| SPANISHSKY.DK 11. JUNI 2020 |

Der er rejst mange monumenter verden over for de faldne i den spanske borgerkrig: “La Mano” i Stockholm, i Birkelunden i Oslo, i Berlin, det sovjetiske monument på Fuencarrel i Madrid og ca. 80 rundt omkring i England.
 
Sådan kan vi blive ved, men nu er det det danske monument i Churchillparken i København det drejer sig om. Der er for øvrigt to mindesmærker for danskere faldet i Spanien, for i 2010 blev der opsat en mindeplade på Martin Andersen-Nexøs Plads i Hillerød. Men der er en helt anden sag, som vi vil komme tilbage til

 
Af Allan Christiansen

Den 17. oktober 1999 afholdt foreningen Venner af de Internationale Brigader – Spanien 1936-1939 det traditionelle mindemøde ved monumentet i Churchillparken, hvor Villy Fuglsang holdt talen. Her gengivet i sin fulde ordlyd:

“Så er vi samlet her ved mindestenen over vore faldne kammerater. Samlet så at sige i en slags midtpunkt, økonomisk, politisk og med hensyn til magt i vort land: Ikke langt herfra ligger Christiansborg og ministerierne, hvor de love udformes og forvaltes – som vi har at rette os efter. Hvor jeg selv virkede i 17 af de mellemliggende år.

Villy Fuglsang (venstre) taler ved Spaniensmonumentet på Esplanaden i København den 17. oktober 1999, til højre, Julian fra Folkets Radio. Foto: Jette Jacobsen

På vejen hertil passeres Nationalbanken og andre bankpaladser: de økonomiske centre, som en for øvrigt konservativ professor og folketingsmedlem Birck kaldte det tredje Ting – det egentlig herskende: pengemagtens Ting. Og går vi så videre, når vi, via USA’s ambassade til generalstaben for den militære magt. De repræsenterer også de kræfter, der udformer vor officielle historieskrivning.

Vi er samlet i et, i det ydre lidt beskedent hjørne af dette område – for på vor måde at mindes en anden, og af den officielle historieskrivning fortiet eller forkvaklet side af historien. Ikke mange kender eller omtaler de navne, der er indhugget i denne sten. Et af dem er endda skrevet forkert; dog minder de om over 200 unge danske, der frivilligt kæmpede og døde på fronter – langt herfra, men forbundet med kammerater fra mere end 50 lande for fælles idealer – for menneskeret med national og politiske frihed og selvbestemmelsesret – for et liv i social tryghed og fredeligt samarbejde med alle folk i alle lande.

Vi kom fra mange fædrelande, men ikke som fremmede eller af andre betalte leje-soldater for at påtvinge det spanske folk betingelser, det ikke selv ønskede. Vi meldte os som frivillige til den spanske folkehær – under vore spanske kammeraters betingelser for sammen med dem at forsvare et styre, de selv ved demokratiske valg havde valgt.

Men vi kæmpede også hver for sig for vore egne hjemlandes selvstændighed, frihed og fred – for de kræfter, de ideer og de planer vi stod overfor på Spaniens fronter truede alt det, vi havde kært og tilkæmpet os i vore hjemlande.

Som nu var også dengang sandheden krigens første offer. Når aviserne dengang talte om “nationalisterne” var det for dem de oprørsgeneraler, der svigtede deres troskabsed til deres lands folkevalgte regering, og som satte fremmedlegionærer, betalte marokkanske lejesoldater, italienere og tyskere ind mod deres eget folk, og bombede egne byer.

Regeringen og dens styrker blev konsekvent kaldt “de røde” – selv om af 450 parlaments-medlemmer var der kun 87 socialister og 17 kommunister.

Mange velmenende mennesker rystede dengang – og for øvrigt også nu – på hovedet over os, der faktisk satte livet på spil i et andet land som Spanien og mod en ide, de ganske vist heller ikke kunne lide – men som dog ikke kom os ved. Men som vi skrev hjem: “det kom os ved. Vor modpart lagde ikke skjul på, at for dem var Spanien en brik i et spil om verdensherredømmet. Derfor havde tre nazistiske styrede stormagter: Hitler-Tyskland, Mussolinis Italien og kejserdømmet Japan, meldt sig ud af datidens FN – Folkeforbundet – og dannet den militære Anti-kominternblok, derfor oprustede de og førte lokale krige”.

Derfor blev de spanske fronter en verdensfront mellem demokrati og nazi-diktatur, mellem krig og fred. Faldt den spanske front kom turen også til vore lande. – Få måneder efter Madrids fald – den 28. marts 1939 – vendte den tyske krigsmaskine sig mod Polen, tromlede hen over Danmark og Norge. Det stærke Frankrig faldt i løbet af lige så få uger, som vi dog havde holdt ud i antal år.

