Viggo Christensen Holm var én af de ca. 500 danskere, der kæmpede i den Spanske Borgerkrig. Som så mange af de andre danske spaniensfrivillige var Viggo kommunist og fortsatte kampen mod fascismen i den danske modstandsbevægelse

 


 
Af Allan Christiansen

Viggo Christensen Holm blev født den 10. marts 1914 i Ålborg som søn af slagter Alfred Kristensen Holm og Ane Petrine Holm (født Andersen). Viggo var medlem af DKU/DKP og arbejdede som chauffør. Han blev gift med Jonna Holm (født Andersen) i 1936 og skilt i 1937. De fik en søn sammen. Viggo blev gift endnu to gange; med fru Holm (født Olsen), som han også fik et barn med, og siden med fru Christensen Holm (født Hansen).

Hans sidste adresse var Peter Bangsvej 237 i Vanløse. Viggo døde af kræft den 12. april 1967 i København, 53 år gammel. Han donerede sit legeme til Anatomisk Institut, Københavns Universitet.

Viggo Christensen Holm rejste til Spanien den 23. april 1938, hvor han blev indrulleret i Bataljon Instrución. Senere kom han til sanitetstjenesten ved den fortrinsvis tyske XI. IB 2. Bataljon Hans Beimler, i det fortrinsvis skandinaviske 2. kompagni Martin Andersen-Nexø. Viggo kom hjem med 91 andre frivillige i november 1938.

Under den tyske besættelse af Danmark blev Viggo Christensen Holm, med hjemmel i den såkaldte Kommunistlov, arresteret af det danske politi den 2. november 1941 og indsat i Vestre Fængsel. Et par måneder senere blev han overført til Horserødlejren med fangenummer 220.

Den 29. august 1943 flygtede Viggo Holm fra Horserødlejren sammen med 91 andre kammerater.

Han kontaktede modstandsgruppen BOPA og deltog indtil krigens afslutning i modstandskampen.

Viggo Holm skrev en række breve og artikler henholdsvis til familie og DKU’s blad Fremad om kampene og forholdene i Spanien. Men nu vil vi lade Viggo selv fortælle om sine oplevelser    han går lige til sagen:

OVERGANGEN OVER EBRO NATTEN MELLEM 25. og 26. JULI 1938
Tre måneder i Bataljon Instrución

Efter at have ligget 3 Maaneder i ”Batallion Instrucion” og gennemgaaet et Kursus i al moderne Krigsteknik, lige fra at ”stoppe” en Tanks til at skyde en Flyvemaskine ned og lægge en forbinding på, kom jeg den 26. Juli 1938 til Ebro – Spaniens største Flod.

I omtrent et halvt Aar havde denne smukke flod været Frontlinie, et naturligt Bolværk mod Fascisternes videre Fremtrængen mod Katalonien.

Ebro er som sagt Spaniens største Flod, bred og strid, smukt omkranset af høje stejle Bjerge og Skrænter og en frodig Vegetation. Den var efter udenlandske ”Eksperters ” Mening uindtagelig, det var ogsaa derfor, Fascisterne havde saa daarligt Forsvar paa den anden Bred. De regnede ikke med, at vi ville forsøge en Overgang, og det var en Forsømmelse, der kom dem dyrt at staa.

Pludselig en Nat, Natten mellem den 25. og 26. Juli gik vi over, kom over og drev baade Fascisters og ”Eksperters” Mening til Helvede.

Naa, alt dette vidste vi ikke i ”Batallion Instrucion” ikke noget om, ganske vist havde vi vore Anelser, fordi vi i de sidste Uger ikke havde bestilt andet end at lære, hvordan man overskærer en Flod, og med det Kendskab, vi havde til Folkearmeen, lavede den ikke noget, uden at der var en ganske bestemt Hensigt dermed.

Klar til Afmarch

Den 25. Juli om Middagen kom Ordren ”Preparace”    Klar til Afmarch. I denne Alarmtilstand laa vi til næste Dags Morgen Klokken 10, og blev altsaa snydt for selve Overgangen over Floden    den maatte vi nøjes med at høre om.    

I den Tid vi laa i ”Preparace” gik Snakken naturligvis, alle mulige Gisninger og Formodninger blev fremsat. Batallions-Staben var tavs. De motoriserede Ordonnanser drønede uafbrudt op til Staben med meldinger, Stabschefen Hoffmann [1] var trukket i Fronttøjet, en gammel Uniform og den største Revolver, jeg nogensinde har set. 

Stemningen var munter, selv om vi maaske var lidt nervøse, vi var jo efterhaanden klar over, at nu skulle det ske. Kammeraterne sad rundt i Smaaklynger, diskuterede og sang, mens de nød den herlige spanske Vin, enkelte sad og skrev til Familie og Kærester. Om Natten fik Køkkenet Ordre til at pakke sammen, men der var stadig ingen Ordre til os. 

