De fleste kvinder, der deltog i Den spanske Borgerkrig, arbejdede bag fronten som sygeplejersker, i brigadernes administration eller udførte humanitært arbejde med fx børn og unge. Enkelte var helt ude i frontlinien, men de var enkelttilfælde, som fotografen Grete Taro, der blev dræbt under arbejdet med at forevige krigens grusomhed ved hjælp af kameraets linse.
Faktisk var der mange kvinder fra forskellige lande, der meldte sig som frivillige. Man hører blot ikke så meget om dem, selv om deres tilstedeværelse og arbejdsindsats var lige så nødvendig som soldatens ved fronten.
Fem danske kvinder (måske flere) deltog på hver deres måde i borgerkrigen. De var vidt forskellige af temperament og i deres indsats, men med en fælles vilje til at yde republikken den hjælp, de kunne.
Det er begrænset viden, vi har om disse kvinders indsats, men her skal fortælles lidt om dem.
Charlotte Møller – en af de danske kvinder, der deltog i den Spanske Borgerkrig bag frontlinjen.

Charlotte Møller

Charlotte Møller (født Kann)
Født den 23. juli 1909 i Erfurt – død den 14. januar 1974 i Berlin.

Den første af de fem kvinder er Charlotte Møller, født 23. juli 1909 i Erfurt. Egentlig er hun tysk af fødsel og født Kann. På flugt fra det tyske politi, kom hun som firetyveårig til Danmark, hvor hun blev gift proforma med en dansk sømand – deraf navnet Møller.

Hun arbejdede i nogle år for International sømands- og havnearbejdersammenslutning (ISH), som var en afdeling af Røde Hjælp og samtidig i Danmarks Kommunistparti (DKP). I 1937 rejste hun til Spanien for at arbejde i De Internationale Brigaders administration.

I slutningen af 1938 rejste hun tilbage til Danmark hvor hun fortsatte sit arbejde i DKP, indtil hun i maj 1941 blev arresteret af det danske politi og idømt 2 års fængsel for kommunistisk virksomhed. I foråret 1943 blev hun overført til Horserødlejren i Nordsjælland og den 2. oktober samme år blev hun, sammen med kommunister og spaniensfrivillige, transporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof nær Danzig det nuværende Gdansk i Polen. Hun kom tilbage til Danmark i maj 1945. Nogle år senere giftede hun sig med Max Spangenberg og flyttede til Berlin, hvor hun døde den 14. januar 1974.

Elna Hjort-Lorenzen – en af de danske kvinder, der deltog i den Spanske Borgerkrig bag frontlinjen

Elna Hjort-Lorenzen

Elna Hjort-Lorenzen
Født den 25. januar 1902 Frederiksberg – død den 17. september 1997 i Købehavn.

Elna Hjort-Lorenzen var uddannet sygeplejerske og var, som Lotte Møller, politisk aktiv inden for den kommunistiske bevægelse, hvilket førte hende samme med Arne Munch-Petersen, og den 28. december 1935 blev de gift på Københavns Rådhus. Når Elna engagerede sig i noget, gjorde hun 100 procent. Da Den Spanske Borgerkrig brød ud og de første meldinger om Francos luftvåbens bombning af byer med lemlæstelse og død for tusinder af kvinder og børn kom, måtte hun reagere. Hun kastede sig straks ind i hjælpearbejdet for den spanske republik. Den 8. juni 1937 rejste hun til Spanien med opdrag fra Danmarks Kommunistparti (DKP) om at finde ud af, hvad der var behov for og mulighederne for at udstyre en dansk ambulance med det nødvendige udstyr og sende den til Spanien. Turen til Spanien blev dramatisk, og formede sig ikke som hun havde håbet og forventet.

