, Tjekkoslovakiet, Polen og andre nationaliteter, der rejste til Spanien via USA og Canada, kunne få lov til at forlade Frankrig. Willi klarede også denne opgave med hjælp fra franske havnearbejdere. Willi Schütt selv nåede også Canada som sømand på et engelsk skib. På samme skib fortsatte han til London, hvor han afmønstrede. I London blev han klassificeret som ‘udlænding’ af et britisk tribunal og transporteret til Seaton.

Med hjælp fra det engelske kommunistparti og fagforeningerne i London lykkedes det Willi at blive sat fri. Han fik herefter arbejde som drejer og producerede værktøj til engelske miner. Samtidigt var han aktiv i de britiske metalarbejderes fagforening. Willi blev gift i London med en østrigsk veninde.

Trofaste mod deres sag og hinanden

Da krigen sluttede, skrev han til sin kammerat Walter Schuetrum: “Vi vil også følge opkaldet fra Tysklands Socialistiske Enhedsparti og tage til det land, hvor vores sande hjem er.”

Willi rejste til Sassnitz på øen Rügen og arbejdede der i fiskeindustrien. Men de alvorlige sår han havde pådraget sig i den spanske krig, hvor han havde fået splinter i den venstre overarm, i kombination med andre sygdomme gjorde, at lægerne skrev, at han skulle flyttes fra det barske klima på kysten til Thüringen. Han kom til Erfurt (hovedstaden i Thüringen) hvor han forblev indtil sin død.

30 år efter den spanske krig mødtes Willi igen Walter Schuetrum i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

Begge forblev trofaste mod deres sag. I løbet af de mange år var der en livlig korrespondanceudveksling mellem dem. Walter Schuetrum skrev blandt meget andet i et af sine breve: “… Vores kamp har ikke været forgæves!”

Krigen forandrede mig “til en hård nød, fascisterne aldrig vil knække … Vores sind forandrer sig, indtryk brænder sig ind i vores erindring, vi bliver bevidste af at kæmpe mod anti-fascismen i en sag, der overskygger alt!”
Walter J. Schuetrum

WALTER J. SCHUETRUM – HAVNEARBEJDEREN FRA SAN FRANCISCO

Havnearbejder med politik i blodet

Walter Schuetrum in Spain, Spring 1938

Walter Schuetrum blev født i Superior, Wisconsin den 18. oktober 1911. Hans far var en tysk-amerikansk minearbejder, der arbejdede nogle år ved Great Northern Railroad. Walther blev derfor tidligt politisk interesseret og engagerede sig aktivt i fagforenings arbejde med politiske og arbejdsmæssige problemer.

Ambulancechauffør i den Spanske Borgerkrig

I 1937 rejste Walter til Spanien og blev indrulleret i XV IB. som ambulancechauffør og deltog i mange af krigens afgørende kampe. I forlængelse af Slaget om Teruel blev han rapporteret død, hvilket blev offentliggjort i Wisconsin Newspapers og først rettet efter, at han skrev et brev til sin familie og fortalte om misforståelsen.

Walter Schuetrum foran Mac Pap ambulance, 1938. Foto: Ingen kendt copyright

Den Spanske Borgerkrig forstærkede Schuetrums politiske overbevisning. Han skrev: “Først da jeg kom til Spanien forstod jeg, hvad den virkelige sandhed om demokrati betyder og med hvilket styrke man kan hade” [1] Den Spanske Borgerkrig forandrede ham, skrev han, “til en hård nød, fascisterne aldrig vil knække … Vores sind forandrer sig, indtryk brænder sig ind i vores erindring, vi bliver bevidste af at kæmpe mod anti-fascismen i en sag, der overskygger alt!” [2]

Kampen fortsætter

Efter den spanske borgerkrig vendte Schuetrum tilbage til Wisconsin, men flyttede kort efter med sin kone, Viola Schuetrum, til San Francisco, hvor han fik arbejde på Vestkysten som havnearbejder og blev medlem og aktivist i International Longshoremen og Warehousemen’s Union (ILWU).

Under anden verdenskrig meldte Walter sig til den amerikanske hær, men på grund af hans deltagelse i den spanske borgerkrig blev han udelukket fra at kæmpe udenlands, og arbejdede i stedet som instruktør på skibe på Indiantown Gap Military Reservation i Pennsylvania. Her stoppede han i 1946 og erhvervede sig en søfartsbog og arbejdede på handelsskibe i Stillehavet, hvor han var organisator for National Maritime Union.

DDR

I 1961 blev Schuetrum sammen med andre veteraner fra Abraham Lincoln Brigade inviteret til Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) og tilbragte tre måneder her. Samme år var han, med andre veteraner, der var med på rejsen, med til at etablere Bay Area Post for veteranerne fra Abraham Lincoln Brigade (VALB). Selv om han aldrig havde en administrativ stilling i VALB, var han ikke desto mindre direkte involveret i mange af de aktiviteter og arrangementer, der blev afholdt.

Han vendte tilbage til DDR tre gange i 1970’erne, og rejste til Spanien med andre amerikanske veteraner i 1982. Water Schuetrum døde i 1986.

Citater:

[1] Oversat fra: Carroll, Peter N.: “The Odyssey of the Abraham Lincoln Brigade: Americans in the Spanish Civil War”, Stanford University Press, Stanford, California, 1994, s. 203

[2] Ibid