Først næste dag Kl. 10 kom Ordren tillige med Transportvognene, og rullede afsted under høje Glædesraab. Endelig var den lange kedsommelige Instruktionstid forbi, nu skulle Fascisterne faa efter Noder. Ja, én vilde ha’ en lille Sabel og lave Klejner ud af Marokkanerne.

Ved Ebro

Allerede efter en Times Kørsel var vi ved Ebro og gjorde Holdt i Byen Vino del Ebro. Den var fuldkommen raseret. Gennem et halvt Aar havde Byen været Skydeskive for Fascisternes Flyvebomber og Granater. Gaderne var revet op. Lys- og Telefonledninger hang sønderrevne ned ad Murene. Selvfølgelig var Byen, til trods for, at den ligger ca. 3 km fra Ebro, evakueret efter Ordre fra Regeringen. Senere saa jeg i Byen Asco, der ligger paa selve Ebrobredden paa Fascisternes Side, at de forreste Huse blev brugt til Maskingevær-stillinger. Det var kun disse forreste Huse, der var berørt af Krigen, i den øvrige Del af Byen gik Livet sin daglige Gang. Forretningerne havde aabent o.s.v., Befolkningen stolede paa Republikanernes Humanitet.   

Vi maatte evakuere alt Civilt indtil 6 km fra Fronten, at dette ikke engang er nok, viser de frygtelige Bombardementer af Barcelona og andre Byer.

Vi kom til Floden og blev sat i Arbejde pr. omgaaende    med at bære Saarede    Farvel, alle Drømme om at mule Fascisterne. I de næste Dage saa vi kun saarede Fascister, der i Parentes bemærket, fik samme Behandling som vore Folk. Fascisterne skyder jo for det meste saarede Internationale.

En afdeling af Hans Beimler-bataljonen holder hvil efter overgangen. Det var ikke hver dag, forsyningerne slap over floden, hvis primitive broer blev bombet sønder og sammen om dagen og bygget op igen om natten. På billedet ses spaniere og skandinaver fra Martin Andersen Nexø-kompagniet

Spaniere og skandinaver fra Martin Andersen Nexø-kompagniet holder hvil efter overgangen ved Ebro

Den anden Bred

Vi fik Ordre til at rense den anden Flodbred for Saarede og marcherede af 4 Mand om hver Baare. Over Ebro var slaaet en interimistisk Pontonbro, den skulle vi over. Da vi var kommet halvvejs over, kom Flyverne. Et par spanske Kammerater, der var i færd med at begrave nogle Døde inde paa Bredden, raabte Gevalt, men det var for sent, vi kunne ikke naa over og maatte smide os fladt ned paa Broen. Saa kom Bomberne. De kom fløjtende med et skærende Hvin for til sidst at ende i et øredøvende Brag, saa Splinter og Skidt røg os om Ørene. Floden rejste sig i et mægtigt Oprør, saa Broen truede med at rive sig løs – det var ogsaa det hele, ingen kom til skade, og vi gik videre, da det var overstaaet, pjaskvaade og rystende gik vi videre – vi havde faaet vor Ilddaab.

Interimistisk færge krydser Ebro. I baggrunden ses byen Asco

Interimistisk færge krydser Ebro. I baggrunden ses byen Asco

Paa den anden Flod-bred mødte vi ‘Spids’ alias Harald Nielsen [2], han var paa vej til Hospitalet. Af ham fik vi de første Nyheder, og fik da at vide, at den danske Sergent Kaj Jensen fra Frederiksberg var død, ramt af 2 Kugler i Brystet. Endvidere var min bedste Ven, Saniteteren Viggo Petersen dræbt ramt af et Hovedskud. Det var 2 Meddelelser, som gjorde et dybt indtryk paa os. 2 Kærnegutter havde maattet lade Livet i Kampen mod Fascismen.

Livet gaar videre

Megen Tid fik vi ikke til at tænke over det skete. Slag i Slag gik Arbejdet. Uophørligt kom Saarede, der skulle transporteres videre til Lægen, paa Trods af at det plaskede os om Ørerne med Granater, gennemførte vi vort Arbejde med kun 2 Saarede den Dag.

Om Aftenen kunde vi lægge os til Ro med Forvisningen om, at vi her havde gjort et godt Stykke Arbejde for vor Sag. I de følgende Dage blev Lysten ikke mindre trods Sult, Savn og Lus gik vi til Sagen med Humør.


Noter:

[1] Heinz Hoffmann

[2] Du kan læse om Harald Nielsen i artiklen Fire danskere i den Spanske Borgerkrig

Slaget om Ebro var det største, længste og blodigste slag i den Spanske Borgerkrig. Omkring 130.000 soldater blev dræbt i månederne fra juli til november 1938.