| SPANISHSKY.DK 10. MARTS 2019 |

Wolfgang Hoffmann – en antifascistisk sømand fra Wien

(Født den 25. maj 1912 i Wien, døde 11. marts 1942 i lejren Gross Rosen)
 
Af Allan Christiansen

Wolfgang Hoffmann i Wien, 1932

Wolfgang Hoffmann i Wien, 1932

Mod nye horisonter

I sommeren 1929 besluttede den syttenårige Wolfgang Hoffmann at forlade det velhavende advokathjem i Wien. Han ville ud i verden, give sig i kast med den og se hvilke muligheder, der lå og ventede på ham. Forældrene forstod ikke, hvorfor han ville forlade hjemmets trygge rammer, hvor han jo havde alt. De prøvede naturligvis at tale ham fra at rejse, men lagde ikke hindringer i vejen for at han kunne gennemføre sit forehavende. De var af den mening, at det blot var et ungt menneskes påhit og et udslag af eventyrlyst, der drev ham, og at han efter kort tid ville komme tilbage.

Men Wolfgang lod sig ikke gå på. Fra Leipzig skrev han hjem og bad om penge og sagde, at han ville tage til Hamburg og finde hyre på et skib der. Det må have været rent eventyr, der drev ham. Faderen satte ham i forbindelse med et østrigsk rederi, med hovedsæde i Hamburg, og han fik faktisk hyre på motorskibet Steiermark. Dette var en lille, ældgammel ‘skude’, der sejlede langs den norske nordsøkyst til Ishavet og tilbage. Wolfgang startede sin sejlerkarriere som skibsdreng.

Umiddelbart lyder det som lidt af en opgave, at en ung mand fra et velhavende miljø, der var vokset op i Wien, skulle være i stand til at klare de udfordringer, man kommer ud for til søs: sproget for eksempel, det uvante arbejde, de natlige vagter, de andre søfolks drillerier og de første dages søsyge. Men Wolfgang var hård, stærk og sikker, han holdt ved.

Op til jul kom han til Wien, hvor han nød godt af moderens gode mad og drikke Han var blevet et hoved højere, end da han rejste, havde oplevet en masse og fået det bedste ud af livet til søs. Efter julen vendte han tilbage til Hamburg og fik hyre som letmatros på et nyere og bedre skib, som gik i fast rutefart Hamburg–Danzig–Tronhjem. Med dette skib sejlede han nogle måneder op langs den tyske og norske Nordsøkyst, op til og ind i de romantiske fjorde langs Norges kyst, som han skrev begejstrede breve hjem om.

Depressionen og Wolfgangs politiske vækkelse

Lykken er en usikker og flygtig størrelse. I løbet af trediverne, efter børskrakket i New York, voksede arbejdsløsheden over hele Europa. Og da efterspørgslen af varer faldt drastisk, blev mange skibe lagt op og søfolkene kunne blot sidde i havneknejperne og vente forgæves på at en hyre skulle dukkede op.

Det skib Wolfgang sejlede med, blev i 1932 oplagt i Danzig, og han måtte, som tusindvis af andre strandede søfolk, stå hver dag uden for forhyringskontoret og vente forgæves. Her diskuterede man årsagerne til tingenes tilstand i en verden, hvor få er ufatteligt rige og den arbejdende befolkning frataget det mest nødvendige: arbejde og brød.

Kommunisterne formulerede årsagerne til tingenes tilstand og en vej ud af kaos. Den grundlæggende årsag var kapitalismen! Den sociale/socialistiske revolution, som blev nedkæmpet i 1919, kunne have genoprettet arbejdsmulighederne og håbet for det arbejdende folk.

Wolfgang begyndte at læse kommunistisk litteratur og var enig i de kommunistiske argumenter: Det kapitalistiske system skulle fjernes og produktionen bringes under arbejdernes kontrol. Han tilsluttede sig den Revolutionære Fagopposition (RFO) og begyndte at deltage i politiske møder.

Han gik arbejdsløs i Danzig havn i mere end 3 måneder, uden at der viste sig mulighed for hyre, ingen skibe lettede anker, det samme gjorde sig gældende i andre tyske havne, så Wolfgang besluttede at vende tilbage til Wien.

