Brødrene Harald, Kaj og Aage Nielsen og deres ven Hans Petersen var fire unge arbejdere, der kort efter udbruddet af den Spanske Borgerkrig besluttede sig for at rejse til Spanien for skulder ved skulder med det spanske folk at bekæmpe fascismen. Det var selvsagt ikke omkostningsfrit

 

Redigeret udgave af artiklen Fire danskere i Spanien, bragt i tidsskriftet Skub nr. 4, maj 2006

Den Spanske Borgerkrig

Ved det første demokratiske valg i Spanien i 1936 vandt en koalition af partier valget og dannede regering. Regeringens politik var ikke særligt venstredrejet og da slet socialistisk, vel mere, hvad man kan kalde borgerlig-radikal. En af de mærkesager, man var gået til valg på, var et krav om en omfordeling af landets økonomiske resurser, hvilket indebar, at kirken og godsejerne skulle afstå en del af deres jordbesiddelser til landarbejdere og bønder med små jordlodder, og at adel, kirke og store industrifortagende skulle yde mere til samfundshusholdningen.

Det var i realiteten små indgreb i de besiddendes økonomiske og sociale privilegier, regeringen stillede krav om. Alligevel var koalitionen med disse tiltag, ifølge landets magtfulde økonomiske elite, gået langt over grænsen for, hvad den forstod ved demokrati.

Den herskende klasse, det vil sige kapitalen, kirken og godsejerne, accepterede dengang som i dag kun demokratiets spilleregler, når de faldt ud til deres fordel. Stillet over for regeringens og befolkningens krav, så de kun en militær intervention som udvej for at fastholde magt og privilegier.

Militæret, med generalerne Francisco Franco, Emilio Mola og José Sanjurjoi spidsen, planlagde da i nøje overensstemmelse med den herskende klasse og de fascistiske stater Tyskland og Italien et militærkup. Starten på opstanden var planlagt til den 19. juli 1936. Under signalet Der er blå himmel over Spanien, skulle militæret i de store byer gøre oprør og bemægtige sig magten. Det lykkedes i stor udstrækning, dog ikke i Baskerlandet og i byerne Valencia, Barcelona og Madrid. Den Spanske Borgerkrig var en kendsgerning.

Bjelkes Allé

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 skabte Tyskland og Italiens aggressive udenrigspolitik usikkerhed og angst for en ny krig hos befolkningerne rundt om i de europæiske lande.

Der blev diskuteret politik alle vegne – ikke mindst i ungkommunisternes hus på Bjelkes Allé på Nørrebro. Her diskuterede man alle slags politiske emner, men især situationen i Spanien. Man diskuterede i den forbindelse selvfølgelig også muligheden for at rejse til Spanien og deltage i kampen mod det fascistiske oprør skulder ved skulder med det spanske folk.

Fire kammerater

For fire DKU’ere fulgte diskussion til handling. En af disse var Harald Nielsen, den ældste af tre brødre, der sammen med vennen Hans Petersen alle tog til Spanien for at kæmpe i den Spanske Borgerkrig. Om beslutningen fortæller han: ”Det var kort efter Aages fødselsdag. Han fyldte 18 år den 8. august 1936. Min anden bror Kaj og en kammerat Hans Petersen arbejdede sammen ude på Hartmanns Maskinfabrikker, og de var begyndt at tale om at tage til Spanien. Jeg ville med, og da Aage hørte det ville han også med.”

De mente, at Aage var for ung til at tage med, men med sine 18 år mente han, at han var gammel nok til selv at bestemme, hvad han ville, og sådan blev det.

Da kammeraterne på Bjelkes Allé hørte, at de fire ville tage til Spanien, blev de begejstrede, og begyndte at samle penge ind til deres tur. Selv blev de enige om at spare en ugeløn sammen.

Kaj, der var 21 år og Hans Petersen, der som den ældste var 26 år, var maskinarbejdere. Harald var 24 år og udlært slagter og Aage, der netop var fyldt 18 år, var cykelbud.

Den politiske situation i 1930´erne

Hvad var det, der fik de tre brødre og Hans Petersen til at drage til Spanien for at kæmpe? Det er svært at svare på, men svaret skal nok søges i hele deres politiske bagland og opvækst. De tre brødre boede med yderligere seks søskende og deres forældre i en toværelses lejlighed i Skyttegade på Nørrebro.

