Monumentet over de danske spaniensfrivillige, som faldt i den spanske borgerkrig, og som i dag står i Churchillparken på Esplanaden, har en lang og broget forhistorie. Broget ment på den måde, at det ikke var viljen til at få rejst mindesmærket, der manglede, men tidens mangeartede problemer, der lagde sig hindrende i vejen for ideens og tankens gennemførelse. Men flammen var tændt, den levede videre om end på vågeblus. En dag skulle ideen og tanken om at rejse et mindesmærke blive til virkelighed, og det blev den.

Af Allan Christiansen

En tanke

I 1946 på 10-årsdagen, den 17. oktober, for Brigadernes oprettelse i Albacete afholdt De Danske Spaniensfrivilliges Forening en fest. I den anledning blev der udsendt en lille pjece, hvori den daværende formand, Poul Erik Dreyer blandt andet skrev: ”Omkring 100 danske kammerater vendte ikke hjem, de faldt i kampen. I dag på 10 årsdagen må vi andre love, at vi vil hædre deres minde. Lad dem få et værdigt mindesmærke – det skal rejses.

Fra tanke til handling

En smuk og dybfølt tanke formet på skrift, men tiden stillede andre og nye krav til den enkelte. Den Kolde Krig var indledt med Churchills ‘Fulton-tale’, freden i Europa var i fare, der var hjemlige problemer af faglig eller politisk art. Der var nok at tage fat på, så tanken om at rejse et mindesmærke blev skudt i baggrunden for mere presserende opgaver.

Emnet blev taget op på adskillige af Foreningens møder og generalforsamlinger gennem årene under skiftende formænd, men nogen endelig afgørelse blev ikke taget.

Tanken om at rejse et mindesmærke fik fornyet kraft i begyndelsen af firserne sikkert med baggrund i og inspireret af, at blandt andet den Svenska Spanienfrivilligas Kamratförening havde rejst et monument i Stockholm, og at 50-året for udbruddet af borgerkrigen i Spanien og oprettelsen af de Internationale Brigader nærmede sig.

Oprettelse af komiteen

Egon Farcinsen, der som formand i en årrække havde forsøgt at holde sammen på stumperne af en mere eller mindre hensygnende forening, trak sig på generalforsamlingen den 17. januar 1984, og en ny bestyrelse blev valgt bestående af Egon Gissel, Eigil Buch og Willy Petersen med Marius Christiansen som formand.

Et af punkterne på det første bestyrelsesmødes dagsorden var: pkt. 3: “Mindesmærke for vore faldne kammerater“. Herefter gik det hurtigt, den 24.august indkaldte en kreds af personer, med Henning Tjørnehøj fra LO som primus motor, til et møde, der resulterede i, at der blev startet en komite med navnet Komiteen for de danske spaniensfrivilliges minde; komiteen kom til at bestå af Marius Christiansen, Villy Fuglsang, Søren Hansen MF, Børge Houmann, Frode Jakobsen, forfatteren Albert Petersen og Henning Tjørnehøj, konsulent i LO. På mødet blev man enige om at rejse et monument i nærheden af Frihedsmuseet. Det blev desuden besluttet at starte en indsamling, til det formål blev der oprettet en girokonto. Advokat Jørgen Christensen tilbød at administrere indsamlingen vederlagsfrit.

Hvilken kunstner? Hvilket monument?

Komiteen gik straks i gang med at indsamle forslag til kunstner og monumentets udformning. Følgende navne på kunstnere blev bragt i forslag: Knud Nellemose, Robert Jakobsen, Per Ulrich og Gunnar Westmann. Man bestemte sig til sidst for at bede Per Ulrich stå for den kunstneriske udformning.

Lige så let det var at blive enige om valg af kunstner, lige så svært var det at blive enige om, hvordan monumentet skulle se ud. Efter mange og lange diskussioner og flere besøg i Per Ulrichs atelier, hvor kunstneren fremviste flere monumenter i henholdsvis metal, beton og sten, gik man til sidst ind for det af Per Ulrich foreslåede: en retlinet trekantet pyramide-stele med skråt afskåret top i fiberbeton. Per Ulrich mente i øvrigt, at monumentet kunne laves for ca. 200.000 kr.

Statens kulturfond gav tilsagn om en bevilling til gennemførelse af opgaven, hvilket ifølge Fondens vedtægter indebar, at Komiteen selv skulle skaffe de 50.000 kr.

På den baggrund blev der indgået en aftale mellem Statens Kunstfond, billedkunstneren Per Ulrich og Komiteen. Aftalen indeholdt en nøje beskrivelser af monumentets størrelse og udformning og fordeling af kompetence.

Monumentets placering

Udover opgaven med at få sat indsamlingen på skinner forestod endnu en opgave, nemlig indhentning af tilladelse til at rejse monumentet i Churchillparken vis a vis Frihedsmuseet.