I Wien meldte han sig ind i det kommunistiske parti. Partiet var lille i forhold til det socialdemokratiske parti. Wolfgang var endnu ikke tyve år gammel, men han havde gjort sig sine erfaringer efter tre års arbejde til søs. Her havde han fået indsigt i arbejdernes liv og muligheder. Kommunisterne pegede på de utilstrækkelige socialdemokratiske reformer og opfordrede til protester og strejker mod den reaktionære regering.

Aktioner, modaktioner, fængsel og koncentrationslejr

I julen 1933 indledte kommunisterne en sultdemonstration på et marked i et af Wiens arbejderdistrikter. Wolfgang smadrede vinduet til en forretning, der solgt gæs og andet fjerkræ med en mursten indpakket i julepapir og kastede gæs ud til gruppen af mennesker, der havde samlet sig uden for forretningen. Han blev arresteret og idømt flere måneders fængsel for tyveri.

Mens Wolfgang sad i fængsel, var den politiske situation blevet skærpet i landet. Dollfuss-regeringen havde mobiliseret politiet og militæret mod arbejderorganisationerne, den fascistiske organisation Heimwehr var blevet mobiliseret som et modtræk mod det socialdemokratiske Schutzbund.

Da politiet brød ind i det Socialdemokratiske Arbejderpartis (SDAP) kontor i Linz den 12. februar 1934, og nyheden om indbruddet spredte sig til Wien, gik arbejderne i strejke og SDAP erklærede generalstrejke, som resulterede i strejker i næsten alle byer i Østrig. Der udbrød kampe, men da arbejderne manglede våben, havde statsmagten overtaget. I Wien var modstanden mod politi, militær og Heimwehr hårdest. I nogle bydele kæmpede arbejderne i fire dage, før de måtte overgive sig til overmagten. Den 15. februar var kampene forbi. Omkring 300 arbejdere blev dræbt og flere tusinde såret under kampene. Flere af de tilfangetagne arbejdere blev henrettet ved standretter de følgende dage.

Under disse begivenheder sad Wolfgang stadig i fængsel; Efter at have afsonet sin dom blev han overført til koncentrationslejren Wöllersdorf, oprettet af den fascistiske regering. Han blev først løsladt i sommeren 1934.

Wolfgang Hoffmann i Spanien, 1937

Wolfgang Hoffmann i Spanien, 1937

Spanien

I juli 1936 gjorde generalerne i Spanien, med Franco i spidsen, oprør med den lovligt valgte regering. Fra hele verden drog unge mennesker til Spanien for, skulder ved skulder med det spanske folk, at forsvare den spanske republik mod de fascistiske horder.

I november 1936 var Wolfgang blandt de første af de 1400 østrigske frivillige, der rejste til Spanien, og vi finder ham sammen med Hans Beimler blandt Madrid’s forsvarere. I løbet af krigen deltager han i de store slag ved Teruel, Jarama, Brunete og sidst ved Ebro. Han blev såret og i juli 1938 evakueret til Frankrig og derfra til Belgien sammen med et par hundrede frivillige fra de Internationale Brigader.

I efteråret 1939 kom hans kone og søn fra Østrig til Bruxelles, hvor de fandt en lejlighed og et varmt og intenst, omend kort, familieliv begyndte. Freden og lykken varede indtil den tyske invasion i Belgien i maj 1940.

Invasion udløser en panikreaktion i Belgien. Anti-fascisterne fra Tyskland, der havde søgt tilflugt i Belgien, blev arresteret og deporteret til Frankrig, hvor de ender i lejre ved Middelhavskysten. Efter Frankrigs nederlag, få måneder senere, fik Gestapo adgang til lejrene i den sydlige del af det besejrede land; Wolfgang blev overleveret til Gestapo og stillet for en domstol i Wien anklaget for højforræderi. Juridisk set var der ikke hold i anklagen, da Wolfgang var østrigsk statsborger, da han rejste til Spanien. Da retten på grund af hans østrigske statsborgerskab ikke kunne dømme ham for højforræderi, blev han i starten af 1941 overført til Gestapo, som indsatte ham i koncentrationslejren Dachau, og derefter som jøde og kommunist i den berygtede udryddelseslejr Gross Rosen. Den 11. marts 1942 døde han her endnu ikke 30 år gammel, af ‘et hjerteslag’.

Mindesten for Wolfgang Hoffmann

Mindesten for Wolfgang Hoffmann

Nekrolog (på tysk) over Thomas Hoffmann, Wolfgang Hoffmanns søn, der lige som sin far var anti-fascist og kommunist.