Faderen var grovsmed, syndikalist og ivrig fagforeningsmand. De ni søskende måtte alle tidligt ud at arbejde. Der blev jævnligt diskuteret politik i hjemmet. Brødrene Harald, Kaj og Aage var som nævnt DKU’ere, og ikke altid enige med deres far. Arbejdsløsheden var stor i Danmark i 1930’erne, og brødrene havde med egne øjne set arbejdsløshedens følger på nærmeste hold, men de havde også set, at man ikke stiltiende skulle acceptere uretfærdigheden. Når nogen i kvarteret var blevet sat på gaden, bar deres far og nogen fra nabolaget møblerne op igen og bad politibetjenten forsvinde og ikke vise sig igen.

Også i Danmark stak fascismen hovedet frem, og KU’erne (Konservativ Ungdom) fremturede med deres hel- eller halvfascisme. De havde for vane at marchere gennem arbejderkvartererne, og det kom ofte til slagsmål mellem dem og ungkommunisterne.

Til Spanien

De fire danskere kendte ikke meget til forholdene i Spanien, men de mente nok, at der var brug for deres indsats dernede i kampen mod fascisterne. De ville af sted, inden det blev for sent, så en dag i august pakkede de en rygsæk, tog deres cykler og sagde farvel til familie og venner. Moderen var selvfølgelig ulykkelig, men faderen sagde for at trøste moderen, – ”Det varer nok ikke så længe før de kommer tilbage”. ”Og det havde vi vel også regnet med selv”, som Harald senere fortalte.

Brødrene og Hans Petersens rejse til Spanien blev meget begivenhedsrig. Undervejs mødte de eksempler på tidens politiske polarisering; på vandrehjem i Tyskland sang den tyske ungdom ‘Horst Wessel-sangen’ i stram retstilling og armen strakt ud til nazihilsen. På den anden side var deres partibog et aktiv, som gav dem mad og husly andre steder i Tyskland.

Fire danskere i den Spanske Borgerkrig: Hans Petersen, Aage og Kai Nielsen på vej over Lillebæltsbroen

Hans Petersen, Aage og Kai Nielsen på vej over Lillebæltsbroen

De fik frataget deres cykler ved grænsen af en fransk grænsegendarm. Fordi en tysk bankkasserer havde franarret dem deres sidste penge ved at veksle dem til ugyldige Marksedler, kunne de ikke betale depositum for cyklerne ved grænsen, som man skulle dengang.

I den situation var der ikke andet at gøre end at fortsætte til fods og på ‘tommelfingeren’. De plukkede frugt langs landevejene og om natten sneg de sig ind på markerne og malkede køerne for lidt mælk i en marmeladespand. Det sidste stykke til Paris fra Verdun tilbragte de fire i høet på ladet af en svinetransport.

I Paris oplevede de solidariteten med den kamp, de skulle ned til, personificeret i en parisisk taxachauffør, som samlede dem op, og kørte rundt med dem til forskellige holdepladser, hvor han foretog en pengeindsamling blandt kollegerne. Pengene skulle gå til de fire danskeres ophold i Paris og til deres videre rejse.

Kominterns Vestbureau

I Sovjetunionen så man med skepsis på, hvad der foregik i Europa og specielt i Tyskland. Det fascistiske oprør i Spanien overbeviste kommunister i hele verden – og ikke mindst Sovjetunionens ledelse om, at skulle fascismen/nazismen stoppes før den satte hele verden i brand, skulle det være i Spanien. Derfor diskuterede lederen af Komintern, Georgi Mikhailovich Dimitrov og formanden for Frankrigs Kommunistiske parti, Maurice Thorez i Kominterns Vestbureaus regi muligheden for en samlet indsats for at hjælpe Spaniens lovlige regering.

Videre, videre

Kominterns Vestbureau arbejdede ikke så hurtigt, som de fire kammerater ønskede. Rejsen til Spanien så ud til at blive forsinket, eftersom man i Kominterns Vestbureau i Paris endnu ikke havde taget endelig stilling til, hvordan man taklede den spontane hjælp, som strømmede til det republikanske Spanien, og da tiden i Paris faldt dem lang, besluttede de at fortsætte rejsen på ‘tommelfingeren’.

I Fontainebleau lidt syd for Paris blev de taget op af en lastbil. Det viste sig, at den transporterede gravsten, lidt makabert måske, men hvad, det var jo forhåbentligt ikke sten til deres eget gravsted, de sad oven på. Senere blev de taget op af en taxa, som skulle sydpå.