Det spanske folk bukkede under, fordi det blev forrådt og svigtet af de kræfter ude i verden, der fører sig frem som vogtere og værnere for demokrati og fred. Som gjorde Folkeforbundet magtesløs overfor de nazistiske stormagters militarisme og stræben efter økonomisk og politisk magt. Også i Danmark forbød regeringen borgerne at hjælpe det spanske folk i krigen mod to nazistiske stormagter: Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien.

Verden kom til at betale dyrt, og Danmark mistede for en tid dets 1000-årige nationale selvstændighed.

Spaniensmonumentet i Churchillparken, København

Men det spanske folks kamp var ikke forgæves og de demokratiske kræfter gav ikke op. De fortsatte deres kamp under nye betingelser. På den ene side fortsatte magthaverne deres spil og lænkede vort lands skæbne til tysk stræben efter at skabe et “Tredje Rige” – et nyt forenet Europa under stortysk førerskab.

Herom minder et andet monument, rejst med bl.a. statens støtte som minde over danske kommunister, der dengang blev arresteret af dansk politi, blev overladt den tyske besættelsesmagt og overført til tyske lejer, hvor mange døde.

Andre, der undgik arrestation, faldt i den fortsatte modstandskamp – og blandt dem i høj grad også vore kammerater fra De Internationale Brigader – bl.a. i modstandsgruppen BOPA.

Som vi oplevede det under Spanienskrigen, søgte man nu at diskriminere modstands-kampen, og at isolere den ved at kalde den et sammenløb af ”kommunister og chauvinister” og ved specielt at diskriminere kommunisterne.

Lad os mindes hvad den tyske præst Martin Niemüller skrev:

“Først tog de kommunisterne, men jeg
protesterede ikke, for jeg var jo ikke kommunist.
Så tog de socialdemokrater og fagforeningsfolk,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke socialist.
Så tog de katolikkerne, men jeg sagde ikke noget.
Jeg er ikke katolik.
Så tog de mig, men da var der ingen til at protestere.”

Der var nogle, der undgik dansk politi og tyskerne – og de nøjedes ikke med at protestere. Der blev flere og flere og modstanden voksede. De var, som man kan læse her på museet her ved siden af, med til at sikre den demokratiske verdens sejr, med til at genvinde Danmarks selvstændighed – med til at skabe forudsætningerne for en verden, hvor alle mennesker kunne leve i tryghed – frie for frygt for morgendagen.

Vi havde forskellige holdninger til mangt og meget om dette fremtidens Danmark fremtidens verden. Men vi var enige om, at det vi havde oplevet skulle vore efterkommere forskånes for. Derfor skulle oprustning og militaristiske blokke afløses af et nyt verdens-samfund – der ikke gentog Folkeforbundets fejl – af De forenede Nationer. Og derfor måtte vi ikke glemme vore erfaringer. Bl.a. for at bekræfte dette er det jo, at vi gennem årene samles ved møder som dette.

Men tiden går sin ubønhørlige gang. Vi bliver færre og vor hukommelse er ikke, hvad den var. Det udnytter vore modstandere. For længst har såkaldte historikere søgt at nedvurdere modstandskampens omfang og betydning. Nu benægter ikke blot åbenlyse nazister koncentrationslejrene, sådan som vi oplevede dem – og bl.a. eksistensen af gaskamre.

I det vistnok ærværdige MILITÆRE TIDSSKRIFT fortæller en dansk officer, der påberåber sig 8 års tjeneste i NATO-staben, at det ikke var HITLER, der med sin ”Barbarossaplan” angreb Sovjetunionen, men at denne var et forsvar mod sovjetisk aggression.

Således er nu også sandheden et militaristisk offer. Derfor er det opmuntrende, at en ny generation aktivt går til forsvar for historiens lærdomme – og sikrer den nødvendige fortsættelse af den kamp, vi har søgt at videreføre. Det er nødvendigt. For det gælder stadig, som vor kammerat NORDAL GRIEG dengang skrev:

“Om jeg bare kunne få alle mennesker til at forstå, hvad fred er. Det er ikke noget du ejer. Det er noget I altid må erobre – bestandig tilkæmpe jer.Den er altid truet. Hver dag må du gøre den ukrænkelig ved strid for menneskeværd. Har du haft en død dag, da har du forrådt alt det du elsker.” [1]

Derfor tak og god kamp for dem, der på alle fronter fører kampen for frihed og fred videre.”

I artiklen Spaniensmonumentet – fra idé til virkelighed kan du læse historien om kampen for monumentet i Churchillparken på Esplanaden i København.

Note:

[1] Citatet stammer fra Nordal Griegs skuespil “Nedelaget” fra 1937.