Hun nåede Perpignan uden de helt store problemer, men så begyndte besværlighederne. Man mente ikke hun kunne forcere Pyrenæerne til fods – hvad hun selv mente hun kunne, men nej, hun måtte vente i Beziers i en skibslejlighed, og det tog 13 dage, før hun kom af sted sammen med en gruppe amerikanere, men skibet blev i åbent hav stoppet af et fransk krigsskib og beordret tilbage til Beziers. Hele hendes ferie var gået med at vente, men nu ville hun til Spanien koste hvad det ville, om det så var hendes arbejde på Rigshospitalet.

Man fandt en ny rute til hende: Hun skulle tage toget til Port Bou. Som sagt, så gjort. Alt forløb uden problemer – nu var hun endelig i Spanien. I Port Bou spurgte hun om vej til militærkommandanten for at få sine papirer i orden, men han havde siesta, så hun måtte vente. Da hun stod på torvet uden for rådhuset og ventede, kom der en sværm af bombemaskiner, som dykkede ned over byen og kastede sin last af bomber.

Her var der brug for hendes hjælp som sygeplejerske, hun ilede ned mod de udbombede huse, tog sit fotoapparat frem og tog nogle billeder til en artikel hun agtede at skrive. Det skulle hun aldrig have gjort, hun blev arresteret af en havnevagt og ført til militærkommandoen. Her prøvede hun at forklare sig, men hendes forklaring troede de ikke på – en person fra et ikke-venligtsindet land, med landets officielle stempel og så talte hun tilmed to sprog foruden spansk. Nej det passede ikke sammen. Hun blev ført direkte til fængsel, og indsat. Her tilbragte hun fire måneder, før det lykkedes hende at komme i forbindelse med Spaniens Kommunistiske Parti (PCE), som gik ind i sagen, og den 14. november blev hun løsladt. På PCE’s kontor havde man brug for hendes sprogkundskaber, da der kom mange skandinaver til Barcelona på vej hjem, enten fordi de var sårede eller fordi de var blevet kaldt hjem til andet arbejde.

Kort før julen 1937, efter at have opholdt sig i Spanien i et halvt år, kom Elna hjem til Landfogedvej i København.

Viljen til at gennemføre sit forehavende var der, men omstændighederne ville noget andet.

Ruth Berlau – en af de danske kvinder, der deltog i den Spanske Borgerkrig bag frontlinjen

Ruth Berlau

Ruth Berlau
Født 24.08.1906 i Gentofte – død 16.01.1974 i Berlin, bisat på Dorotheenstädtischer Friedhof i Berlin.

Ruth Berlaus tilgang til og deltagelse i borgerkrigen i Spanien var en helt anden end Elnas. Hun var i sensommeren 1937 sammen med Bertold Brecht rejst til Paris for at deltage i ”Den internationale forfatterkongres til forsvar for kulturen”, hvor Martin Andersen-Nexø fra Danmark, Hemingway fra USA, Nordahl Grieg fra Norge og mange andre forfattere var til stede. Kongressen begyndte i Paris og fortsatte derefter i Madrid. Brecht rejste tilbage til Danmark, men bad Ruth Berlau rejse til Madrid sammen med de andre deltagere for at samle ‘materiale’ til stykket “Fru Carrars Geværer” – som han arbejdede med på det tidspunkt – øjenvidneberetninger og andre informationer om forholdene i Spanien.

Den russiske forfatter og journalist Michail Koltzow tog Ruth Berlau med i sit fly til Madrid. Hendes ophold i Spanien kom til at vare i omkring 4 måneder, det meste af tiden i Madrid, hvor hun blandt andet traf Egon Erwin Kirch, som førte hende ind i kredsen af journalistkolleger. I denne hektiske periode i Madrid mødte hun mange berømtheder, som Ernst Busch, Bodo Uhse, Erich Weinert og Willi Bredel.