Undervejs gennem Sydfrankrig gik de ind på fagforeningskontorerne i de forskellige byer og viste deres fagforeningsbøger. Nogle steder var det fascister, der sad på kontorerne, der kom de hurtigt ud fra igen, men de fleste steder bakkede fagforeningerne op om Folkefronten, og der fik de som regel noget at spise og en gang imellem husly.

I Perpignan tæt ved den spanske grænse traf de en østrigsk militsmand ved navn Rudi, som tilbød at tage dem med over grænsen. De skulle blot blande sig med hans egne folk, det vil sige tyskere, østrigere og andre tysktalende, i toget. Det gjorde de, og de fire danskere nåede deres rejses mål i begyndelsen af september, sovende i bagagenettet. Den Spanske Borgerkrig havde da varet i halvanden måned.

Centuria Thälmann
Portræt af Hans Beimler af Jürgen Peters

Hans BeimlerFotoLicens

Da de fire danskere nåede frem til Barcelona, var den tyske kommunist og forhenværende bayriske rigsdagsmand Hans Beimler ved at reorganisere en militærenhed af tyske og østrigske frivillige, som var vendt tilbage til Barcelona efter kampene ved Irún og Aragonfronten. Militærenheden fik navnet Centuria Thälmann, opkaldt efter den tyske politiker Ernst Thälmann.

Det lykkedes brødrene og Hans Petersen, efter en noget uheldig – for ikke at sige dramatisk oplevelse med at blive arresteret af en POUM-milits, at komme i kontakt med Hans Beimler på Hotel Colón, hvilket indebar, at de blev frigivet og herefter optaget i Centuria Thälmann.

Santa Quiteria Eremitagen

Harald Nielsen havde i Danmark aftjent sin værnepligt i et maskingeværkompagni og blev derfor skytte med et af Thälmanns få Hotchkiss-maskingeværer.

En tidlig septemberdag afmarcherede Centuria Thälmann fra Barcelona mod Huescafronten, hvor bataljonen skulle forsvare nogle bakkedrag ved Tardienta og Almudévar. Samtidig skulle de forsøge at generobre La Ermita de Santa Quiteria (Santa Quiteria Eremitagen) – et mindre kloster, der dominerede det omliggende landskab.

Hovedangrebet mod Eremitagen fandt sted den 20. oktober sent om aftenen. Kampen varede hele natten, og da næste dag gryede, var det lykkedes at drive oprørerne tilbage, men allerede samme dag gik de til modangreb med understøttelse af artilleri og bombefly.

Centuria Thälmann havde ikke mulighed for at bevare stillingen. De forudgående kampe havde kostet mange døde og sårede, og Centuria Thälmann måtte trække sig tilbage. Førsteskytten ved Haralds maskingevær blev dræbt af en eksplosivkugle, og Harald selv blev såret i hånden, da han overtog geværet. Broderen Kaj trådte til i hans sted.

Det var en blodig ilddåb danskerne fik, men de slap med livet i behold. Af 125 mand var 19 blevet dræbt og 52 såret. Centuria Thälmann eksisterede i realiteten ikke mere, og den blev afløst ved fronten af spanske militsenheder. Men dens indsats i bakkerne omkring Tardienta havde vakt beundring. Centuria Thälmann blev hædret med den catalanske lokalregerings første æresfane. Ceremonien fandt sted den 27. oktober i Carlos Marx-kasernen under overværelse af repræsentanter fra den catalanske regering og det catalonske kommunistparti (PSUC) samt Sovjetunionens generalkonsul i Barcelona, Vladimir Alexandrovich Antónov-Ovsjenko. For deres indsats blev Aage, den yngste af de tre brødre, udset til på vegne af Centuria Thälmann at modtage æresfanen.

De Internationale Brigader 
André Marty, 1921

André Marty

I begyndelsen af oktober havde Komintern besluttet sig med hensyn til organisering af hjælpen til den spanske regering. Mens Centuria Thälmann kæmpede ved Huescafronten, var de Internationale Brigader under opstilling i Albacete under ledelse af franskmanden André Marty.

Centuria Thälmanns tid var forbi. De tre brødre og Hans Petersen blev overflyttet til det nye hovedkvarter i Albacete, hvor de blev optaget i Thälmann Bataljonen. I november 1936 deltog bataljonen i de hårde kampe omkring Madrid.