Parken tilhører Københavns Kommune, så Komiteen henvendte sig i første omgang til Overborgmester Egon Weidekamp, som henviste til stadsarkitekt Eivind Lorenzen – og nu begyndte trængslerne for alvor.

For det første syntes stadsarkitekten ikke om en placering i Churchillparken, den var efter hans mening i forvejen overfyldt med skulpturer. For det andet syntes han ikke om udkastet til mindesmærke, som Per Ulrich havde fremsendt.

Efter mange og lange forhandlinger lykkedes det imidlertid at opnå enighed om det oprindelige forslag til monument og om placeringen i Churchillparken.

Indsamlingen

Indsamlingen gik trægt med at nå de 50.000 kr., i februar 1986 var man endnu kun nået halvvejs. Projektet var oven i købet blevet fordyret med 50.000 kr., fordi man var blevet enige om, at monumentet skulle laves i granit, så Komiteen skulle nu indsamle 62.500 kr.

I den situation skrev Komiteen til en række forbund om at ‘spytte i kassen’. Det lykkedes at få ‘skrabet pengene sammen’, i første række takket være hjælp fra fagbevægelsen. Ja, man nåede op på 68.000 kr., så der var også til lidt festivitas i forbindelse med afsløringen af mindesmærket.

Stadsarkitekten og formanden for kulturudvalget – ‘To hædersmænd’

Tilbage stod nu kun at arrangere selve afsløringen af mindesmærket. Planen var, at den skulle finde sted den 17. oktober – dagen for oprettelsen af de Internationale Brigader i Albacete i Spanien. Men datoen måtte udskydes, da de spaniensfrivillig var blevet inviteret til Spanien i dette tidsrum i anledning af markeringen af Brigadernes oprettelse. I stedet valgte man den 1. november.

Alt var nu klar: Kunstneren havde afsluttet sin del af projektet, stenhuggeren var ved at lægge sidste hånd på arbejdet og programmet for dagen var fastlagt.

Og så opstod der alligevel problemer til allersidst. Dels prøvede stadsarkitekten at få flyttet placeringen af Monumentet fra det aftalte sted til et sted længere inde i parken, og dels tog de konservative i Borgerrepræsentationen afstand fra opstillingen ved deres formand for Kulturudvalget, Axel Clausen. Det skete – ifølge Berlinske Tidende de 30. oktober 1986 og Land og Folk den 1.-2. november 1986 – med den begrundelse, at opstillingen af monumentet var “en udfordring overfor det demokratiske Spanien”.

Der er et ordsprog, der siger, “at man skal høre meget, før ørerne falder af” og så kan man tilføje, “at man skal se meget, før øjnene triller ud af hovedet”. Men på den anden side – med det, vi oplever i dag in mente, kan man forvente det utroligste og mest bizarre fra den kant.

Spaniensmonumentet i Churchillparken, København

Spaniensmonumentet i Churchillparken, København

Monumentets afsløring

Den 1. november skulle afsløringen, som ovenfor nævnt, finde sted. Kl.15.00 mødtes man i Frihedsmuseet, som hurtigt blev fyldt med mennesker og fagforenings- og partifaner. Henning Tjørnehøj bød velkommen, hvorefter man sang Martin Jensens smukke sang fra 1937, “En hilsen l jer kammerater…”. Herefter talte Villy Fuglsang, han sagde blandt andet: “Kammerater og venner! På mine kammeraters vegne tak til alle jer, der er kommet her til afsløringen af dette minde over vore kammerater, der betalte med livet i det spanske folks frihedskamp – og i folkenes fælles kamp mod fascisme og krigsfare. TAK til de, der tog initiativet til, at der nu også i Danmark rejses et varigt minde over de ”Voluntarios Internacionales de la Libertad” – “Frivillige for Friheden”, som der står på det lille emblem, der for os føles som et hæderstegn og en forpligtigelse. Jeg håber ikke, at jeg går nogen for nær, når jeg her nævner Henning Tjørnehøj som den utrættelige, forstående og drivene kraft i den komite, der har arbejdet med sagen.”

Til slut talte den spanske ambassadør i Danmark, Joacuin Ortega. I sin tale sagde han bl.a.: “Det er for mig en stor ære, at repræsentere mit land ved denne hyldest til det mod, den offervilje og den tørst efter retfærdighed, som opildnede unge fra Danmark til at kæmpe for deres idealer på spansk jord, såsom den unge barber, der bekræftede sin begejstring og livsoptimisme i den dagbog som har givet navn til den film, der for nyligt er lavet som hyldest til frontkæmperne.”

Derefter gik man ud til mindestenen, hvor formanden for de Spaniensfrivilliges forening, Marius Christiansen, foretog selve afsløringen.

Omsider havde de danske Spaniensfrivillige fået deres monument – 50 år efter Borgerkrigens udbrud og 40 år efter, at de første tanker om “at der skulle rejses et værdigt mindesmærke for de kammerater, der ligger begravet i Spaniens jord” –blev skrevet ned.