Sammen med Nordahl Grieg og et par andre forfattere tog hun til fronten for med egne øjne at opleve hvordan situationen i virkeligheden var. Det blev ikke nogen langvarig fronttjeneste for Ruth Berlau, dels var det ikke velset med kvinder i forreste linje, dels sad Brecht i Svendborg og ventede på det manglende materiale. Oplevelser fra fronten, Madrid og andre steder tog hun med tilbage til Brecht. Han var ikke tilfreds – hun fortalte om fantastiske oplevelser, han ville vide noget om den politiske baggrund for borgerkrigen. Men resultatet af de fælles anstrengelser blev trods alt skuespillet “Fru Carrars Geværer”.

Efter et langt og bevægende samliv med Brecht døde Ruth Berlau den 16. januar 1974 og blev bisat på Dorotheenstädtischer Friedhof i Berlin, hvor også Berthold Brecht ligger begravet.

Elise Thomsen
Født den 25. juni 1901 i København – død den 20. august 1995 på Frederiksberg.

Elise Vilhelmine Thomsen arbejdede omkring et år i Spanien, udsendt af den danske afdeling af Vennernes Samfund (kvækere) i foråret 1937 for at organisere og lede en kantine og et børnehjem for hjemløse børn i Barcelona. Til støtte for hendes arbejde oprettede Kvindernes Nationalråd en komite med afdelinger over hele landet, som indsamlede tøj og penge til arbejdet. Pengene blev overført til en Kvæker-bankkonto i København til indkøb af mælk, dåsemad, sæbe og klipfisk i Danmark. Alle de indkøbte ting og det indsamlede og reparerede tøj blev sendt til Kvæker-centeret i Barcelona.

Der var fire store mælke-kantiner i Barcelona. Elise ledede en af dem, hvorfra der blev uddelt mælk til 3-4000 børn. Da mængden af flygtningen i Barcelona voksede eksplosivt formåede Elise at oprette en ny kantine hvor 200 børn under syv år hver morgen kunne få et måltid havregryn med mælk og sukker. Takket være kvindegruppernes indsamling i Danmark kunne hun snart udvide morgenmaden til at omfatte 500 børn under ti år.

I Manresa lidt uden for Barcelona var der blevet oprettet et børnehjem for 90 – 100 børn, som kom fra områder, der var sværest ramt af krigen. Deres mad og tøj blev også betalt af støttegrupper i Danmark.

Børnene trivedes på børnehjemmet, og det var en daglig fornøjelse for Elise Thomsen at tage derud enten med forskellige ting, der var brug for eller blot for at være sammen med børnene. En dag lavede hun en god handel med en bonde: han fik klipfisk og hun fik høns. Efter den handel havde børnene høns rendende rundt og de kunne få æg.

Da Elise vendte hjem i 1938 fortsatte kvindegrupperne med at indsamle penge og sende dem til børnehjemmet i Manresa. Elise  holdt adskillige foredrag rundt om i landet for at agitere for fortsat at understøtte indsamlingen af penge og tøj.

Kirketerp-Møller
Den svenske leder af hospitalet i Alcoi Dr. Nils Silfverskiöld nævner i en rapport, at en kvindelig dansk læge har tilbudt at komme til Alcoi. Han siger også, at hospitalet er i kontakt med en dansk radiolog. I breve og rapporter fra Alcoi er en dansker undertiden nævnt, men ingen navne er nævnt. Den eneste henvisning til et dansk navn er i en rapport af Dr. Pettersen fra august 1937, som nævner “at Miss Kirketerp-Møller vil rejse fra Alcoi til København.” Der gives ikke yderligere oplysninger om denne person.

Et lille billede tegnet af 6 mennesker med vidt forskellige forudsætninger og tilgange, men med en ildhu og vilje til at ændre Verden, til et smukkere og fredeligere sted at leve for menneskene.  

Kilder:
Hans Bunge: Ruth Berlau: Brechts Lai – Tu. Erindringer af Ruth Berlau, Gyldendal, 1986.
Ole Sohn: Et liv i kamp og kærlighed: om sygeplejerske Elna Hiort-Lorenzen, Dansk Sygeplejeråd, 1993.