Fire danskere i den Spanske Borgerkrig: Brødrene Harald, Kai og Aage Nielsen i Albacete, februar 1937

Harald, Kai og Aage Nielsen i Albacete, februar 1937

De Internationale Brigaders første bataljon var tysktalende og hed Edgar André Bataljonen (korrekt, egl. Edkar André Bataljonen) – opkaldt efter den tyske politiker Edkar André. Den blev dannet den 17. oktober 1936. Kort efter blev der oprettet en italiensk brigade Garibaldi Bataljonen, opkaldt efter den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi, og en fransk med navnet La Marseillaise Bataljonen.

Edgar André Bataljonen blev i slutningen af oktober omdannet til XI Brigade, den brigade, danskerne hovedsalig blev indrulleret i.

Når man taler om XI, XII, XIII, XIV og XV. brigade, hænger det samme med, at den spanske folkehær bestod af ti nydannede brigader, derfor måtte de Internationale Brigader nødvendigvis have numrene fra XI. og fremefter.

Argument Dimitrov

Under forsvaret af Madrid blev Hans Petersen såret og overflyttet til et hospital i Barcelona. Harald, Kaj og Aage blev i Madrid til slutningen af december indtil kampene i Madrids udkant ebbede ud, uden at det var lykkedes Francos tropper at indtage hovedstaden.

I begyndelsen af januar 1937 blev brødrene indrulleret i det nyoprettede luftværn kaldet DECA. Flere danskere var kommet til, og sammen med enkelte af de nyankomne indgik brødrene i de Internationale Brigaders luftbatteri som fik navnet Argument Dimitrov efter den bulgarske kommunist og generalsekretær for Komitern Georgi Mikhailovich Dimitrov.

Guadalajara, juni-juli 1937. Fra venstre: Aage og Harald Nielsen, Johnny Nielsen. Forrest: Schubert, en østrigsk ven

Fra venstre: Aage og Harald Nielsen, Johnny Nielsen. Forrest: Schubert, en østrigsk ven, Guadalajara, juni-juli 1937

Gruppen var først udstyret med et par gamle franske, senere med nye russiske luftværnskanoner og opererede selvstændigt uden tilknytning til en bestemt International Brigade. Argument Dimitrov flyttede rundt til forskellige brændpunkter for at beskytte frontlinjen mod Francos eneherskende tyske og italienske luftstyrker. Det var en anden tilværelse end den de havde oplevet som frontsoldater. Opgaverne var nu nogle andre, der var ikke så mange soldater samlet et sted, der var mere ro omkring transporten rundt til fronterne, men det var ikke desto mindre farligt altid at befinde sig næsten direkte under de angribende bombemaskiner.

Hjem og tilbage

Kaj og Aage blev i Spanien i et år og rejste hjem i oktober 1937. Hans Petersen og Harald Nielsen fulgte med, men vende tilbage til Spanien til anden tjeneste. Hans Petersen var fx en overgang ved partisanerne, senere arbejdede han som censor ved brigaden i Albacete, medens Harald skulle løse forskellige partiopgaver i Spanien.

I november 1938 opløstes de Internationale Brigader og de frivillige rejste hjem efter en bevæget afskedsparade i Barcelona. Hans Petersen og Harald Nielsen blev og hjalp den danske regeringsrepræsentant med hjemsendelsen af en gruppe på 91 danskere og to islændinge. På rejsen hjem var Harald leder for den danske gruppe. Hans Petersen fulgte efter i december, og blev således en af de sidste der rejste hjem, ligesom han var en af de første der rejse ud. En større gruppe danske artillerister var dog stadig i Valenciaområdet, og kom først hjem i februar 1939.

I den danske modstandsbevægelse

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Det var ikke uventet, at de spaniensfrivillige ville fortsætte kampen mod fascismen på dansk jord. De var da også de første, der gik ind i kampen mod den tyske besættelsesmagt. De dannede den største og mest slagkraftige modstandsgruppe, KOPA (Kommunistiske Partisaner). For at give modstandsgruppen mere politisk bredde og dermed større slagkraft skiftede den navn til  DAPA (Danske Partisaner), og kort efter til BOPA (Borgerlige Partisaner). De 3 brødre og Hans Petersen deltog aktivt i opbygningen af modstandsgruppen.

Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941, satte man i Danmark en arrestationsbølge ind mod kommunisterne. Den 7. november 1942 arresterede det danske politi 86 tidligere spaniensfrivillige, og i løbet af de næste par dage kom tallet op på 125. De blev indsat i den danske interneringslejr Horserødlejren i Nordsjælland, hvor kommunisterne allerede var interneret.

Stutthof Koncentrationslejr, vagttårn og krematorium

Stutthof Koncentrationslejr

Den 29. august 1943 besatte tyskerne Horserødlejren. Det lykkedes 92 fanger at flygte over hegnet i nattens mulm og mørke; resten af de152 fanger blev den 2. oktober 1943 stuvet sammen i et lastrum på et fragtskib og sejlet til Swinemünde, hvorfra transporten fortsatte i godsvogne mod kz-lejren Stutthof nær Danzig. Otte spaniensfrivillige døde i kz-lejren eller på dødsmarchen gennem Pommern i februar-marts måned 1945.

Besættelsen

Det lykkedes i første omgang brødrene og Hans Petersen at undgå at blive arresteret. Hans Petersen blev senere arresteret og som den første dansker dømt til døden ved tysk ret i Danmark. Han blev benådet og idømt livsvarig tugthusstraf og derefter overført til fængslet Dreibergen i Bützow Tyskland. Ved krigens afslutning var han stadig i live.

Anderledes gik det Aage, der som sine brødre Harald og Kaj var sabotør. Han faldt i baghold efter en aktion i september 1943. Gestapo forsøgte ved tortur at få ham til at angive sine kammerater, men han holdt tæt og døde efter langvarig tortur i Vester Fængsel den 18. oktober 1943.

Aage Julius Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård

Aage Nielsens gravsted

I dag er der opsat en mindeplade for Aage ved hovedindgangen til Husum Skole og en i Jord og Betonarbejdernes Fagforening.

Harald og Kaj var begge stærkt eftersøgt for sabotagevirksomhed. I november 1943 blev de begge såret i en ildkamp med det danske politi. Harald fik et lungeskud og Kaj et skud gennem benet. De blev indlagt på Bispebjerg Hospital, hvorfra de blev sendt til Sverige.

Kalmar Fængslet i 1930'erne

Kalmar Fængslet i 1930’erne

Ved ankomsten til Sverige blev de arresteret af svensk politi og i første omgang indlagt på Malmø Sygehus; efter en uges ophold på sygehuset blev de indsat i eneceller i Malmø arrest, da politiet frygtede, at de var kommet til Sverige for at sabotere de svenske jernbanetransporter til Tyskland og deltage i opbygningen af våbentransporter fra Sovjetunionen til de danske sabotører. De blev senere overfør til Kalmar Fængsel, hvor de sad i 3 måneder. I maj 1945 kom de hjem til Danmark.

En slagter, en maskinarbejder og en ‘clochard’ 

Efter krigen fortsatte Harald sit arbejde som slagter, medens Hans Petersen fik arbejde som maskinarbejder. Kaj havde skiftende arbejde. I 1954 forlod han Danmark og begyndte at rejse rundt i Europa som flodskipper.

I midten af 1950’erne havde han store planer om en jordomsejling, og den løb af stabelen under stor opmærksomhed i den franske presse, der døbte ham ‘le clochard de la mer’ – ‘havets vagabond’, men han nåede kun til Suez, der var blevet lukket på grund af krigen i Mellemøsten i 1956.

I Chelles-les-Courtreau, hvor han boede, var det kun postbudet, der kendte hans rigtige navn. For alle andre var han ‘le capitaine’. Kaj vendte tilbage til Danmark i maj 1979. Han var syg og blev indlagt på Rigshospitalet i København, hvor han døde få dage efter indlæggelsen.

Harald fik den ære at overrække ‘La Pasionaria’ (Isidora Dolores Ibárruri Gómez) en hilsen fra De Danske Spaniensfrivilliges Forening i anledning af hendes 90-årsdag i 1985. I hilsenen stod bl.a.:

La Pasionaria
Vi takker dig for din indsats
gennem et langt liv i kamp for
frihed, fred og demokrati.
Da vi kæmpede i Interbrigaden
var din optræden en inspiration
som vi aldrig glemmer.
Vi ønsker dig godt helbred
og personligt velgående i den
fortsatte kamp.

Harald døde som den sidste af de tre brødre den 5. december 1989.


Du kan læse mere om brødrene Nielsen og Hans Petersen i artiklen Aage Julius Nielsen her på denne hjemmeside.