| SPANISHSKY.DK 4. AUGUST 2019 |

Efter nederlaget til fascisterne i den Spanske Borgerkrig i september 1938 blev de spaniensfrivillige sendt tilbage til deres hjemlande. Men de afgav det løfte, at de ville kæmpe for at sende fornødenheder til det spanske folk. Dette er en kort fortælling om tiden, der fulgte, efter de danske frivillige vendte hjem

 
Af Allan Christiansen

Tilbagetrækningen og hjemsendelsen af de Internationale Brigader

Sidst i september 1938 blev de Internationale Brigader trukket tilbage fra de forskellige fronter, for at blive hjemsendt til deres respektive lande, dog ikke til fascistiske lande såsom Tyskland, Østrig og Italien. I november 1938 forsøgte man at samle de frivillige i Barcelona, hvor der blev holdt en bevæget afskedsparade, der blev afsluttet med ‘Passonaria’s berømte tale til de Internationale Brigader.

Fra afskedsparaden i Barcelona, 28. september 1938

Hjemsendelsen af Brigaderne kom til at strække sig over et par måneder. De frivillige blev sendt hjem i større eller mindre grupper. Det største kontingent af danske frivillige, 89 danskere og 2 islændinge, rejste fra Spanien i november 1938.

Brevet til Negrín

Da gruppen kom til den franske grænse – det var for i øvrigt Harald, en af brødrene Nielsen [1], der var leder af gruppen – skrev de et brev til det spanske folk, via ministerpræsident Juan Negrín y López:

”Grænsen mellem Spanien og Frankrig den 20.11.1938

Til ministerpræsident dr. Negrin.

Ærede ven.                                                                                                                                                  

I det bevægede øjeblik, hvor vi danske frivillige frontkæmpere forlader Spaniens jord, anser vi os forpligtet til at bede dig som det spanske folks regeringschef at fremføre følgende overfor det spanske folk: Med sorg forlader vi Spanien og dets folk. Vi har ikke opnået vor rejses mål – sammen med det spanske folk at fordrive de fascistiske interventionstropper. Men vor vished om, at det spanske folk i dag har en regering og en armé, som er i stand til at forsvare de spanske folks frihed og demokrati – til at kaste de fascistiske interventionstropper ud af Spanien – formindsker sorgen i afskedens øjeblik.

Historien kender få eksempler på folk, som har kæmpet så tappert for sit lands frihed og dets legale regering.

Juan Negrín, 28. februar 1938

Våben til Spanien!
Mad og klæder til det spanske folk!

Under disse paroler vil vi arbejde i vort hjemland for det spanske folk.

Med broderlige hilsener.”

Herefter følger navnene på de 91 frivillige.

Tilbage til Danmark

Gruppens videre rejse foregik i tog via Paris til Antwerpen, derfra videre med S/S Bernstorff til Esbjerg og igen med tog til Københavns Hovedbanegård, hvor mere end 20.000 tog imod dem med blomster, taler og faner.

S/S Bernstorffs ankomst til Esbjerg Havn med de 91 frivillige, november 1938. Teksten på banneret er som følger: “I det spanske folks kamp ligger Danmarks skæbne”

Holdt de, hvad de lovede?

De holdt ord, i den udstrækning, det var muligt. De samarbejdede naturligvis med de grupper og organisationer, der kæmpede for at sende hjælp af forskellig art til Spanien, som for eksempel Amager-Cirklen, De danske systuer og Kvækersamfundet.

Da krigen kom, var det et problem overhovedet at få kontakt til spanske organisationer, og de hjemlige problemer med den tyske besættelse kom nu i første række.

De 91 frivilliges modtagelse på Københavns Hovedbanegård. Fanen på billedet med de nordiske flag med teksten ”For Nordisk Frihed”, er som flere andre gået tabt under besættelsen

Tiden efter 2. Verdenskrig

Da de fascistiske stater var blevet nedkæmpet, og krigen var slut, havde befolkningerne i Europe, ja i hele verden, med rette håbet på og forventet en fredelig verden, hvor handel og samkvem over grænserne blev normen. Men sådan skulle det ikke gå. Den 5. marts 1946 holdt Winston Churchill en hård anti-kommunistisk og -sovjetisk tale på Westminster College i Fulton, Missouri i USA. Resultatet af talen betød, at et “jerntæppe” [2], som Churchill udtrykte det, blev sænket over Europa, hvilket var indledningen til det, vi i dag forstår ved ‘Den kolde krig’.

Med talens indhold gik det op for alle fremskridtsvenlige mennesker, at verden nærmede sig en ny katastrofe, hvis de ikke demonstrerede mod den farlige udvikling. I den forbindelse organiserede de spaniensfrivillige sammen med DKP og andre fremskridtsvenlige mennesker en demonstration mod Franco-styret i 1946.

I 1949, samme år som NATO-pagten blev oprettet, besøgte Eisenhower Franco i Madrid,  hvor de efter sigende havde nogle samtaler om at få Spanien optaget i NATO. Situationen var ustabil i Europa, og som en modvægt mod denne udvikling blev Verdensfredsrådet oprettet i 1949.

I 1956, 20-året for udbruddet af den anti-fascistiske kamp i Spanien, afholdt Spaniens-foreningen igen en demonstration mod Franco-diktaturet. Demonstrationen går ned gennem Nørrebrogade, måske på vej mod Blågårds Plads? Som man kan se på fotoerne var opfindsomheden stor.

Noter:

[1] Du kan læse om Harald Nielsen og hans to brødre Aage og Kai i artiklen Historien og Aage Julius Nielsen

[2] Udtrykket ‘jerntæppet’ blev et symbol på opsplitningen af verden, men faktisk er ordet ikke Churchills opfindelse. Allerede i 1920’erne blev udtrykket brugt i de verbale angreb på Sovjetunionen. Men udtrykket, som vi kender det i dag, står den nazistiske propaganda-minister Joseph Goebbels for. Det stod at læse i et propagandaskrift i februar 1945, hvori han advarede USA og England imod ”bolsjevismens farer”, hvis Tyskland tabte krigen.

Til læseren: Hvis du har fotoer, omtale eller andre oplysninger spaniensdemonstrationer, vil vi meget gerne høre dig/jer. Kontakt Spaniensforeningen
Med venlig hilsen for Foreningen Venner af De Internationale Brigader, Spanien 1936-39, Allan Christiansen